Visse electronicaproducere formår altid – uanset om musikken er vellykket eller ej – at hive den lækreste og mest delikate lyd ud af computerens digitale univers. Sådan en producer er Pole. Han er ved at være gammel i gårde, men udvikler stadig sin minimale electronica, der efterhånden ikke er så minimal endda.
Den københavnsk baserede duo Susurrus Station nedkommer med en overbevisende toer. Endnu en improfolk-plade, hvor følelserne er på tapetet, og ambitionerne tvillingetårnhøje.
På sit debutalbum præsenterer dansk-norske The Royal Highness en række numre, der både opdaterer lyden fra grunge-bølgen, giver den et nutidigt tvist og serverer den med et tungere underlag. Det kniber dog med at undgå en følelse af monotoni.
Der var engang et musikerkollektiv med 12 medlemmer, der til sammen kaldte sig Gus Gus. De udgav en ret okay skive i 1998. I dag findes der et band, som kalder sig Gus Gus. De tre medlemmer har her i 2007 udgivet et album, som slet, slet ikke er godt. Faktisk er det en af årets dårligste plader indtil videre.
Danske Caufield kan vist ikke bestemme sig for, om deres musikalske udtryk skal være en dyster eller en dansabel opdatering af 80'ernes britrock. Debuten I Love the Future! er derfor endt som en ordinær og halvkedelig mellemting, der hverken går i hoved eller krop.
Baby Woodrose- og On Trial-sideprojektet Dragontears syrer godt og grundigt ud – og dét endda på en endnu mere bevidsthedsudfordrende måde, end man kunne have ventet. Resultatet er en stærk plade, hvor man dog hist og her godt kunne have ønsket sig lidt mere nyt under solen.
MTV-emo er over os, og PinBoys er Danmarks bud på genren. At bandet er dansk, skal man dog vide. For der er absolut intet på Teenage Wasteland, man ikke har hørt eller set før. Derfor bliver pladen en særdeles kedelig omgang at lytte til. Det er kliché på kliché, og det bliver man hurtigt træt af.
Low goes electronic. Efter et par plader med guitarerne som den primære sparringspartner har gruppen kastet sig over samplinger og programmeringer og har således skrevet 13 minimalistiske kompositioner fulde af klikkende sortsyn og intelligent vokalarbejde. Et af årets hidtil bedste udspil.
Med Action Painting er et af Danmarks mest særegne bands tilbage. Speaker Bite Me tager afsked med støjrocken og serverer i stedet skæv collagepop, der låner citater fra hele musikhistorien, men som igennem kreative og overrumplende kompositioner ophæves til at være sit helt eget mesterstykke.
The Concretes-sangskriversken Maria Erikssons solodebut tyder på, at der er en kantet, overlegen rockdame inde i hendes forsagte indiepigekrop. Desværre har hun ikke rigtig opdaget det endnu, og derfor ender debutpladen med at være lige rigeligt pæn og anonym.
31Knots er allerede klar med et fuldlængdealbum ovenpå efterårets ep. De fortsætter på samme måde som hidtil. Musikken er en blanding af en lang række genrer. Disse blandes til tider formidabelt og til tider mindre formidabelt. Pladen er dog så afgjort en interessant oplevelse.
Det kniber med at holde balancen, når Mikkel Glasser bevæger sig ud på en farlig linedans fra den melankolske singer/songwriter-tradition til de overfladiske popklichéer. Alligevel kommer Glasser helskindet i land, da albummet holder, hvad det lover, og får leveret »ok« popsange.
Simon Beck har igen iklædt sig solbriller og læderjakke, så han sammen med en bunke ligesindede kan cruise rundt i en musikalsk benzinsluger på den soniske udgave af Route 66. Slutproduktet er et retrospektivt og overvejende vellykket skue ud over musik og stemninger fra 1950'erne og 1960'erne.
Det trækker stadig op til regn, og de grå toner præger da også Jesse Sykes' nye, fine americana-udspil. De blotlagte følelser og skiftende sindsstemninger bakkes flot op af Sykes' backingband, og sammen med den småhæse sangerinde har de begået et ganske langtidsholdbart album.
