Our Brother the Native udgøres af tre teenagere, men musikken lyder af meget mere. Det er udknaldet, ambient og stemningsskabende folk – men der er også perioder, hvor musikken bliver så ligegyldig, at lytteren mister interessen for musikken. Det er lidt synd, for albummet har absolut sine momenter.
Hvad sker der, når man samler musikere med hver sin indgangsvinkel til musik? Som oftest er der én eller flere, der vil forsøge at sætte dagsordenen, og det er netop, hvad Mats Gustafsson har gjort i sit samarbejde med Anla Courtis fra Reynols og Maria Ericksson fra The Concretes.
Det er stadig "back to basics" for William Elliott Whitmore – og heldigvis for dét, for han navigerer stilsikkert rundt i country/blues-land. Alt unødvendigt gejl er barberet væk, og Whitmore nøjes med at gøre det, han er god til.
Den nyeste dyreart i Crunchy Frog-junglen hedder Wolfkin, og som forventet er der tale om et band med masser af ambitioner og grimasser. Dette ændrer desværre ikke det faktum, at Brand New Pants til tider er en temmelig langtrukken affære.
Når det nærmest uundgåelige danske tungsind overmaner dig i takt med efterårets komme, har du med denne plade fundet et perfekt lydspor. Stemningen er reflekterende og tungsindig, og bandet med Jason Molina i front forvalter den blå stemning værdigt med tyst alt. country og stemningmættet bluesrock.
Den norske indietronica-duo Sirka Ragnars debut-ep er en lille perle, der nærmest insisterer på at blive spillet igen og igen. På bare 17 minutter gør Sirka Ragnar landsmændene Röyksopp og Kings of Convenience rangen stridig som Norges bedste duo.
Creedence Clearwater Revival møder Nirvana, og de to smelter sammen. Nogenlunde sådan lyder Chicago-trioen Catfish Haven, og man skal faktisk bare lade sig rive med og nyde fusionen, for resultatet er bestemt til mere end én gennemlytning.
Sammen begiver The North Sea og Rameses III sig ud på Nilens smulte vande, og stemningskanonerne fyrer løs i bestræbelserne på at skabe bølgegang og bevægelse i lydbilledet. Nogle gange sker det med stor succes, men fascinationen holder ikke hele pladen igennem.
Fra det uimodståeligt poppede til det spøgelsesagtigt smukke: Den canadiske duo Junior Boys har flyttet sit fokus fra beats til fornemme melodier, og de viser med deres andet album, hvordan moderne electropop skal skæres.
Så har man hørt dét med: Den 'royale' sortseer er blevet glad i låget, og han virker endda til at kunne lide det. The Letting Go er Will Oldhams mest optimistiske budskab til dato, og det er på ingen måde et kvalitetsdyk. En dark horse til årets album.
Minimum Chips har signet med det engelske label Moteer og er nu klar til at prøve europæerne af med Lady Grey, der samler højdepunkterne fra et par udgivelser i hjemlandet Australien. Sangene klinger af eventyr, men mangler paradoksalt nok lysten til rent faktisk at vove sig ud på spændende togter.
Tyske Guther holder sig stort set kun til guitar, bas og trommer på sin anden plade, Sundet. Som på debutpladen er sangene fine, men samtidig så ensformige og letfordøjelige, at pladen hurtigt er glemt.
Veteranerne i Yo La Tengo flexer de blege muskler på deres 12. regulære plade, og resultatet er varieret, vovet og helt vildt vellykket. Sjældent har man kunnet ryste røven så begejstret til en amerikansk indierockplade.
Hjemmestudieudgivelse uden alt for meget selvhøjtidelighed og en vis portion iderigdom. Martin Ibsen forsøger at undgå Mikael Simpson-prædikatet, men han kan ikke løbe fra, at "jeg arbejder alene om natten"-strategien har inspireret ham – med delt succes.
