Plader

Oneida har længe været referenceliderlige musikskribenters drømmeband, for newyorkerne holder sig ikke tilbage, når de går på hugst i pladekisterne med historisk velfungerende musikalske koncepter. Men det gode ved Oneida er især, at deres plader er afvekslende – grænsende til det skizofrene – og alligevel perfekt afstemte. Happy New Year er ingen undtagelse.Det starter faktisk meget velkendt ud. “Distress” er Oneida, som de momentvist lød på både Secret Wars og The Wedding : slæbende orkestral psykedelia med synth-understrømme og et yderst højtideligt udtryk. Det er en åbning, der vil noget, og selv om “Distress” ikke overrasker og overrumpler i lige så høj grad, som Oneida tidligere har gjort (“Sheets of Easter” fra Each One Teach One hører med sine næsten 15 minutters sønderbombende primalpunk til de bedste åbningsnumre i rockhistorien!) – ja, så slår orkestret, der nu er udvidet til en kvartet, en næsten funky tone an. Den fortsætter albummet igennem og kommer til at fungere som den røde tråd, der ellers er så godt som fraværende i resten af Oneidas produktion. Bandet har tilføjet en ordentlig stak mere eller mindre dansable rytmer, og det er vellykket. I titelnummeret er rytmerne slæbende og elektronisk distortede uden at blive til decideret støj, og især i “Up With People” trækkes der på en særdeles dansabel postpunk. Men det er især inspirationen fra amerikanske Silver Apples, der slår igennem. Trommespillet besidder den samme fuldstændigt kompromisløse tightness, som Dan Taylor stod for i Silver Apples, og guitarfigurerne smyger sig om det simple og alligevel afvekslende beat, ligesom synth-anslagene er pågående og kontante som The Simeons oscillatorer var det i 1968/69. Imod det samme årti peger også linjen “You got to get up to get free“, som der cirkles omkring i den ellers sparsomme lyrik. Nummeret er forunderligt fængende og berører alle sanser; fra en vippende fod, et nysgerrigt øre til de små hår på armene der erigerer hele vejen mod sangens klimaks efter næsten otte minutter. Og så er det hele slut. Efter et lille intermezzo af synthknasen, der bedst kan betegnes som overflødigt, svinger Oneida igen ind på den form for moderniseret psykedelia, som den forrige plade, The Wedding, repræsenterede. Her er ikke samme umiddelbare energi i musikken, men der kompenseres rigeligt med idérig brug af en ubestemmelig borende percussion samt et pulserende klaver, der til sammen skaber et halvuhyggeligt univers, som kun blødes op af vokalernes tiltalende lokken mod lyset. Og det er nok essensen i Happy New Year. Det er en overvejende positiv udgivelse, selv om Oneida sikkert aldrig slipper det punkede storbymismod, der ligger så dybt i dem. Samtidig er det nok også i positiviteten, at pladens svagheder skal findes. For hvor tidligere Oneida-udgivelser beroede på en fuldstændig kompromisløs afstandstagen til musikalske normer, har Oneida fundet mere ro under indspilningerne af Happy New Year (til trods for at deres studie stod til nedrivelse, kort efter de var færdige med pladen…). Ikke fordi de er blevet strøget flade og endimensionelle i et håb om større pladesalg og verdensberømmelse, men måske fordi de over de sidste tre plader har fundet frem til den lyd, de tidligere har søgt efter. Desværre er en del af vildskaben også forsvundet, men når erstatningen er 45 minutters yderst velkomponerede og voksne melodier, er det svært ikke at være tilfreds. Tag eksempelvis “Reckoning”, der med en simpel fingerspillet guitarrundgang og bagvedliggende ambiance ikke havde lydt malplaceret på den seneste Vashti Bunyan-plade eller “The Misfit”, hvor et slæbende tørt bossanova-beat danner bund for Oneidas karakteristiske synth-melodier, der sniger sig under Hanoi Janes lyse, psychpoppede vokal, der pladen igennem lyder som tyvegods hugget hos et teen-band fra 60’erne. Og så er der, som tidligere nævnt, lige trommerne. De er pladen igennem produceret tørt og lige på, og stamper bastant derudaf i “Thank Your Parents”, der afslutter en glimrende, men ikke fabelagtig udgivelse fra et af musikverdenens mest opfindsomme rockorkestre. Og det er jo ikke så slemt igen. Lyt til Up with People [audio:]