Det er meget svært at sige Joan As Police Woman uden også at sige Antony og Rufus. Selv om Joan Wasser, der er sanger og sangskriver i Joan As Police Woman, måske ikke umiddelbart er et navn, der vækker genklang hos de fleste, har hun et mere imponerende cv end de fleste andre debutanter. Hun er klassisk uddannet violinist og har indspillet med blandt andre Nick Cave, Elton John og Lou Reed. De sidste par år har brugt en stor del af tiden på at spille i Rufus Wainwrights band og være en del af Antonys and the Johnsons, og ved siden af dét har hun haft tid til at indspille en ep og nu et fuldt album med sit eget band.
På Joan As Police Womans hjemmeside bliver der gjort meget ud af,at bandet er fra New Yorks kreative undergrundsscene, og Joan beskrives som dybt inspireret af punk og byens mere eksperimenterende avantgarde. Det er sikkert rigtigt, men samtidig sender det også nogle signaler om musik, der er mere spændende og eventyrlysten, end hvad man kan høre på Real Life. På trods af beskrivelsen og den tætte sammenhæng med både Rufus og Anthony, er musikken ret så konventionel. Men inden for sine egne præmisser fungerer pladen fint.
Albummet byder på en samling stille og stemningsfulde sange, hvor klaveret og Joans stemme er det bærende. Det er stort set hele vejen igennem klassisk ballademateriale af den slags, hvor melankolien driver ned af væggen. Joan synger godt, men på en lidt anderledes og akavet måde, der ikke er helt ulig Beth Gibbons fra Portishead, og på mange måder klinger Real Life af melankolsk efterår på samme måde som Beth Gibbons’ soloalbum, Out of Season.
Tonen slås an allerede i åbnings- og titelnummeret, hvor det alene er en meget simpel pianofigur og Joans stemme, man hører. “Eternal Flame” har flere farver på paletten med et fuldt band. De bedste sange er der, hvor lyden er mere nedbarberet, og hvor Joans vokal træder frem som det helt centrale og bærende.
Men netop som man er ved at afskrive Real Life som lidt for lige ud ad landevejen, begynder der ved gentagne gennemlytninger at dukke interessante detaljer op. Det gælder eksempelvis den skingre violin, der i slutningen af “Feed the Light” tager over og løfter det relativt simple nummer op. Samtidig har melodierne det på pladen det med at krybe ind under huden, og i hvert fald er jeg blevet indfanget mere og mere i pladens univers, jo mere jeg har lyttet til den.
“I Defy” har omtalte Antony med på vokal, og hans specielle stemme går fremragende i spænd med Joan i et nummer, der med sin brug af blæsere trækker tydelige tråde tilbage til 60’ernes soulmusik og viser, at Real Life er lige så meget i familie med klassisk soul som med nutidens øvrige aktuelle indieudgivelser. Joan har rødderne solidt placeret i den amerikanske musiktradion med både soul og musical-genren, og det virker, som om de mange års erfaring har givet et overblik og en afklaret følelse til pladen, der sjældent høres på debutudgivelser.
I “Flushed Chest” kommer tempoet i vejret, og musikken lyder nu pludselig ikke længere som en gammel soul, men som nyere energisk indierock uden støj og med andre ord noget, der ligger langt væk de førnævnte inspirationskilder. Men på grund af Joans meget karakteristiske vokal, der bærer en central del af stemningen i musikken, hænger det hele sammen trods de næsten modsatrettede inspirationskilder.
Uden at være så storladen som Rufus Wainwright eller så kompleks som Antony benytter Joan As Police Woman sig af meget basale virkemidler lige efter den melankolske musiks grundbog – og de virker. Selv om Real Life ikke er nogen åbenbaring, der tilføjer noget som helst nyt til genren, er det en plade, der holder også på længere sigt, og det er bestemt også en kvalitet, der er værd at hæfte sig ved.
