Hell on Wheels' fjerde album er en rockplade uden komplikationer. Enkle, stemningsfulde numre bliver med rå lyd og exceptionel vokal skudt ud af højtaleren, og stilen er gennemført fra første til sidste tone. Hell on Wheels' lyd er ikke enestående, men de enkelte elementer gør dette album til en rigtig interessant oplevelse.
En solid og velsammensat dansk pop-/rockplade klistret til med storladne følelser, der spænder fra det småpsykotiske og vanvittige til det bløde, romantiske og varme. Men den trænger aldrig rigtig ind under huden.
Transmission Low står over for udgivelsen af deres debutalbum. På denne demo viser københavnerbandet, at de kan skrive nogle fængende sange. Men da de hverken er særlig alsidige eller på nogen måde dragende, vil bandets første fuldlængdealbum næppe vække større opsigt.
“Enfant Terrible : (fr.: frygteligt barn) person som (ved åbenmundethed, dårlig optræden) bringer sine omgivelser i forlegenhed.” Således forklares udtrykket enfant terrible af Gyldendal. Enfant Terrible er også titlen på debutalbummet fra den danske indierockkvartet Cartridge. Er albummet så virkelig et vaskeægte enfant terrible? Er det en opsigtsvækkende og provokerende plade? Ja, hvad kan man gøre for at få svar på disse spørgsmål andet end at trykke play? “Coma State” drøner ud af højtalerne, og den står på let synth, aktive guitarer og et godt beat. Melodien fungerer, og nummeret er festligt. De næste numre bærer også på en overordenlig god energi, og det er svært ikke at blive revet med af Cartridges musikalske entusiasme. Mathias Wullum Nielsen, Alex A.P. Thomsen, Thomas Vesterbæk Nielsen og Niels Fibæk Bertel, der til sammen udgør Cartridge, er i starten af 20’erne og har spillet sammen siden 2003 med base i hjembyen Holstebro. Nu er bandet bosat i Aalborg og har de seneste år turneret i Europa, hvor de har forsøgt at skabe sig et publikum. Og det er tilsyneladende også lykkedes nogenlunde – Enfant Terrible bliver i hvert fald udgivet i både Danmark, Tyskland, Schweiz og Østrig. Bandet optrådte desuden på Roskilde Festival sidste år og har i år ligget på Det Elektriske Barometer med nummeret “Tree Crowns”. Tempoet holdes højt, som pladen fortsætter, og trommemaskiner og kække guitarriff dundrer af sted. Mange af numrene på Enfant Terrible vil nemt finde vej til indieteenagepigefødder, og der er lagt op til fest. “Rooms Painted Green” har en massiv Franz Ferdinand-lyd, og det er ikke det eneste sted på pladen, hvor tankerne ledes hen på de dansable skotter, skønt pladen bestemt ikke hører til blandt dem, der kan skrives på listen over Franz Ferdinand-kopiudgivelser. Albummet er produceret og mixet af danske Joshua, der tidligere har produceret for Kashmir, Carpark North og Mew, og en snert af Mews guitarlyd er da også til at finde på Enfant Terrible, bl.a. på “Tree Crowns”. Forsanger Mathias Wullum Nielsens vokal og stemmeføring er meget a la Christian Hjelm fra Figurines’. I starten fanger det lytteren, at vokalerne er så markante og skingre. Men undervejs på et helt album bliver man træt af det. På f.eks. “Out of Joint” og “Life in a Box” kan Wullum Nielsen ikke synge numrene op, og hans stemme svigter flere gange, når han forsøger at synge høje toner med høj volumen – det kommer til at lyde for hysterisk. Det er ærgerligt, at han absolut skal synge på den måde, for i den vokalmæssigt mere afdæmpede “Closer Every Day” går det mere udmærket med stemmen. Så nej, Cartridges debutudgivelse er intet provokerende enfant terrible. Det står klar, når sidste suk er sunget. Cartridges Enfant Terrible er velopdragen indie-pop/rock med plads til dans og skrålen med. Men nyskabende eller specielt usædvanligt er albummet ikke. I løbet af de lidt over 40 minutter, som pladen varer, bliver man træt af det høje energiniveau og Wullum Nielsens vokal, og da der ingen pauser eller stilskift er undervejs, kommer numrene til at minde om hinanden. Et 13 numre langt album burde have flere facetter, og ikke kun den ene, som Cartridge mestrer. Også selv om de mestrer den godt. Enfant Terrible holder ganske enkelt ikke som fuldlængdealbum, men kunne have været en glimrende ep.
Hvad vil du gøre, hvis der står et interskandinavisk skrammelpop-orkester fra København og trutter jazzet postrock uden for dit vindue? Det mest nærliggende ville være at invitere dem og deres tromboner, råbekor og lofi-jazzrock ind. Så det gjorde jeg.
Debutalbummet fra de unge nordmænd i YPOFH mangler ikke retning og stil – derimod skal de i gang med at supplere den friske fjeld-luft med fantasi og opfindsomhed, hvis de vil undgå at forsvinde mængden.
Efter at have slået igennem i den brede offentlighed med It's Raceday... and Your Pussy Is GUT!!! er PowerSolo efter intensiv turnévirksomhed klar med opfølgeren, der ligesom forgængeren placerer sig i den muntre overhalingsbane.
Trods Final Fantasys særegne blanding af kammermusik og strygerensemble med pop og folkgenren kræver Owen Pallets musik ikke megen tilvænning, og man lader sig rive med i det eventyragtige univers, der elegant udfolder sine svajende kompositioner.
Jeg har altid hadet, når bands skriver sange, der handler om at høre radio. Jeg synes simpelthen, det lyder åndssvagt. Hvad er meningen med at synge “la-la-la, jeg hører en sang i radioen“?!. Det er dumt, dumt, dumt. Og det drejer sig ikke kun om sange a la Brdr. Olsens “Listening to My Little Yellow Radio” – det er lige så slemt, når en god musiker som P.J. Harvey synger: “Turn up the radio / I heard a song on the radio” (i “Cat on the Wall” fra Uh Huh Her), eller når Smashing Pumpkins synger “Radio, play my favourite song / Radio radio radio” (i “I of the Mourning” fra Machina). Denne ottende dødssynd begår The Concretes på første skæring fra deres nye album In Colour. “On the Radio” er en klaverklimtende lille popsag, der dog – på trods af sit tema – er en passende intro til indiepop-albummet. Svenske The Concretes blev dannet helt tilbage i 1995 af Victoria Bergsman, Maria Eriksson og Lisa Milberg. Siden da er yderligere fem (!) musikere hoppet med på vognen, og den dag i dag står oktetten bag en række singler og EP’er. Derudover udkom deres første fuldlænge-album i 2003, og In Colour er således kun den anden fuldlængde-udgivelse fra et band, der snart kan fejre 11 års fødselsdag. Størstedelen af albummet er indspillet i Sverige, men bandet kom også en tur omkring USA under tilblivelsen af In Colour sammen med bandets producer, amerikanske Mike Mogis, der er kendt for sit tætte samarbejde med Bright Eyes. Netop kombinationen af det svenske og det amerikanske er meget karakteristisk for In Colour. The Concretes leverer popsange på svenskklingende engelsk med The Cardigans’ Emmerdale in mente. Samtidig er der også en udpræget americana- og country-flirtende lyd over numrene – med flittig brug af både violiner og pedal-steel. Desuden er blæsere gennemgående elementer på albummet, og de er muntre indslag, der hiver musikken en tak højere op på sommerbarometeret hist og her. Stemningen på In Colour er gennemgående fornøjet, men melankolien er også tilstede – bl.a. i “Tomorrow”, der dog er en noget blodfattig ballade. “Your Call” har Romeo Stodart fra Magic Numbers med på duet og har et fængende halvsørgsmodigt refrain. Imidlertid er det et af de numre, hvor de sukkersøde kærlighedskvaler er smurt lige lovligt tykt på. Det samme er tilfældet på “Chosen One”, der har en fin melodi og lidt mere tempo, men hvor siruppen flyder for tykt: “Now I’m out here with my heart in my hand, to hand it over / Now I’m out here with my heart in my hand / Have you seen my chosen one recently / If you do, tell him I’m in for love.” “Greydays” er et af de mest cowboystøvle-klædte numre, og er en ganske fin country-inspireret ballade. “Fiction” er bedste nummer fra The Concretes’ palet – et længere nummer, der får lov til at udvikle sig ud over vers/omkvæd/vers, og hvor blæserne får frit løb. “As Four” er også værd at nævne, da den skiller sig ud blandt de andre numre som en haltende, dejligt skæv vise. Victoria Bergsmans sange på “svengelsk” er smilende – og ikke altid helt rene. Men musikkollektivet The Concretes har med In Colour lavet en farvefyldt juniplade for dem, der kan lide ukompliceret indiesommerpop med et skvæt af selvmelidenhed på rette tid og sted, som også Belle & Sebastian kan levere den. Der er ikke mange popbands, der har så mange medlemmer som The Concretes, og måske er der en årsag til det. Det er ikke svært at forestille sig, at det kan være besværligt for otte mennesker at blive enige om, hvordan fire-minutters-popsange skal lyde. Det kunne være grunden til, at numrene på In Colour lyder, som om de er blevet vendt en gang eller to for meget. Det er ærgerligt, at der ikke er noget, der stikker eller stritter lidt mere. Albummet er blevet lidt for poleret. Men det er jo ikke alle, der regner dét for et minus i sommerpopverdenen, så mon ikke The Concretes nok skal finde deres vej til radioen…
Tunng er blevet udvidet fra en duo til et band med over en håndfuld musikere. Det præger egentlig ikke lydbilledet, som stadig er rar folk-musik med sparsomme, elektroniske indslag. Men denne svære opfølger til debuten har ikke helt så mange velskrevne numre og føles lidt for homogen og let i tonen.
Med sin solodebut leverer Limp- og Causa Sui-trommeslageren Jakob Skøtt et virkelig velfungerende og omhyggeligt gennemarbejdet værk, der trækker tråde til electronica a la Ulrich Schnauss og dreampop som hos Cocteau Twins.
Efter flere mere eller mindre svage udgivelser melder de modne herrer fra Pearl Jam sig på banen med deres bedste album siden midt-90'erne. Med både aggressivitet, social indignation og følsomhed imponerer Eddie Vedder & co. endelig for alvor igen.
Det canadiske femkløver The Organ har blikket rettet mod de tidlige 80’ere. Selv om de planker vel meget fra deres inspirationskilder, har de et særpræg, som adskiller dem fra ligesindede bands, der også har opdateret postpunken.
Imaad Wasif formår med sit debutalbum som solokunstner ikke rigtigt at nå ind under huden på genren. Trods Wasifs tilknytning til The New Folk Implosion og Yeah Yeah Yeahs bliver det aldrig til mere end en lettere rutinepræget og uinteressant oplevelse. Den unge singer/songwriter mangler bid.
