Tunngs eminente debutalbum, Mother’s Daughter and Other Songs, blev indspillet som duo af Mike Lindsay og Sam Genders. Nu er Tunng blevet udvidet med en håndfuld nye medlemmer. Det er svært at pinde det ud i lyden – især når man ikke kan høre, om numrene er indspillet med flere spor – men bandlisten er i al fald blevet længere. Det er især Martin Smiths instrumenter, man lægger mærke til: tænder, tånegle, skaller og træ. Nå ja, han spiller også på klarinet og melodika, som går mere igennem i lydbilledet, selv om det er hans andre instrumenter, som er mest interessante på papiret.
Tunngs musik gennemstrømmes af masser af folk både i stemning og instrumentering. Banjo, guitar og Smiths klarinet og melodika sørger for den primært akustiske lydside, som i lidt mindre grad end på debuten er præget af elektroniske indslag. Faktisk skal man på flere numre lytte ekstra efter, hvis man vil lægge mærke til de beats og kliks, som sladrer om, at Tunng ikke er en flok folkemusikere fra Tønder Festivalen.
Mother’s Daughter and Other Songs var præget af ufattelig velskrevne numre, og allerede første lyt afslører, at Comments of the Inner Chorus halter lidt på den konto: Bevares, der er stadig fantastisk fine numre som singlen “Woodcat” og balladen “Jenny Again”, hvor Tunngs musik næsten (selv-)udråber Mike Lindsay & Sam Genders til de nye Simon & Garfunkel. Det er perfekt, guitarbaseret ballade-folk.
Men “Red and Green”, “Man in the Box” og “Jay Down” er stillestående og sprudler ikke som andre numre på albummet. Det betyder også , at Comments of the Inner Chorus ikke hænger helt sammen som album. Det kører godt i baggrunden – måske også fordi lyden af Tunng er meget jævn og uden store udsving.
Det skyldes blandt andet den fine og blide måde, som Tunng benytter elektroniske hjælpemidler på: F.eks. åbner albummet med den knagende og klimprende “Hanged”, som ligesom senere numre benytter sig af enkelte samples af personer, der taler i udtryk. Bedst fungerer det i “Jenny Again”, som samtidig flimrer af forfinet strøm.
Tunngs brug af samples på linje med vokalerne giver liv, men giver også associationer til duoen The Books, som netop er kendt for deres strengespil og samplede samtaler. The Books bliver for øvrigt på god hiphop-manér svinet til på nummeret “The Wind Up Bird” med samplet »The Books have nothing to say.«
Konsistensen er meget homogen og humøret en smule let på Comments of the Inner Chorus. Albummet gør sig godt som lydtapet, men ud over sprælskhed savner man også lidt mere musikalsk melankoli, som faktisk kun er til stede med nummeret “Sweet William” – et nummer, som er et fremragende eksempel på, hvordan Tunng kan gøre folk dyster og vedkommende med blid elektronik og melodi i mol.
Tapetet brydes en smule med afslutningen af Comments of the Inner Chorus – som kontrast til resten af albummet, og sikkert også tænkt som kontrast, kommer der i slutningen af “Engine Room” et insisterende og pumpende beat flankeret af synthflader – og det hemmelige appendiks, der kommer efter knap et minuts stilhed, kan ikke få mine ører til at acceptere det stilbrud, som det pumpende beat tydeligvis er. Og det kan ikke ændre på, at Comments of the Inner Chorus er for homogen, har lidt for få velskrevne hits og er lidt for let i humøret.
