Hvis man ikke har et tindrende nostalgisk forhold til debuten Young Team - og det har jeg ikke – ja, så er der ingen vej uden om at konkludere, at Mogwai har lavet deres hidtil bedste og mest veldisponerede album.
Plader
Veto: There’s a Beat in All Machines
Danske Vetos debutalbum er stilfuld og helstøbt. Århusianerne revolutionerer ikke dansk rockmusik, men kvintetten balancerer så fint mellem rock og elektronik, at debuten markerer sig som en af de mest interessante i 2006.
The Strugglers: You Win
You Win byder på halvmørk folkrock, der aldrig for alvor kommer til at gøre en forskel, selv om den gør et hæderligt forsøg på at skildre personlige relationer uden floskler.
Pluto: Ingen ved hvorhen
Plutos nye albumtitel er noget pjat. Bandet ved bestemt godt hvorhen. De har godt fat i sproget, og de dansksprogede tekster er altid i front med instrumenterne længere tilbage i rækkerne. Samtidig vil de gerne lave nogle radiohits og nå ud til et større publikum.
AGF.3 + SUE.C: Mini Movies
Tyske AGF har sammen med amerikanske Sue Costabile skabt en film med tilhørende lydspor. Musikken findes også på en cd, og numrene bindes her sammen af små, filmiske lydafsnit. Musikken fungerer dog bedst som lydspor til filmen, ikke mindst på grund af filmens begrænsede længde.
Guitar: Tokyo
Godt nok har jeg aldrig hørt så mange japanske strengeinstrumenter i electronica før - men det ikke videre vellykkede forsøg på at få ny inspiration ind i indietronicaen er et lysende bevis på genrens krise anno 2006.
Belong: October Language
Belong eksperimenterer med guitarstøj på otte langstrakte, monotone instrumentalnumre, der ikke tager nogen melodiske metoder i brug. Det er først efter flere gennemlytninger, at duoens stemningsfulde lydflader for alvor folder sig ud. Men lyttervenligt bliver det dog aldrig.
Calla: Collissions
Undergrunden er blevet for lille, og på deres fjerde album kæmper amerikanske Calla bravt for det store gennembrud. I cirka tre minutter. Derefter er det atter tilbage til den grå hverdag, og det gør faktisk ikke noget som helst.
Film School: s.t.
Det er mørkt, røgfyldt og smager af 80'erne. Film Schools andet udspil reproducerer i fin stil lyden af tidlig The Cure og det dystre Manchester, blandet med shoegazing og ærlighed. Og det er slet ikke så dårligt igen.
Two Gallants: What the Toll Tells
Er du helt på det rene med, at musik sagtens kan være effektfuldt, selv om de eneste virkemidler er trommer og guitar, bør du snarest stifte nærmere bekendtskab med Two Gallants. Og det gælder i øvrigt også alle andre!
Loney, Dear: Sologne
Lune nordiske sommeraftener med uendeligt meget lys og forventningen om, at det alt sammen snart afløses af vinterens kulde. Dette kunne meget vel være en definition på svenske Loney, Dears debutalbum. Smuk melankoli blandes på fornemste vis sammen med en unik popsensibilitet, man skal lede længe efter.
Sleeping Beauty: Let’s Take a Ride EP
Til trods for at Let's Take a Ride indeholder få numre, formår den svenske duo alligevel at vise flere facetter af deres kunnen, og selv om det begynder lidt sløjt, henter de lidt i finalen, hvilket gør ep'en til en "både og"-oplevelse.
Pafpetakel: De dekonstruktivistiske tænkeres endeligt vol. 1
Psykedeliske underholdningskompositioner, et bombardement af underlige samplinger og skævvredne lydbilleder, sortsnak og en mængde storytelling. Hvad er meningen med denne plade? Er det her et indlæg på den alternative musikscene eller regulær underholdning? Måske en kombination?
The Broken Family Band: Balls
På album nummer tre laver engelske The Broken Family Band en såkaldt 'Bob Dylan' og sætter strøm til deres folk-inspirerede folkpop. Resultatet er en plade, der ikke når helt i mål, men som til gengæld også er svær ikke at elske.