Gåsehuden kommer væltende i takt med den stemning, duoen Munck//Johnson frembringer, når de med få, men enkle og effektive midler giver deres bud på kærlighedsviser anno 2006.
Plader
Baby Woodrose: Love Comes Down
Love Comes Down er Baby Woodroses hidtil mest velproducerede og varierede plade. Og så er det deres hidtil bedste forsøg på at levere afdæmpede og melankolske sjælere. Vær forberedt på en intens oplevelse!
Kloster: Coastal Research
Klosters sange er for det meste minimalistiske og nedtonede lo-fi produktioner med religiøse tekster, hvor Mikael R. Andreasens tyste og næsten hviskende stemme og guitar-fingerspillet er i fokus. Og det er et varmt og behageligt univers at træde ind i – men også en smule foruroligende.
Entakt: Kun en elektrisk summen fra en neonreklame der skulle have forestillet solen
Det er stilsikkert, veludført og perfektionistisk, men har vi ikke hørt det hele før? Der er ikke vundet meget nyt land siden sidst, men pladen med den ufremkommelige titel er alligevel værd at lytte til. Så længe man kan glædes over at få den samme gave i ny indpakning.
Off the Sky: It Is Impossible to Say Just What I Mean
"Stille og roligt" og "uden de store dikkedarer" må være de bedste beskrivelser af amerikanske Off the Skys seneste udgivelse. Enmandsprojektets ambient bruger ikke store armbevægelser. Man kunne dog som lytter godt ønske sig mere musikalsk personlighed, og hele pladen fremstår temmelig ligegyldig.
Epo-555: Mafia
Danske Epo-555 har altid skuet mod højere luftlag, og mens de har stået dér med himmelvendte blikke og tænkt romantiske tanker om den gode popsang, har de produceret soundtracket til et sådant fastfrossent moment. Titlen er Mafia, og pladen er – for at bruge et fint, positivt ladet ord – god.
The Impossible Shapes: Tum
Taget op af skuffen, måske støvet lidt af – og genudgivet. Det er historien bag den ikke helt dugfriske Tum, der af uransagelige grunde ikke udkom på cd sidste år. Heldigvis har den ikke taget skade af et sabbatår.
Prefuse 73: Security Screenings
Scott Herren beskriver selv Security Screenings som en samling af rejseskitser, men værket viser sig at rumme hidtil ukendte dybder. Trods manglende sammenhæng demonstrerer Herren alsidighed og flotte momenter, der holder appetitten ved lige indtil næste regulære album.
Darren Hayman: Table for One
Den tidligere Hefner-forsanger synger stadig om de livsændrende hverdagssituationer på sin første soloplade, men formidler dem denne gang helt anderledes. Det er lige ved at være en god nyfortolkning, men filmen knækker alligevel til sidst.
My Architects: Grand Designs
My Architects byder på tomme kalorier i stor stil på deres debut. Grand Designs er egentlig fængende nok, men der er leflet alt for meget for lytteren, og det hele ender som et musikalsk happy meal.
Dreamjockey: Wake Up Rock
Wake Up Rock får dig til at vågne op. Desværre får den dig også til at døse hen, for der er mere variation, end godt er på albummet. Både kvalitet, tempo og stil varierer fra nummer til nummer.
Wechsel Garland: Easy
Solskinspoppet som farven på coveret og tilgængelig som blødt smør for øregangen – sådan er seneste album fra Wechsel Garlands Jörg Follert. Easy er den perfekte plade til cockktail-festen, hvor ingen må forskrækkes – letfordøjelig og lidt for ufarlig til at være rigtig interessant.
Television Personalities: My Dark Places
Efter at have været forsvundet i mere end et årti, undervejs på en menneskelig deroute, vender Dan Treacy nu tilbage med endnu en tidløs perle, der trods humor og galningerock kan placeres som diskografiens blå time.
Under Byen: Samme stof som stof
Tungere, mere komplekse og mere udfordrende end nogen sinde. Under Byen fortsætter med at vise nye facetter og overskud i sin sangskrivning, og selv om det tager lidt tid at blive lukket ind i Samme stof som stof, er det forunderlige univers uden tvivl anstrengelserne værd.