Bag det genialt rammende navn gemmer sig et kompromisløst bæst, der modigt tager livtag med modernitetens nagende afsavn. Et meget tiltrængt lille mesterværk.
Plader
Okkervil River: Black Sheep Boy
Med Black Sheep Boy forløser Okkervil River deres store potentiale og mere til. En vanvittigt intens og emotionel americana fører lytteren helt der op i musikhimlen, hvor man sjældent kommer. En smuk, smuk plade og et klokkeklart mesterværk.
Jane: Berserker
Fire numre med 54 minutter og 17 sekunders konsekvent eksperimenterende ambient. Panda Bear alias Noah Lennox (Animal Collective) og hans dj-ven Scott Mou præsenterer et selverklæret dansealbum, du med garanti ikke kan danse til.
Geniuser: Mud Black
Den tidligere Wolfgang Press-forsanger Mick Allen bringer tyngde til et melodisvagt projekt, hvis forsøg på at forene det menneskeligt dunkle og det elektronisk elegante ender ganske enestående, men desværre også uvedkommende.
Hrsta: Stem Stem in Electro
Hrstas nye plade er en besynderlig størrelse. Den klassiske kolde og mørke Constellation-lyd dominerer pladen, men den er langt fra at være så gennemført som tidligere udgivelser på selskabet.
Deadbeat: New World Observer
På Deadbeats tredje album formår bagmanden Scott Monteith at skabe et flot helhedsindtryk, selv om det er første gang, han benytter sig af vokal. Helhedsindtrykket bliver dog til en lidt trist ensformighed, efterhånden som albummet skrider frem.
AIMology: s.t.
Seneste skud på stammen af danske bands, der er hoppet med på garagerockbølgen. AIMology spiller melodisk og energifyldt, men virker samtidig en tand for kalkuleret og imagefikseret til at fungere rigtigt godt.
Cloroform: Cracked Wide Open
Man fristes til at kalde Cracked Wide Open for det store vanvidsmix. Funk, rock, soul, industrial, og punk er en del af Cloroforms udtryk, der efter en tur i musikblenderen både lyder originalt, kækt og måske endda en anelse mere poppet, end man er vant til fra nordmændenes side.
Four Tet: Everything Ecstatic
Det skorter ikke på energiske tæsk i trommeskindet og generelt gåpåmod på seneste udspil fra engelske Kieran Hebdens Four Tet-projekt. Til gengæld halter det desværre lidt med det melodiske materiale.
Maxïmo Park: A Certain Trigger
Maxïmo Park spiller på alle effekter. Fra socialrealisme set fra en udslukt arbejderklasse til stroboskopstjerner i rockklubbens røgtunge luft. Det er lystige øjebliksbilleder af en tilværelse fuld af tvivl, men tvivle kan man dog også på autenticiteten. Selskabeligt og fornøjeligt er det ikke desto mindre.
Nikolaj Wolf: Duality
Debuten fra den danske singer/songwriter er en stilfærdig størrelse, der både er kvalitativt tvivlsom og aldrig formår at træde i karakter. At spille pop med ambient-undertoner er ikke en skidt idé, men udtrykket forbliver slapt.
Mice Parade: Bem-Vinda Vontade
Mice Parade fortsætter sin fusionerende stil, der nu er tilsat glohed bossanova, mindre electronica og bedre melodier. Adam Pierces univers er nu lettere tilgængeligt og bedre end tidligere, og Bem-Vinda Vontade smager vitterlig af sommer.
Les Georges Leningrad: Sur les Traces de Black Eskimo
Advarsel: Før denne plade sættes i rotation, kan det anbefales at strække ud og varme op samt iføre sig et par gode kondisko og løstsiddende klæder, der giver plads til uhæmmede, ekstravagante krops-spasmer.
Differnet: The Title of the Record Is the Text Printed on the Cover, or Nothing at All
Det andet album fra svenske Differnet er umådelig svært at proppe ned i en bås. Der er glitch, danse-beats, melodier a la indiepop og lyse vokaler. Men frem for alt er der elektroniske manipulationer - i en grad, så man bliver træt af dem.