De to tyskere Morgenstern og Lippok har med deres samarbejde kreeret en god blanding af de to kunstneres respektive stilarter. Det er der kommet et blidt, organisk elektronisk album ud af, som udstråler en kølig distance, men alligevel føles positivt og imødekommende.
Der er masser af gode intentioner og oprigtig sangskrivning på ISLES' debut. Men bandet taber pusten undervejs, og flere af numrene afleverer ikke det indtryk, ambitionerne afspejler.
Med tungen i kinden, guitaren skudklar og hjertet på rette sted leverer Coastal Drag seks sange, der ikke ueffent holder sig indenfor, hvad man må karakterisere som alternativ amerikansk rock.
Michael Gira, den tidligere primus motor i Swans, er blevet akustisk på sit nye album. Ikke ligefrem nogen klog beslutning, da albummet med undtagelse af få højdepunkter ikke er i stand til meget mere end at kede lytteren til døde.
Half Handed Cloud hvirvler med sit andet album lytteren rundt i bibelhistorier og airconditionlyde fra Guds eget land. En sørejse, hvor vi bringes sikkert, men absolut ikke uskadte i land.
Sol, sommer og vind i håret: Danske Gravy leverer ubesværet varen på det selvbetitlede debutalbum, der især imponerer med sit melodiske overskud.
Amerikanske Okkervil River udgav i sidste måned deres andet album. Indtil da har man kunnet udfylde ventetiden med ep'en Sleep and Wake-Up Songs. For en singer/songwriter-ignorant som undertegnede er den en fin lille øreåbnende plade med fem både stærke og enkle numre.
Elektropsychkrautfolkeren Dan Snaith har måttet skifte navn for at undgå at få en retssag på nakken, men det har ikke slået ham ud. Tværtimod har han med en rodebutik af en plade lavet en af årets hidtil største musikalske oplevelser.
Rufus Wainwrights verden er eventyrlig og tilsat lige dele sex, synd, drama, kærlighed og kabaret. Det går ikke stille for sig, når Rufus udfolder sig. Og godt det samme - han er helt ubestridt en af nutidens mest kreative, spændende og talentfulde kunstnere.
Den franske duo Margo leverer på deres anden plade insisterende electro-pop med et poetisk tekst-univers. En helt okay plade, der desværre ikke er så fængende, som man kunne ønske sig.
På sit andet regulære album skruer Mugison ned for sin enkle solopræstation og tillader større og mere komplekse numre med adskillige lag af lyd. Det er dog de nedbarberede guitarballader og duetterne med kæresten Rúna, som fungerer bedst.
Denne unge norske trio spiller, som om de har 25 år bag sig som band, og trækker på inspirationer fra både The Doors og countrygenren. Det resulterer i en del gribende og melankolske lofi-perler samt deciderede popnumre, der sagtens kan vinde fodfæste hos et større publikum.
En klon af mange forskellige musikalske indfaldsvinkler udgør grundstammen på Bunkys debutplade med elementer fra både punk og twee-pop. Ind imellem er det svært at holde rede på sangene, men det fungerer virkelig godt på en sær, smittende og crazy måde.
Et lydmonster af maskindele og syltetøjsglas. En idé, der kun kan realiseres af folk med sygeligt megen fritid. Et nyt Oneida-album har ramt gaden, musikpusheren og alle de forkerte steder – pas på, at ikke også du bliver ramt. Du slipper aldrig herfra.
