Først og fremmest er det et ganske gedigent popudspil, moi Caprice serverer. Sangene er iørefaldende, og blandingen af det naive, teatralske og melankolske fremføres med sikker hånd. Til gengæld overspiller bandet ambitionerne lidt for meget på flere numre. En præstation pænt over middel.
En gammel 80'er-stjerne vender tilbage og leger sig frem til en småskramlet, ganske original comebackplade.
Jonas Munks musik er så kompromisløst storladen, at den er helt udansk. Og netop fordi den ikke kender nogen grænser, er Azure Vista så storslået, at den må være et indlysende bud på årets bedste danske plade.
Den tredje Raveonettes-plade er bygget på lån efter lån efter lån fra især den amerikanske musikhistorie. Det lykkes ikke altid for bandet at få tilføjet ny værdi. Ikke desto mindre er det Raveonettes' hidtil bedste plade.
Sprælsk, funky, svævende og direkte. Med Guero har den postmoderne pop-konge lagt temaerne til side, for i stedet at skabe en fuldkommen og alsidig plade, der med sikre og velovervejede virkemidler tvinger os ud i alverdens hjørner.
Solbriller og lidt for stramme bukser. Rockrødder og 60'er-fascination. Sweatmasters Tom Tom Bullet præsterer garagerock som alle de andre. Det er stilsikkert, skarpt og klichéfyldt. Kedsomheden forjages heldigvis for det meste af danselysten.
Med specielle kontaktmikrofoner har danskeren Jacob Kirkegaard optaget Jordens lyde fra den islandske undergrund. Det er der kommet et støjende og detaljerigt album ud af, der gør sig bedst ved høj lydstyrke.
Un-Indian Songs vol. 1 er et fint album fra medstifteren af Anticon, Pedestrian. Først efter mange gennemlytninger afsløres det, at cd'en faktisk stritter i vel mange retninger. Men på en underlig bagvendt måde ødelægger det ikke fornøjelsen.
En musikalsk jordomrejse på 50 minutter. Sådan kan man kort karakterisere det spraglede debutalbum Tip Top Dynamo fra danske Hess Is More.
Kaiser Chiefs viser med denne debutplade, at de har fødderne plantet solidt i den store britiske poptradition. Uden at revolutionere musikhistorien har de skruet et glimrende album sammen, der byder på en lang række stærke iørefaldende og energiske melodier.
Monster Movie er et af de bands, der i sin tid opstod ud af asken fra Slowdive, og som har brugt arven særdeles positivt uden at lyde som en reprise. Deres seneste udgivelse, mini-albummet Transistor, når fantastiske højder i dets allerbedste minutter, men formår alt i alt ikke at holde niveauet.
Den seneste udgivelse fra Wäldchengarten udkommer passende på det amerikanske selskab Desolation House. Fra denne bastion af elektronisk mørke suger de danske noise-skulptører igen al opmærksomhed til deres dystopiske malstrøm og lytteren længere bort til uvisse tilstande.
I glimt har de danske debutanter fat i noget godt og rigtigt, men desværre går der alt for meget tid med almindeligheder. Ikke helt så unikt, som pressemeddelelsen gerne vil gøre det til.
Århusianske Iggu breder sig på denne demo fra en herlig shoegazer-inspireret lyd til det meget nedtonede og sørgmodige med sanger Eva-Louise Rønnevangs stemme vokal helt i front. I det hele taget lover demoens tre numre rigtig godt for kvintettens fremtidige udspil.
