Nå, så skal vi åbenbart til den igen. Endnu et dansk pladedebuterende band, som giver sig i kast med garagerocken. Og ikke overraskende falder de igennem med et forfladigende, neutralt udtryk, der synes at have mere travlt i forsøgene på at efterabe forbillederne end med at finde sig selv. Next!
Dette er musik for musikkens skyld – eller snarere for eksperimentets skyld. Forvent uindbydende kanter og skæve toner, men led også efter den skæve vellyd – den er der skam.
Low produceret af Dave Fridmann. Ikke helt så bizart som det måske kunne lyde. Spekulationer om hvorvidt albummets titel hentyder til Fridmann kan sagtens stoppes nu.
31Knots har en særdeles kompleks tilgang til musikken og med stor variation af udtryk og tempo undervejs. Der leges ivrigt med både tunge guitarriffs, samples og piano, samtidig med at teksterne har masser af substans. Og selv om ikke samtlige eksperimenter lykkes, er helhedsindtrykket rigtig godt.
Conor Oberst vil gerne fortælle os historier, og vi gør klogt i at lytte efter. I'm Wide Awake, It's Morning tager tråden op, hvor Lifted... sluttede: Bright Eyes dykker yderligere ned i country og folk og leverer en håndfuld personlige sange, der lyser klart ved deres nærvær.
Man må virkelig have musikalsk overskud, når man ikke bare udsender to plader samtidigt, men også to rigtig gode plader. Conor Oberst begiver sig ud i mørk popmusik med en overflod af keyboards, guitar og flerrytmiske trommer. Og resultatet? Fremragende!
Kompilationen er en stemningsmæssigt vel ramt blanding af forskellige, danske kunstnere med forskellige musikalske udtryk. Men selv om stemningen holder kompilationen igennem, er det ikke nok til at gøre det til en udelukkende interessant oplevelse at lytte til de 12 skæringer.
Martin Dosh sætter pris på tilværelsens små, nære glæder. Det har resulteret i et overmåde rart album, der godt nok ikke rummer nogen deciderede perler, men leverer den soniske pendant til et venskabeligt kram.
Jason Molinas seneste projekt tilbyder en 72 minutters liveoptagelse fra Belgien, der minder mere om Neil Young end Songs: Ohia. Sangene om kærlighed, de åben vidder og små byer er rockede og langt tungere end tidligere Molina-udgivelser, men det er stadigvæk den rastløse melankoli, der driver værket.
The Beans har med sit femte album leveret endnu en brik til det billede af postrocken, som tegnes i Canada i disse år. Men hvor andre bands benytter støj og storladne kompositioner, benytter The Beans en mere tyst, udflydende og knap så fast formel for deres musik.
Back Roads er en udgivelse, der, trods adskillige gode momenter, ender med at blive en middelgod plade. Boxstep tackler flere genrer, end de kan styre, og det endelige resultat bliver mere rodet, end det burde være. Det er synd, for til tider er pladen smuk og medrivende.
30 elektroniske kunstnere inviterer på noget nær en jordomrejse. De har optaget lyden af deres hjembyer og sat de manipulerede stumper sammen igen. Af og til er det formålsløs hvid støj, men rundt omkring finder man yndig electronica, stramt sammenklippede beats og svalende ambient.
Hvor er bandet henne i lydbilledet? Det spørgsmål trænger sig på igen og igen på Kreidlers seneste album. Og den krautrock, som bandet engang havde raffineret, er pludselig blevet erstattet af et symfoniorkester. Eve Future Recall er et mærkværdigt album.
Jeg har prøvet og prøvet, men det er virkelig svært at sige noget dårligt om dette album. Destroyers femte udspil har tilføjet et nyt ord til min egen musikalske ordbog: MIDI-musicalen - og alt, hvad dertil hører - folder sig ud hér, og det er mildest talt en fantastisk oplevelse.
