Eiko Ishibashis sjette solo-album, The Dream My Bones Dream, vækker dybe følelser frem - dem som man ikke vidste, man havde. Det er et album, der fortæller barndomshistorier om Eikos afdøde far, som hun ikke nåede at få fortalt, før han døde.
Plader
Anderson .Paak: Oxnard
Brandon Paak Anderson, der står bag aliasset Anderson .Paak, er utvivlsomt et af de absolut mest alsidige talenter på den alternative rapscene, men hans tredje album Oxnard rummer ikke det kreative overskud, hans tidligere udspil svømmede i.
Tugboat: Astral
Med udgivelsen af Astral leverer aarhusianske Tugboat en hudløs, grå debut-EP, der på overvejende glimrende vis varierer mellem aggressiv støj og vemodig langsommelighed.
Taken By Trees: Yellow to Blue
Svenske Taken By Trees seneste album excellerer i kunsten at lave fængende melodier, og topper når det lader guitaren være musikkens motor, men slutindtrykket er at det er en harmløs og ensformig størrelse.
Bill Ryder-Jones: Yawn
Bill Ryder-Jones har med Yawn udgivet en plade, der er mere jævn end mesterlig. Der er dog stadig en del at komme efter, hvis man har hang til melankolske og guitarbårne singer/songwriter-udgivelser.
Mythic Sunship: Another Shape of Psychedelic Music
Bandnavnet Mythic Sunship er på mange måder utroligt passende. Den musik, bandet spiller, er en kosmisk eksprestur til solens brændende hjerte. Det er en rejse uden returbillet, en rejse, der kræver psykisk og nærmest fysisk energi. Til gengæld kan du rejse til kosmos helt uden at fjerne dig fra sofaen.
Hjalte Ross: Embody
Den engelske folk-musiker Nick Drake udgav i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne tre sublime plader, der i dag står som tidsløse mesterværker. Desværre var han en plaget sjæl, og tog sig selv af dage kun 26 år gammel. Heldigvis lever hans musik videre i en ung dansk herre, Hjalte Ross, der netop har udsendt sin første plade. Og hvilken én.
Randall Dunn: Beloved
Producertroldmanden bag Stor langsom stjerne og Beyondless udgiver sin solodebut. Det er der kommet en stor og krævende plade ud af.
The Good, the Bad, and the Queen: Merrie Land
Der skulle gå hele 11 år, før den engelske supergruppe The Good, the Bad & the Queen var klar med en opfølgningsplade til det selvbetitlede debutalbum. Spørgsmålet er selvfølgelig, om den såkaldte svære toer lever op til forventningerne? Spoiler alert: Det gør den. Den er faktisk bedre end forgængeren.
Kelly Moran: Ultraviolet
Kelly Moran bryder med fastlåste kompositioner og byder på improviserede, fløjslette klaverperler og sydende synths på Ultraviolet. En perfekt vitaminpille mod vinterdepression.
Robyn: Honey
Den svenske popdronning Robyn er tilbage med sit første album siden 2010. Meget er sket i de otte år, hvor en række personlige kriser har ramt kunstneren. Det mærker man tydeligt på Honey, der på alle måder er et mere råt og personligt albummet end tidligere udgivelser.
1010 Benja SL: Two Houses EP
Den spirende artist 1010 Benja SL har opnået stor hype for sine singler, og debuterer nu med den selvproducerede og solide EP Two Houses, der byder på en eksperimenterende afsøgning af r’n’b, pop og trap.
Speaker Bite Me: Future Plans
Med grimme og insisterende penselstrøg maler Speaker Bite Me på albummet Future Plans et smukt lydbillede fuld af nærvær. Det er vredt, det er vigtigt, og det er ikke for sjov.
Lightwave Empire: Heart of Noise
En blanding af nyt og (lidt for meget) gammelt udgør fuldlængde debuten Heart of Noise fra tidligere Spleen United-frontman, Bjarke Niemann. En plade der desværre står stærkest, når den hives ud af dens ulykkelige kontekst.