Rent musikalsk set er Finland vel mest kendt for folkloristisk dødsmetal, poppet gothmetal og underlig, elektronisk skovfolk fra Fonal Records. Det er i hvert fald ikke electropop, de har markedsført sig på de sidste par år. Det eneste, der har tilnærmelsesvist noget med den stil at gøre, er Architecture in Helsinki, og de kommer jo som bekendt fra Australien. Men nu har finnerne fået deres egen electropop-gruppe, som forvirrende nok har valgt et fransk navn som Le Corps Mince de Francoise. Men hvad pokker, hvem interesserer sig også for nationaliteter i en global verden. Når musikken er så god som på “Something Golden” her, så gør jeg i hvert fald ikke. Dans, venner, dans!