Det var et virilt og suverænt show gode gamle Robert Plant leverede torsdag aften sammen med bandet The Sensational Space Shifters på et propfyldt Arena. At Plant er 70 år gammel virker næsten absurd at tænke på, når vi kunne høre hvilken saft og kraft, der stadig er i mandens stemme. Det blev til en rundtur gennem både nyt, gammelt og ældgammelt materiale.
De amerikanske punk-slackere fra Parquet Courts tog os på en rejse fra bandets oprindelse i bølleagtig cowboypunk og ud mod nye horisonter.
Sharon Van Etten gav både noget nyt og noget gammelt, men kom overordnet set, til at fremstå lidt til den kedelige side.
Den brasilianske sangskat blev fornemt spillet af dens grundlægger, men i for lange perioder ignorerede han publikum, og lod musikken gøre arbejdet.
Når Dylan ramte plet, gjorde han sine sange omsorgsfulde og sigtede ikke efter publikums hoved, men hjerte. Det var bare ikke hver gang, han ramte plet.
Tears For Fears fik teltdugen på Arena til at lette med fællessang og catchy synthpop.
Jpegmafia trak tiden godt ud på Apollo. Til dels var Baltimore-rapperen godt ladet med energi, men forsvandt ofte ud i de højtlydende beats, der gjorde koncerten lettere disorienterende. Hele lyden blev mudret ind i bas og til sidst handlede koncerten mere om festen blandt publikum, end hvad Jpegmafia i virkeligheden kan byde på.
I en smuk og overrumplende dekadent performance fik Baby in Vain og dansekompagniet Corpus fra Den Kongelige Ballet skudt festivalen effektivt i gang.
Nordmændene fik folk til at hoppe og danse med deres imponerende sammenspil.
Veteranerne fra Alkymist leverede et solidt og velspillet sæt, da de vendte tilbage til Roskilde Festivals campingplads.
Linn Koch-Emmery flashede potentialet i glimt på Rising-scenen, men den dårlige lyd stod i vejen for den vellykkede koncertoplevelse.
Ipek Yolus sammensatte musik sejrede og vækkede i den grad campingfolket.
Domkirken var den perfekte ramme for Holters kammerpop, men desværre valgte hun de sange, der normalt forbigås med god grund.
Den københavnsk Discoshaman aka Daniel Andersen fyrede op for en shamanistisk højtflyvende tur, der desværre først fik rigtig luft under vingerne til aller allersidst under seancen.
Kogekunst er en spøjs, men særdeles hyggelig sammenkomst af folkelige sange, der er lettilgængelige for lytteren - musikken er skæv, komisk og lige til at synge med på. Der var delt sanghæfter ud til publikum, så man kunne være ekstra indraget til koncerten og rigtig føle kunsten i at koge i kor.
Med skyerne og det kolde vejr ramte også københavnske Josiah Konder Roskilde med melankolsk dark folk med flere højdepunkter, dog virkede de til at miste pusten gennem koncerten.
Den skrøbelige stemme tog den indadvendte koncert i mange forskellige retninger. I de mange retninger var stemmen det eneste referencepunkt, men den nåede ikke rigtigt helt ind.
Girlcrush formåede på trods af, eller måske netop i kraft af, deres forholdsvist begrænsede tekniske kunnen igen og igen at skabe rislende øjeblikke af ren fryd. Poppunk med noget på hjerte. En genopdagelse af skaberglæden, der virkelig kunne mærkes.
Det var en triumf for Søn at spille foran et tætpakket publikum på Rising søndag aften. Fællessang og et godt tag i den store mængde foran scenen sikrede succesen. Det var dog også en koncert, der blev næsten for perfekt og samtidig sært udflydende i lyden.
Mod alle odds og midt i en bagende hedebølge lykkedes det Hjalte Ross og hans talentfulde band at give publikum en formidabel start på Roskilde Festivals opvarmningsprogram.
