Crunchy Frogs nyeste stjerneskud Thee Attacks blæser derudad med den simpleste opskrift, vi kender i vores gebet: Bas, guitar og trommer. Der er ikke så meget at rafle om, og der er ikke den store tvivl om, hvad vi har med at gøre: klassisk moderne dansk garage, som vi snart har hørt i rigelige mængder. Derfor skal det også blive spændende at se, om Thee Attacks formår at træde ud af suppen, om man vil. Om lige præcis de her fire Aalborg-drenge kan tegne deres helt egen profil i en ellers ensartet verden af sorte slips, mono-optagelser og mod-attitude.
Jeg er i hvert fald, kan jeg lige så godt indrømme fra starten, skeptisk over for denne opstilling, da jeg simpelthen synes, at jeg har set den alt for mange gange før. Og det endda uden at have levet i 1960’erne.
That’s Mister Attack to You er indspillet i Toe Rag Studio i London og produceret af Liam Watson, hvis højeste udmærkelse på CV’et utvetydigt er White Stripes’ Elephant, som han barslede i selvsamme studie. Et studie, der i øvrigt er kendetegnet ved ikke at have noget udstyr fra efter 1975.
Det er alt sammen i mine øjne et kvalitetsstempel. Og når Thee Attacks samtidig har et glimrende live-ry, skulle man mene, at det ville gå godt i spænd med Watsons enkle tilgang til producergerningen. Og – ikke mindst – at energien fra denne testosteronbombe af et all-male band (med en gennemsnitsalder på 20 år) skulle have rig lejlighed til at blive genfødt på albumformatet.
Og det har det langt hen ad vejen også. Thee Attacks spiller glimrende. Til tider fremragende. Og produktionen fremelsker det ypperste af de fire musikanter. Ingen instrumenter efterlades uforløst eller overset i den kompakte monolyd. Og samtidig er der en fin balance i mixet. Trommespillet er bekræftende dansabelt, bassen dejligt underdrejet, men ikke uden kant, og det riffbaserede guitarspil fremstår fint som sidekick-frontcover i lydbilledet lige under forsanger Jimmy Attacks (selvsagt har alle fire drenge taget “Attack”-efternavne) teenagefrigørende og kærlighedshungrende erklæringer.
Åbningsnummeret, der også figurerer som single, hiver især opmærksomhed hen mod trommespillet, der her udføres energisk og præcist. Men “Love in Disguise” har bestemt også melodiske kvaliteter. Det er det rette singlevalg, da det er et af pladens stærkeste og mest karakteristiske numre. Stærkt fuldt af toeren “Can You Do It”, der i opbygning og stil minder meget om sin forløber, men som alligevel formår at ramme en melodisk åre, der er værd at spidse ører mod.
Og sådan fortsætter det i grove træk. “Wont Break Me” bæres af et riff, der lægger sig meget tæt op ad The Kinks og har et overraskende venligt omkvæd. The Kinks-sammenligningen kan umuligt overraske, da tendensen med at lægge sig musikalsk i forlængelse af hele mod-scenen giver sig til kende over en bred kam. Så bred som en kam kan blive.
Og det er også min stærkeste anke. At That’s Mister Attack to You så bevidstløst lægger sig i skyggen af en forlængst udforsket genre. Det er for så vidt glimrende musikalsk udført; pladen igennem er der ikke et eneste nummer, som ikke rummer et værdifuldt anslag af en art. Men da der samtidig heller ikke er et eneste nummer, der ikke afviger fra den gennemtærskede opskrift, bliver det simpelthen bare for let. Og det er skidesynd, når man har så glimrende et band mellem hænderne, at man, for det første, ikke tør udfordre sit publikum, og for det andet – og langt vigtigere – ikke tør udfordre sig selv. Jeg kan i hvert fald ikke se fidusen ved det.
Det er glimrende musik. Ingen tvivl. Men jeg savner æstetisk kant og personlighed. Og noget der skuer frem i stedet for tilbage. Men samtidig savner jeg også at se dem live. Jeg er ret sikker på, at jeg dér vil opleve et ganske andet band, end jeg oplever her. For det er jo velkendt, at musik som Thee Attacks’ først virkelig blomstrer på et snusket, lille spillested. Og den energi, som jeg i høj grad kan fornemme, kommer til trods for glimrende klarsyn i produktionen aldrig helt frem på albummet. Det vil den aldrig kunne helt og aldeles, men der er lidt af debutens altid hektiske og usikre basgang over udtrykket. De her drenge vil så gerne spille op til dans for hele befolkningen. Og det er al ære værd. Men der mangler lidt hår på brystet og ikke mindst en kunstnerisk idé, der kan profilere bandet lidt længere ud over albummets scenekant. Og det kan sagtens lade sig gøre inden for de givne rammer.
That’s Mister Attack to You er et fint debutalbum. Men hvis jeg skal længere op at ringe, skal jeg simpelthen have lidt mere at vide om, hvem der gemmer sig bag de sorte slips. Debuten gør, hvad den skal. Men heller ikke mere. Men samtidig synes jeg også at have set et glimt af noget andet. Jeg tror, at Thee Attacks har generne til at frembringe noget større og bedre et sted ude i fremtiden. Og det vil jeg vente spændt på.
