Plader

Dark Dark Dark: Wild Go

Skrevet af Anna Møller

Imponerende. Wild Go kører på repeat med skævt folket instrumentering og en bølgende, udtryksfuld vokal i centrum. Syv timer efter er den stadig interessant.

Det er få plader, man kan holde ud at høre syv timer i træk, men det er alligevel det, der er sket, ser jeg.

Dark Dark Darks Wild Go er en velafbalanceret blanding af kammerfolk og -pop. Forestil dig Woods’ folkede behagelighed, der møder Beiruts synkoperede skævhed og Regina Spektors ekspressive vokal plus klaver. Det er i grunden ret imponerende, at Minnesota-bandet kan slippe af sted med at lave en plade som Wild Go, der er vedholdende interessant uden at være hverken skabet eller påtaget skæv. I forgrunden ligger Nona Marie Invies vokal, mens harmonikaer, kor, banjo, accordion, klarinet, cello og klaver er placeret bølgende bagved.

Tom Herbers (Low) har produceret Wild Go, og det er virkelig lykkedes ham at forene de mange stilarter succesfuldt. Som en bonus følger der med Wild Go også Dark Dark Darks ep fra sidste år, Bright Bright Bright, med i købet. Det er i øvrigt ikke overraskende, at Dark Dark Dark turnerede med Why? i 2009, for begge bands behersker smeltedigelen af genrer uden at blive decideret eksperimenterende.

Sammen med Marshall LaCount står Invie også for sangskrivningen, og kompositionerne er dynamisk langsommelige, som poppet kammerfolk ofte er. Vokalen er styret og falder lykkeligvis ikke i fælden for fritflyvende stemmer, som ellers ligger og lurer ved ethvert kammerfolket bekendtskab med vokal.

Lydbilledet er dermed som sådan rent og slet ikke så rodet, som fri og skævt folket musik ellers kan være. Der er i de synkoperede melodilinjer altid en vis form for kontrol, tempoet og kompositionerne er dynamisk smittende, og det cabaretagtige og sigøjnerrytmiske bliver aldrig skabet eller påtaget.

Som i et af pladens bedste numre, “Celebrate”: Invies vibrerende vokal og harmonika ligger i begyndelsen og bølger på den der slaviske facon, instrument og vokal kredser rundt om hinanden, indtil klarinet og enkelt klaver tilføjes. Vokalen kører vedholdende sit eget løb, mens der tilføjes kor og flere blæseinstrumenter, og der er en melankolsk og længselsfuld grundtone over hele linjen. I mine øjne et nummer, der i sig selv godt kunne køre på repeat i fulde syv timer.

Melodierne er velskrevne, slæbende mørke og overraskende, lyrikken ekspressiv og personlig uden at være navlebeskuende eller uvedkommende og leveres behændigt af Invie og LaCount. Invie synger alene med kor og klaver på “Robert”, der formentlig er pladens mest triste nummer, mens LaCounts mere tilbageholdende vokal, banjo, elguitar og klarinet på ”Heavy Heart” breder lydbilledet en anelse ud, og det danner i øvrigt en fin modvægt til de resterende numre. Begges vokaler er sørgmodige, og man aner generelt, at der ligger mange flere historier gemt end de, der præsenteres gennem numrene. På den vis bliver det aldrig helt afsløret, hvad der er på spil. I singlen “Daydreaming” lyder det blandt andet: »Oh now look to the east / great mountains remember me / oh I wound around you for miles / I sat down right there and I stretched my bones / and oh if you knew what it meant to me / (…) / you would see too.«

Ud over at være velskrevet lyrik placeret på en melankolsk melodilinje, så findes der i det lyriske en hemmelighed, man som lytter aldrig helt får lirket op, og deri ligger nok kimen til at kunne holde ud at lytte til den samme plade syv timer i træk. Nu otte timer.

★★★★★½

Deltag i debat