Plader

Under the Sherry Moon: Pling Pling

Med overbevisende spilleglæde og skaberlyst leverer Under the Sherry Moon et yderst stemningsfuldt og smukt førsteudspil med, indimellem, lidt for stor trang til sjov frem for præcision.

Efter længere tids floreren på mindre undergrundsspillesteder er københavnerkvartetten Under the Sherry Moon langt om længe klar med debutudspillet Pling Pling. Et album propfyldt med skæve og yderst kreative tiltag, der på udspillet danner ramme om et gigantisk lydsammensurium præget af alt lige fra marimba, ragtime-piano, klokkespil og trædeorgel, hvilket gruppen selv kalder noget så præcist som cirkuspop. En genrebetegnelse, der i pladens helhed nok ikke er ramt helt ved siden af, idet den røde tråd til tider trævles til fordel for lidt for megen gak og gøgl.

Til trods for lysten til at skabe en alternativ genrebetegnelse skaber Under the Sherry Moon hverken et alternativt mesterværk eller den store musiske revolution, men en plade bestående af 12 stemningsfyldte numre, der alle emmer af kvartettens skaberlyst, og som rider videre på tidens bløde lydbølge inden for sfærisk folktronica og let alternativ pop med en rummelig klang som bærende element. En bølge, som bands såsom The xx, El Perro del Mar og Florence and the Machine også rider på.

Men selvom lyden på Pling Pling ikke er revolutionerende, er den til gengæld rig på kvalitet, for der skal ikke lægges skjul på, at Under the Sherry Moon består af ekstremt kompetente musikere med en lækker detaljesans og, for det meste, en uovertruffen evne til at skabe kompositioner, som selv den hippeste hipster må bøje sig i støvet for. Dette gælder især på indledningsnummeret ”James, It Rains” og ”Hooks of Love” samt den smukke og melankolske ”Too Weak to Fight for Love”, hvor Signe Marie Schmidt-Jacobsens bløde og luftige vokal når sangtekniske højder lig svenske Stina Nordenstams og Under Byens Henriette Sennenvaldt og efterlader lytteren i en tilstand af komplet lyksalighed. Nummerets følelsesregister forstærkes tilmed af Oliver Hoiness’ smidige guitarkundskaber, der, under omkvædets melankolske statement »I give up though I’ll miss you / I let you go though it’s you I want,« væves ind i vokalen og skaber et smukt shoegazerlignende lydbillede. Nummeret er skåret ind til benet uden storladne metaforer og voldsomme armbevægelser. Gøgl og legesyge er lagt på hylden til fordel for rendyrket kvalitet.

Men selvom Under the Sherry Moon besidder evnen til at skabe stærke og enkle tekster samt solide melodier med fængende lydbilleder, løber kreativiteten indimellem løbsk, hvilket desværre krakelerer den ellers smukke helhed. Dette fornemmes især på den yderst skæve og på alle måder disharmoniske ”Bling Bling”. Det er især under dette nummer, at cirkuspoppen træder i kraft, klovnene kommer ind, og et bombastisk rytme- og lydkaos, bl.a. bestående af et ustemt, øredøvende ragtimeklaver, opstår. Man bliver som lytter revet rundt i manegen på en direkte ubehagelig måde, og det ellers fængende og smukke lydbillede med Schmidt-Jacobsens bløde vokal synes pludselig svært at få øje på. Kreativiteten er bogstavelig talt øredøvende, og man tør næsten håbe på, at nummeret blot er en useriøs og humoristisk finger til materialisme og bling bling.

Alt i alt er Pling Pling en flot debut med et afsindigt højt ambitionsniveau, der uden tvivl vil snige sig ind i øregangene og hjerterne på musikelskere med hang til den skæve kombination af alternativ blød pop og minirock med masse af reverb. Dog kan der ikke ses bort fra det til tider øredøvende lydmæssige rod, som desværre efterlader små pletter hist og her på et ellers helstøbt førsteudspil. Skønhedsfejl, som muligvis vil blive ignoreret og måske endda elsket af nogle, men som efterlader undertegnede i en forbistret irritation over at måtte undlade at give den ellers solide og yderst stemningsfulde debut topkarakter.

★★★★½☆

Deltag i debat