Koncerter

Primavera ’12: Demdike Stare, 02.06.12, ATP, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Signe Palsøe

I det fortættede mørke dukkede små, tvetydige glimt af menneskelighed op og lukkede publikum indenfor – blot for at lade os fare vild i uendelige, ekkoende skakter af skarphvæsset industrial eller hænge fast i mudrede, sugende ambientmoser. Demdike Stare legede kispus med koncertgængerne, og vi fik os en forrygende rundtur i et univers, der kommer til at hjemsøge drømme såvel som mareridt fremover.

Med både Forest Swords og Demdike Stare på plakaten var ATP-scenens lineup lørdag aften et sandt ekstravaganza for festivalgængere med hang til electronica og ambient. Af de to konstellationer må Demdike Stare siges at have trukket et noget mere favorabelt spilletidspunkt end sin landsmand i Forest Swords. Selvom der kun var gået godt og vel en time siden Forest Swords’ koncertstart, gjorde Demdike Stare klokken 21.45 sin entre på en nu næsten nattemørk scene. Og uden det omgivende mørke, der er en altoverskyggende faktor i Demdike Stares ildevarslende minimaltechno, havde englænderne langtfra kunnet gå til sit publikum med samme brutale bid og overrumplende stemningskatedraler, som tilfældet heldigvis var.

Det skyldtes især de visuals, som Sean Canty og Miles Whittaker blæste op på det store lærred bag deres mikserpult, for udelukkende at se de to lydnørders nørklen ved hver sin Macbook havde været lidt af et visuelt antiklimaks for en koncert af så pågående karakter. I stedet var publikum vidne til en lille times hjemsøgende drømmescenarier i Demdike Stares billedliggørelse af kampe mellem gode og onde væsner, djævelsk skælmske, orientalske gudestatuetter og lange, famlende ture gennem øjensynlig uendelige underjordiske gange og labyrinter. Klippet sammen med en række ultrakorte flash af stillbilleder fra det visuelle materiale, man kender fra bandets fysiske udgivelser, var det en urovækkende mareridtvision fra englændernes allermørkeste indre gemakker, som publikum måtte lade sig hvirvle, pumpes og slæbes igennem i den sene aftentime.

Over statiske elektronikflader opstod de lyde i natten, som alle med et nogenlunde velfungerende overlevelsesinstinkt vel allermindst bryder sig om at blive mødt af. Langt borte ekkoede metalliske, ujævne bank på kloakrør som et ensomt livstegn fra en omverden uden for det dunkle ambientunivers. Klange af raslende potteskår fandt vej til fladerne, brød kortvarigt igennem, men måtte snart igen lade sig opsluge af den ensartede tåge. Og straks som man tænkte, at Demdike Stare udelukkende ville sit publikum det allerværste, skiftede scenen karakter. Et anderledes organisk afrundet beat satte ind, og enkelte steder var der ligefrem uensartet sugende, forvrængede vokaltracks at spore. Smukke lydflader med et uvant lyst tilsnit anslog en transcendental atmosfære, og med kontrasten i oversvømmelsen fra et koldt og hårdt, men sælsomt dragende industrialbeat måtte publikum se sig fuldstændig overvældet af englændernes omskiftelige univers.

Demdike Stare leverede en helt igennem forrygende tur rundt i deres mange musikalske afkroge. »Kom, følg blot med os,« syntes det indbydende beat et øjeblik at invitere, selvom trygheden på et sekund ville fordufte, mørket fortættes og noget ondt nærme sig under overfladen på et uorganisk hav af maskinelt pulserende elektronik. De to englændere legede kispus med koncertgængerne og præsenterede en ekstra dimension af de stemningsbilleder, som i forvejen står uhyre stærkt på deres udgivelser. En musikoplevelse, der har potentiale til at hjemsøge drømme og mareridt et godt stykke ud i fremtiden.

★★★★★★

Deltag i debat