Koncerter

Sónar Reykjavík 2013: Modeselektor, 15.02.13, Silfurberg

Skrevet af Jonas Hjortdal

Et af Sónars hovednavne, den tyske electronicaduo Modeselektor, der også for nylig gæstede Danmark, fik her ikke helt tag i publikum og festen toppede aldrig helt.

Tre ting i livet er sikre: Døden, skatter, og at den tyske electronicaduo Modeselektor aldrig leverer et dårligt liveshow. Desværre så det ikke ud til, at det islandske publikum var blevet indviet i denne tredje naturlov. Det var medvirkende til, at aftenens koncert aldrig løftede sig til mere end endnu en i rækken for de legesyge tyskere. Også selvom Sebastian Szary havde valgt et til dagen meget passende hipster-cut, der ikke lod det lokale publikum noget tilbage at ønske.

Som altid blev der åbnet med “Grillwalker” fra den efterhånden to år gamle Monkeytown-udgivelse. Herefter blev vi taget yderligere tilbage et par år til “Black Block”, inden det store basgilde blev skudt i gang med “Evil Twin”. Det fik for en stund sat gang i et publikum, der ellers så ud til at skulle finde sig til rette med både venue og noget af et genreskift efter et par noget mere afdæmpede tidlige koncerter.

Set i det lys kom det desværre til at virke hæmmende, at koncerten var bygget lidt baglæns op med et tidligt klimaks med en klar overvægt af tunge numre i starten af sættet. Senere gik luften lidt af ballonen med nogle af de numre, der ellers på albumformatet fungerer som velfortjente pusterum. Blandt andet de to Thom Yorke-samarbejder “White Flash” og det stemningsfulde nummer “Shipwreck”, der ellers blev leveret med en ganske veloplagt intro.

Tilbage står et noget blandt billede, når man ved, hvad de to technoaber har i den overfyldte værktøjskasse. Alligevel er det svært ikke at føle sig underholdt, når speederen bliver trykket godt i bund på den elektroniske autobahn på “German Clap”.

Festen sluttede af med et champagnebad til de forreste rækker, inden det specialdesignede prøvebillede fra de visuelle bagmænd Pfadfinderei lagde sig over storskærmen på hovedscenen Silfurberg.

★★★★☆☆

Leave a Reply