Koncerter

Roskilde Festival 2017: Cancer

Foto: Simon Birk
Skrevet af Morten Madsen

Mens Vorherre åbnede sluserne på fuld tryk over festivalen, sendte danske Cancer Avalon i tørvejr højt over skyerne med et himmelsk show fredag eftermiddag.

Som konstellationen Cancer var fredagens koncert på Avalon vel nok bandets største optræden til dato. Duoens ene frontmand Nikolaj Vonsild har dog tidligere åbnet Orange Scene med When Saints Go Machines tilbage i 2010, men i denne omgang åbnede han for dagens koncert, da det røde tæppe blev trukket fra på Avalon fredag eftermiddag, hvor Cancer lagde ud med ”Errors”.

Sammen med Kristian Finne Kristensen (Chorus Grant) har Vonsild etableret den yderst velharmoniske duo Cancer, der udgav deres første plade tilbage i 2014 og nu igen i år er aktuelle med deres nye plade Totem. Og der var godt med godter fra begge plader med i kufferten, da duoen kræsede om publikum i ly fra de lårtykke vandstråler.

Publikum virkede veltilfredse, og Cancer virkede også til at være meget begejstrede med at spille fredagen i gang. »Det er så fucking fedt at se jer alle sammen. Jeg får helt kuldegysninger,« udbrød Vonsild fra scenekanten, hvorefter de spillede ”Animals”.

Foruden Vonsilds karakteristiske, nærmest overnaturlige stemme, var lydbilledet til Cancers koncert fredag præget af Kristian Finnes fantastisk fingerspil på guitaren, mens bunden var lagt af lyde fra synthesizeren, en dyb bas og skiftevis elektroniske og akustiske trommebeats. Og dertil var Kristian Finne selvfølgelig også på mikrofonen, hvor de to fantastiske, unikke stemmer lagde sig smukt op og ned ad hinanden i en himmelsk duet.

Igennem hele koncerten var der en vellykket harmoni mellem de rolige og kraftfulde øjeblikke i musikken. Til sidst kom Cancer dog lidt ned fra de øvre himmellag igen, da de efter at have spillet deres nummer ”Die One More Time” fra deres seneste plade, skruede lidt på alle tangenter og lukkede fredagens første koncert på Avalon med rock’n’roll-attitude, og selvom teltdugen ikke helt kunne holde tæt til sidst, var det en vanvittig vellykket intim koncert i ly fra regnen.

★★★★★☆

 

Leave a Reply