Trods irriterende regn og blæst var publikum mødt talstærkt op for at opleve den canadiske DJ Kaytranada foran Red Stage, og det var der god grund til. Kun ledsaget af en laptop, en kæmpe storskærm foran mikserpulten med repeterende visuals og sit eget charmerende, dansende selv, skulle der ikke meget end et enkelt beat til, før både jeg og alle andre var solgt. Kaytranada var kommet for at gøre det, han virker til at elske allermest i denne verden; han var kommet for at få os til at danse.
Selv kalde han sine beats for neo-soul. I virkeligheden er det nok mere en bastardblanding af soul, funk, hiphop og god gammeldags Chicago House. Og med to album i bagagen og to håndfulde singler har han nok materiale til at skabe en overordentlig lækker fest, og langt hen ad vejen var det også lige præcis, hvad vi fik. Som en kæmpe bølge væltede den dansable soul udover scenekanten, og ramte hver enkelt af os – fra den store, vrikkende gruppe af regnslag foran scenen til de små klynger af publikummer i hvert hjørne af pladsen. Hænderne røg i vejret og der blev hujet, klappet og sunget med, da sprøde numre som ”Together” og, apropos, ”Despite the Weather” samt den nyeste single , ”Dysfunctional” fløj ud af højtalerne som varm silke. Alt var smeltet sømløst sammen og ikke på et eneste tidspunkt gik der metaltræthed i flowet, der trods varierende tempo og beats forblev til den absolut røvvrikkende side. Selv stod Kaytranada henholdsvis koncentreret foroverbøjet over pulten med høretelefonerne på sned eller lod sig rive med af stemningen og lod kroppen følge egen melodi i en lille, fræk dans. Hvis det havde været muligt, var jeg sprunget på scenen for at danse med.
Og så skete der simpelthen noget, jeg har svært ved at tilgive. Manden begyndte at snakke. Det startede fint nok med lidt, »How y’all doing?« og et omkvæd der blev skruet i bund, så publikum villigt kunne skråle med på hvad end der nu blev sunget, men omkring en to-tredjedel inde i koncerten tog det simpelthen overhånd. Hvad der i starten virkede som en kærlig opfordring til at »make some noise« kom nu til at lyde nærmest formanende, og man blev revet ud af sin boble og ind i en virkelighed, hvor DJ’en bliver ved med at fortælle folk, at de skal klappe. Det gjorde vi vist i forvejen, så der var faktisk ikke rigtig grund til at bede os om det. Det virkede lidt som om, at Kaytranada desperat forsøgte at give publikum mere end ”bare” et DJ-sæt. »You are experiencing Kaytranada live« gentog hans storskærm med postkasserøde bogstaver. I starten virkede det kækt og selvpromoverende på den charmerende måde; det blev det ikke ved med at være, og til sidst virkede det bare søgt.
Aftenen sluttede med en akavet udgave af et i forvejen lidt specielt nummer, ”Lite Spot”. Avanceret er måske et bedre ord at bruge om nummeret, for det gør sig egentlig udmærket på plade. Men her i regnen, og med en nu decideret sniksnakkende Kaytranada hen over, faldt det helt fra hinanden. Ikke blot følte DJ’en sig nødsaget til at fortælle publikum, at det her nummer altså var et rigtigt dansenummer, hvilket mest virkede som en undskyldning for det forgående; han var nødt til at guide folk igennem nummerets melodiske nuancer og rette på publikum, der på ingen måde fangede, hvornår det beat havde tænkt sig at drop’e. Og så var den fest ligesom forbi, på den virkelig ufede måde.
Det er aldrig et godt tegn, når et nummer skal forklares. Og det var en kæmpe fejl ikke bare at have ladet musikken tale for sig selv, for det kunne den sagtens have været blevet ved med. Resultatet føltes lidt som et afbrudt samleje. Alle var til stede, men ingen kom, og jeg endte med at gå derfra i mørket i stedet for at danse videre i natten.
