Årets bedste plader

Årets udenlandske plader 2019

Skrevet af Redaktionen

Undertoners redaktion kårer de 20 bedste udenlandske udgivelser fra 2019.

Efter at have brugt hele efteråret og december på at præsentere redaktionens yndlingsalbums fra både Danmark og udlandet i årtiet 2010-2019, så er det blevet tid til at gøre status over musikåret 2019. Og minsandten om ikke der er udkommet en række enormt stærke plader i anden halvel af 2019, som er strøget til tops på årslisten, men som akkurat ikke nåede deadline, da listen over årtiets bedste plader skulle afgøres. Det er faren ved at kaste sig ud i disse lister, og årsagen til at vi på Undertoner normalt venter med at kåre årets plader til januar.

Ak og ve. Heldigvis er der et helt årti til at forfine metoden til næste Top 100 og Top 50.

Der er især én ting, der springer i øjnene ved årets liste over de udenlandske albums: Lana Del Rey er den første kunstner i Undertoners 16-årige eksistens til at blive kåret til at have lavet årets album uden nogensinde at have fået sit værk eller noget fra sit bagkatalog anmeldt på siden. Det er måske en passende bedrift for Lana Del Rey, der lige siden debuten er blevet konstant undervurderet og regnet for en døgflue af rockparnasset, men som uden at kny har knoklet og forfinet sin sangskrivning igennem årene.

Derudover var musikåret 2019 præget af stor alsidighed og mange vidt forskellige udgivelser af høj kvalitet. Et godt eksempel er denne liste, der både rummer purunge debutanter som Black Midi og Stella Donnely, samt gamle rockdinosaurer som Nick Cave. Listen er sammensat af bidrag fra 16 skribenter, som tilsammen bød ind med 13 forskellige bud på førstepladser. Langt de fleste er afspejlet her på listen, men en række af dem blev der ikke plads til. Det betyder dog ikke, at de er uinteressante – blot at I må vente til mandag med at dykke ned i skribenternes individuelle årslister for at opdage dem.

Uden yderligere introduktion giver vi jer årets 20 bedste internationale albums ifølge Undertoners redaktion:

20. Alex Cameron: Miamy Memory

På sit tredje fuldlængdeudspil vender den australske landevejsexcentriker blikket indad, og modsat tidligere udgivelser skildrer Alex Cameron ikke blot samtidsaktuelle problemstillinger, men også tematikker med personlige og intime aspekter. Sidstnævnte manifesteres bl.a. gennem titelnummerets kærlighedserklæring til skuespilleren Jemima Kirke, samt selviscenesættelsen som en vaskeægte familiemand på ”Stepdad”.

De bizarre karakterportrætter er udgået på Miamy Memory, men zeitgeistlige beretninger om samfundets skurke er bibeholdt, hvor Cameron nu fra eget perspektiv fortæller om ynkelige, reaktionære misogynister på ”Bad for the Boys”, samt om toksisk maskulinitet på den patriarkatkritiske ”Gaslight”. Hermed formår Alex Cameron på Miami Memory at skifte perspektivet fra persona til personlig, uden troværdigheden i hans rolle som samtidskritisk popkunstner bliver svækket.

(Kristian Jensby)

19. Tropical Fuck Storm: Braindrops

Den australske kvartet Tropical Fuck Storm lyder kantet og fandenivolsk på sit yderste potente andet album. Med hver sin fod placeret i punken og art rocken, lader de guitaren blive en overvældet fortolker af verdens kaos på Braindrops, der indkasserede 6 U’er ved anmeldelsen her på siden.

Visse steder bliver lyden ligefrem flirtende og sexet. Andre steder på grænsen til frastødende. Men det meste af tiden bliver den omklamrende, personlig og vedkommende, uanset om den er trukket helt ned i tempo på sine alternative ballader, eller pumpet i sine kantede energiudladninger.

(Perry MacLeod Jensen)

18. Vampire Weekend – Father of the Bride

I år fik vi endelig opfølgeren til Modern Vampires of the City fra 2013, hvor college-bandet blev voksne i New York og så deres egen dødelighed i øjnene. På ”Harmony Hall” citerer frontmand Ezra Koenig sig selv for at sætte ord på følelsen af at skulle genopfinde sin egen lyd efter sit hidtil mest kritikerroste album.

»I don’t wanna live like this, but I don’t wanna die« er nemlig et direkte citat fra Modern Vampires of the City-nummeret ”Finger Back”, men klinger i 2019-udgaven af håb snarere end af desperation. Father of the Bride føles frem for alt varmt og løssluppent, og Vampire Weekend lyder alt andet end tynget af forventningens åg, mens de jammer sig igennem den næsten timelange spilletid. Budskabet er klart – der er liv på den anden side af mesterværket.

(Ulrik Høgh)

17. Jenny Hval: The Practice of Love

Jenny Hval er lig med ceremoniel musik. Seksualitet, menstruation, vampyrer – Hval samler mennesker om afsøgninger af de funktioner og drifter, som kroppen flyder over af. Bagsiden af Hvals koncept er dog konceptet i sig selv: Hendes plader har været så art performance-orienterede, at selve den musikalske kerne aldrig har gjort det store indtryk.

Men ikke længere. The Practice of Love er en rituel ransagning af kærligheden som koncept, som biologisk og social funktion, og så er det en vaskeægte ørehænger. Hval og hendes gæstesangerinder væver drømmeriske, luftige vokalspor, der står i skøn kontrast til det pumpende 90’er-dancebeat, den diskante percussion og den melodiske synth, der former pladens melodiside. En dialog om moderskabets betydning i samfundet, en metasang om at skrive musik – ja, alle de grænsesøgende elementer, der tidligere har gjort Hvals musik utilnærmelig, lokker i disse rammer med deres æggende mysticisme og smygende melodiøsitet. The Practice of Love er et af 2019’s bedste konceptalbums.

(Signe Palsøe)

16. Little Simz: Grey Area

På det blot 35 minutter lange album Grey Area formår rapperen Simbiatu Abisola Abiola Ajikawo på rivende britisk at formidle den tågede lyd af en kvartlivskrise. Albummet byder både på velkendt spydig sarkasme, på forvirring og sårbarhed, og på øjeblikkelige hits. Samples er på flere numre erstattet af live-instrumentalisering, som giver variation og tyngde, og på pladens sidste nummer har hun allieret sig med soultalentet Michael Kiwanuka.

Der er ikke to sange, der er ens, og der er ikke noget bullshit. Teksterne er selvreflekterende, samfundskritiske og føles bare helt vildt ægte. Og det er netop ærligheden, der gør pladen til Little Simz’ utvivlsomt bedste udspil hidtil, hvor hun for alvor indfrier sit talent og kanaliserer det ud i en af årets plader, der har gjort størst indtryk.

(Marie Poulsen)

15. Sharon Van Etten: Remind Me Tomorrow

Remind Me Tomorrow viser en ny side af Sharon Van Ettens sangskrivertalent. Som så mange andre før hende, har den amerikanske sangskriver byttet guitaren ud med droner, klaver og ikke mindst synthesizere. Et vellykket skifte, der giver albummet en mere atmosfærisk lyd end den mere rå singer-songwriter stil, som hun ellers har bygget sin karriere på.

Der er dog stadig blevet plads til følelserne og menneskeligheden i det maskinelle udtryk. Remind Me Tomorrow er følelsesladet værk, der formår at skue tilbage og kigge fremad på en og samme tid. Tag bare albummets højdepunkt; den nærmest Springsteenske ‘Seventeen’. En både nostalgisk og hjerteskærende besked til Van Ettens sorgløse yngre jeg, der kun kunne være skrevet af en, der er kommet igennem på den anden side. Muligvis 2019’s bedste sang, fra et af 2019’s bedste albums.

(Carl Bøllingtoft)

14. Stella Donnelly: Beware of the Dogs

Med en perfekt blanding af humor, politisk bid, charme og god gammeldags sangskrivning brød australske Stella Donnelly for alvor gennem lydmuren i 2019. Beware of the Dogs er nemlig et album, der forstår at blande det lystige med det eftertænksomme, hverdagen med de større politiske tematikker og kærlighedssangen med protestsangen.

Albummets 13 sange kommer således omkring så vidt forskellige emner som voldtægt, abort, dårlige chefer, vibratorer, tourlivets hjemve og hjemløshed og forfærdelige julemiddage med familien. Mest af alt er ‘Beware of the Dogs’ dog bare en samling virkelig catchy og fine sange fra start til slut. Og i centrum for det hele står Stella Donnelly selv som en autentisk og charmerende sanger og frontperson, der binder det hele sammen og giver det en umiskendelig identitet.

(Carl Bøllingtoft)

13. Bon Iver: I,i

I august vendte Justin Vernon tilbage som Bon Iver – tre år efter 2016-udgivelsen 22, A Million. Den relativt lange ventetid, er dog ikke resultatet af, at Vernon har ligget på den lade side. I mellemtiden har Vernon udgivet et album under kunstnernavnet Big Red Machine i samarbejde med Aaron Dessner, hvem han også har skabt den eklektiske Eaux Claire-festival, hvor et erklæret mål er at »encourage music-genre-walls to melt away«. Denne eklektiske tilgang til musikken, som både gør sig gældende på Big Red Machine-udgivelsen og på festivalen, har været en klar indflydelse på I,i, der trækker på både folk-, electronica- og experimental genrerne, samtidig med der står et sandt hav af menneskerne bag instrumentering og produktion.

I,i er en samling indviklede, komplekse numre, der trods utallige lag og mange spidsfindigheder alligevel ikke er lige så svære dechifrere som på forgængeren, men i højere grad inviterer lytteren ind Vernons ambitiøse lydlige univers.

(Sofie Guldager Rafn)

12. Black Midi: Schlagenheim

Har der været en mere vovet, stilsikker og ikke mindst håndværksmæssig overlegen rockdebutudgivelse i dette årti end Black Midis Schlagenheim? Næppe. De fire BRIT School-dimittender torpederede demonstrativt forestillingen om, hvilke musikalske produkter den velrenommerede uddannelse spytter ud med ét langt tæppebombardement af høresansen.

Allerede på åbneren, “953”, fornemmer man ungdommens rastløshed i de punkede akkorder fra de flænsende guitarer, men der skal samtidig ikke graves særlig dybt for også at kunne spore de mere elegante nuancer samt myriaderne af forskelligartede inspirationskilder. Punk, jazz, reggae, math, afrobeat, kraut, noise, Slint, Primus, XTC, At The Drive-In; Schlagenheim stikker heldigvis i alle mulige retninger i et bombastisk 21.århundrede-tidssvarende lydbillede, som ikke mindst konstant bevarer kontrollen over det kaos, det selv søger at skabe.

(Daniel Niebuhr)

11. Thom Yorke: Anima

Hvor Thom Yorkes to første, i øvrigt gode album, lød som en Radiohead-forsanger, der ledte efter sine egne ben og egen lyd, er Anima en Thom Yorke-plade. På sit tredje soloalbum har han for alvor fundet sin egen lyd. Og den er knudret, dansabel, mørk og – ulogisk. På ‘Twist’ laver han beats over sin egen udtale af ordet ‘twist’. Og den er klaustrofobisk. Selv når beats’ne forsvinder på åndehullet Dawn Chorus, der er et af årets bedste numre, føles det som et rum, der bliver presset fra alle sider og styrter sammen ved daggry.

Thom Yorkes teknologidystopiske sange blander især tekno og ambient, men Yorke og mangeårig Radiohead-producer Nigel Godrich er heller ikke bange for at inddrage et trommesæt, en guitar eller en elbas. Og resultatet er en varieret, men helstøbt album, der holder fast i et øjeblik – i en stemning – der bør opleves i storbymørke.

(Peter Boier)

10. Purple Mountains: s.t.

Purple Mountains er svær at skrive om. Hvad der på alle måder lignede genkomsten af en savnet, nær ven, blev på kort tid til et smerteligt farvel.

Jovist. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for David Bermans første udgivelse i 11 årMen for os, der allerede var overbeviste om, at Berman var en af de helt store, så var Purple Mountains en så suveræn tilbagevenden til musikken, at man næsten ikke turde tro det. Også uden den altoverskyggende kontekst, som Purple Mountains nu på uundgåelig vis farves af.

Med hvad der føltes som et sjældent klarsyn og en dybere indsigt end de fleste, skrev Berman igen om livet (intet mindre) – på Purple Mountains om dets mørkeste sider og på mere hudløs vis end hidtil. Pladen føles som et sidste udmattende favntag med tilværelsens uigennemskuelige mørke i en country-rocket indpakning, der får knusende depression, skilsmisse og ensomhed til at lyde humoristisk og nærmest spiselig. Tilbage er kun at håbe, at Berman nu har fået den fred, han fortjener.

(Kasper Foldager Nielsen)

9. (Sandy) Alex G: House of Sugar

Et af årets absolut bedste numre fra den internationale scene er ”Gretel”, der huserer på Alex Giannascolis ottende studiealbum, House of Sugar. Otte studiealbums inden for ét årti alene er en bedrift, der bevidner om produktivitet af en anden verden. At House of Sugar så også indskriver sig som det ottende gode album – der faktisk er bedre end bare godt – er ret utroligt. Giannascoli bedriver konsekvent lo-fi indierock med et nik til bedrooom-poppens æstetik, men vanen tro er han ikke bange for at bevæge sig ud i skæve eksperimenter, som den gurglende indledning og uendelige lyriske repetition på ”Near” og den squeaky vaporwave-inspirerede synth på ”Project 2”

Foruden sin hang til at eksperimentere og udfordre lytteren med drys af skævheder, præsenterer Giannoscoli endnu engang sine evner som en mere end solid sangskriver. Singlerne, den førnævnte ”Gretel”, ”Hope” og ”Southern Sky”, der er også pladens absolutte højdepunkter, er alle mere inviterende, poppede numre, der cementerer Giannoscoli som et af 10’ernes største sangskrivertalenter.

(Sofie Guldager Rafn)

8. Angel Olsen: All Mirrors

I arbejdet med sit femte album, isolerede Angel Olsen sig for at skrive og optage alene. Nogle måneder senere optog hun en anden version af albummet med et strengeorkester, der blev udgivet som All Mirrors, mens vi kan se frem til soloversionen til næste år. Med de tidligere indiefolkede udgivelser in mente kommer det som noget af en overraskelse, at Olsens stemme virker som skabt til storladne ballader med orkestralt underlæg.

Åbningsnummeret ”Lark” emmer af dramatik, mens strygere, trommer og vokal udkæmper et drabeligt slag om at indtage hovedrollen i den grandiose produktion. Med den bittersøde ”Spring” føjer Olsen til sit bagkatalog af mesterlige popmelodier med skarpe tekster: »I’m beginning to wonder / If anything’s real / Guess we’re just at the mercy / Of the way that we feel«. All Mirrors er et af årets bedste bud på et album, man kan føle helt ud i tåspidserne.

(Ulrik Høgh)

7. Big Thief: Two Hands

Det her er lyden af noget så gammeldags som fire mennesker, der spiller musik sammen ved hjælp af guitar, trommer, bas og noget på hjertet. Big Thief skal ikke mange steder hen på deres andet glimrende album i 2019. Blot dvæle ved hinandens selvskab og lade deres ekstremt organiske sammenspil udgøre hovedrollen.

Allerbedst bliver det på ”Not”, der kandiderer til titlen som årets bedste sang. Sangen har en grundlæggende fornemmelse af fremdrift, og sanger Adrienne Lenker får et optimalt underlæg til at lade sin intense stemme overstyre i hendes opremsning i alt det, der ikke tiltrækker hende, mens hun bevarer mysteriet om, hvad det så er, der tiltrækker.

(Perry MacLeod Jensen)

6. FKA Twigs: Magdalene

Magdalene er på én gang et fremmedgørende og sært inkluderende værk. Det er noget så almengyldigt og ordinært som en break-up plade, men samtidig lyder det som ingen anden break-up plade. FKA Twigs (Tahliah Debrett Barnett) kunne lige så godt stamme fra en anden planet, og hun har noget af den samme overjordiske energi omkring sig, som også kendetegnede Björk i sine bedste øjeblikke.

Det står især klart på højdepunktet ”Cellophane”, der skiller sig ud fra resten af albummet med sin ganske skrabede produktion. Det tillader til gengæld FKA Twigs at kapre lytterens opmærksomhed fuldstændig med sin fantastiske stemme, der på dramatisk vis smyger sig om pianoet og beat box-rytmen og skiftevis projicerer sårbarhed og styrke. Når Barnett går helt op i de høje toner, så glemmer man næsten at trække vejret, fordi hendes stemme forekommer så tæt på at knække over – men hun har selvfølgelig fuldkommen kontrol over det.

”Cellophane” er imidlertid blot kulminationen på en musikalsk overlegen rejse gennem trap-rap på ”Holy Terrain”, futuristisk-feministisk gospel på ”Home With You” og en bogstavelig hymne til sorgonani på ”Daybed”. Magdalene er blot det andet album fra FKA Twigs, men det holder et så højt musikalsk ambitionsniveau, at det næsten er svært at forestille sig, at hun skal kunne toppe det.

(Simon Freiesleben)

5. Tyler, the Creator: Igor

Der er milevidt fra Tyler, the Creators hårdkogte, ret oldschool hiphop på Goblin i starten af årtiet til det punkt, han er nået til på Igor i 2019. En personlig og kreativ udvikling, der er spændende at dykke ned i. Man kan også dykke dybt ned i Igor; et album, der kan høres som en roman i sig selv. Manden bag tidligere tiders store-i-munden-homofobiske rim afslørede, at han »[has] been kissing white boys since 2004« på Flower Boy og bliver nu det “jeg” på Igor, der vellydende må erkende: »You make my earth quake« og »I think I’m falling in love / This time I think it’s for real« om kærlighedsforholdet til ham, der ender med at bakke ud til fordel for sin (pige)ekskæreste, hvilket også oprulles i videoen til ”A Boy Is a Gun”.

Med både video og tekster sender Tyler igen-igen referencer til Luca Guadagninos (homo)erotiske kærlighedshistorie Call Me by Your Name som på den overordentligt iørefaldende ”I Think”, hvor det lyder: »And I wish you would call me by your name / Cause I’m sorry.« Musikalsk er Igor pakket ind i blød rap, lidt r’n’b, Gorillaz-agtige genremiks og Solange-gæstevokaler. Et både tematisk og stilmæssigt imponerende og ikke mindst frigørende album, der øger forventningerne til Tyler i det næste årti.

(Camilla Grausen)

4. Nick Cave & the Bad Seeds: Ghosteen

Nick Cave & the Bad Seeds’ dobbeltalbum Ghosteen en hjertegribende stærk bearbejdelse af sorgen ovenpå tabet af Arthur, Nick Caves 15-årige søn der døde i 2015, midt under optagelserne til det forrige album Skeleton Tree. Med Ghosteen lægger Cave nye dimensioner til sit imponerende oeuvre. Hvad der måtte mangle i gammeltestamentlig vrede og kasten om sig med tordenkiler, vindes i høj grad ind på den øgede følsomhed og sårbarheden i Caves sange. Han er blevet et menneske af kød og blod, der på en måde er trådt ud af myten om sig selv og han står blottet foran os med sin hjerteskærende sorg og sit forsøg på at komme overens med det ubærlige.

62-årige Cave åbner albummet med ”Spinning Song”, hvor han messende synger, at »Peace will come« og han lukker albummet 68 minutter senere med ordene: »I’m just waiting now for peace to come«. Det sker på den 14 minutter lange ”Hollywood”, der bygger på den buddhistiske myte om kvinden Kisa Gotami, som slutter fred med tabet af sit barn, fordi ’alle har prøvet at miste nogen’. Titlen Ghosteen henviser til en vandrende ånd, »a wandering spirit, a migrating spirit«, som Cave selv beskriver det. Mens albummet er alt andet end rastløst, så er der en god chance for, at det vil være et af de albums fra 2019, som fortsætter med at hjemsøge lytternes bevidsthed langt ind i de kommende år.

(Jens Trapp)

3. Weyes Blood: Titanic Rising

Titanic Rising blev udgivet helt tilbage ved den spæde begyndelse af året 2019. Alligevel er det ét af de albums, der her efter årets udgang står tydeligst i hukommelsen for undertegnede. Der er noget ved værket som en helhed, der er så hjerteskærende rent og fuldendt – ligesom man i øvrigt kan sige det om bagkvinde Natalie Merings vokal, som med urokkelig ro leder vej gennem det storladne og forførende kosmos af drømmende pop. Selvom musikken fra første anslag lyder langt væk af Weyes Blood, kan man alligevel ikke undgå at sætte den i en kontekst med navne som 70’ernes The Carpenters og Joni Mitchell eller nutidens Father John Misty. Der kan trækkes et helt spind af tråde, både bagud og fremad i tiden – og også derfor er Weyes Blood så utroligt aktuel.

Titanic Rising føles ofte som en slags flydende masse, hvor alle numrene går ud i ét i en næsten overjordisk enhed – men det sløve tempo og de overdådige strygere bliver aldrig kedelige eller overdrevede. For når Natalie Mering synger sine melankolske tekster, så er det, som om alting falder på plads. Derfor landede albummet også på en fortjent 41. plads på listen over årtiets bedste albumudgivelser.

(Marie Poulsen)

2. Big Thief: U.F.O.F

U.F.O.F. var den første af årets to blændende plader fra Big Thief, og det er et på én gang underspillet og brusende værk, der allerede fra første nummer indhyller lytteren i en let uvirkelig drømmetåge.

Adrianne Lenker og kompagni når noget nær sublime højder på bl.a. “Cattails”, titelnummeret og “Jenni”, der alle på hver sin vis demonstrerer hvad Big Thief som band kan præstere. Den kraftfulde vekselvirkning mellem støj og stilhed resulterer i en enormt helstøbt plade, hvor de mere afdæmpede folk’ede elementer er nøje afstemt med larmende crescendos. Til sidst og i centrum står Lenkers tekstunivers, leveret med en subtil karisma, der udgør måske den vigtigste ingrediens i bandets formåen.

Med U.F.O.F. gjorde Big Thief anslag til et umådeligt stærkt år for et af årtiets bedste rockbands, der med efterfølgeren Two Hands heller ikke viste tegn på foreløbig kreativ udmattelse. Her ved det nye årtis begyndelse synes mulighederne for Big Thiefs musikalske færden usandsynligt åbne, og vi må blot betragte os selv som heldige, fordi vi er med på turen.

(Kasper Foldager Nielsen)

1. Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell!

Med Norman Fucking Rockwell! har Lana Del Rey lavet det album, som Father John Misty har forsøgt at lave siden sit gennembrud med I Love You Honeybear. Det er samme tematikker, samme glimt i øjet – ja, endda samme lyd, de søger. Men Lana Del Reys sangskrivning gør med Norman Fucking Rockwell! al kritik, der kan være af hende som popkunstner til skamme. Hun er ingen døgnflue. Ingen pastichekunstner.

Det er årets bedste album, og et af årtiets mest velkonstruerede, velskrevne og konsistent gode pop-album, og det cementerer sangerinden som en af 10’ernes vigtigste og mest definerende kunstnere i sin overflod af skarpe, samfundsbeskuende pointer, henfalden west coast-nostalgi og et præcist blik for zeitgeisten, uden at det bliver én stor reference-gætteleg.

Det er nemlig præget af knivskarp sangskrivning. Alle Lana Del Reys andre album har været præget af gode singler – og meget fyld. Her er der næsten intet fyld. Der er fem-seks sange, der uden problemer ville kunne få plads på listerne over årets bedste sange; ”The Greatest”, ”California”, ”Mariners Apartment Complex”, ”Venice Bitch”, ”Hope is A Dangerous Thing (…)” – og sådan kunne man let blive ved.

Hun namedropper Beach Boys, Sylvia Plath, David Bowie i ét væk – og bruger samtidig sig selv mere end nogensinde. Alt pakket ind i en vidunderligt tilrøget melankoli.

De rockistiske tilråb om hendes autenticitet er efterhånden blevet pakket sammen. Med god grund. Det har absolut intet med sagen at gøre. Intet med hende at gøre. Intet med hendes musik at gøre. Ikke, når man laver et så stort og konsistent værk.

(Peter Boier)

Skriv et svar