Er du træt af festivaler med mudder, uindfriede forventninger og lugten af pis? Træt af at gå rabundus bare fordi du er en hund efter livemusik? Og synes du som jeg også, at Roskilde Festival indholdsmæssigt efterhånden ligger på den lade side? Så må modgiften være Forma Nova-festivalen.
Den 8. til 10. juli var der for anden gang en gedigen bunke fremragende, musikalsk overraskende oplevelser i Ungdommens Hus og Det Bruunske Pakhus i Fredericia. Den rene og skære græsrodsentusiasme samt festivalens rent praktiske fordele har gjort, at jeg har forelsket mig i denne lille oase. Bare lige så vi har det på det rene.
Musikken i fokus
Forma Nova startede i 2003 og har begge eksisterende år solgt sig selv som en festival for “avantgarde, electronica og postmoderne musik og lyd.” ’Solgt’ er måske så meget sagt, fordi festivalen lever en stille tilværelse, da de fleste kræfter ser ud til at blive brugt på at booke obskure folk fra nær og fjern end egentligt at markedsføre eventen. Og det er en skam. Jeg kan sige ligeud, at begge festivaler indtil videre har været en udsøgt fornøjelse ud over det sædvanlige.
Min ønskefestival er en, der, i hvert fald for en del af programmets vedkommende, kan levere noget af det, som jeg ikke kan høre i radio og se på tv. De ukendte musikere, der præsenteres, skal så også gerne besidde en vis kvalitet og/eller musikalsk nysgerrighed. Det formåede Forma Nova at levere.
Ud i det ukendte
Forma Nova har den fordel, at de færreste navne i programmet får en klokke til at ringe. Resultatet, ud fra line-up’en, er, at man ingen forventninger har. Sidste års Forma Nova satte dog som helhed forventningerne i vejret. De blev indfriet i år.
Hvem er det så, der spiller? Genremæssigt ligger vi spredt ud i spektret mellem elektronisk musik og ’postrock’ – med skæve, poppede indslag tilsat som krydderi.
Samtidigt er Forma Nova også sideprojekternes og de usungne samarbejdspartneres holdeplads. Efter skimmingen af programmet er det tid til nærlæsningen. Og der dukker referencerne så op.
Amerikaneren Daniel Givens har arbejdet med Tricky og Tortoise. Scanner, Forma Novas hovednavn, har boltret sig med Björk, Bryan Ferry og The Orb. Lasse Marhaug har Kevin Drumm, Merzbow og Mats Gustafsson på sin liste, mens stryger-pigerne i Amina har Sigur Rös. Paddington DC er en udløber af de svensk indie-veteraner The Bear Quartet, mens Kpt. Michi.Gan er en del af line-up’en, når tyske SchneiderTM spiller live. Slopes Jørgen Teller har mænget sig med navne som Sonic Youth og David Thomas fra Pere Ubu. Hos Nogales står Stereolab bl.a. nævnt. Selvfølgelig kan mange af disse referencer være både mere eller mindre perifære, men så har man som publikum noget at hænge kunstnerne op på – uden dog at vide hvad der venter.
Konceptet virkede
Forma Novas fikse koncept gør også, at der selv for arrangørerne opstår en grad af uforudsigelighed. Halvdelen af de fornødne bands inviteres, og de bliver så bedt om at invitere endnu et navn med.
Sidste år resulterede det i nogle skæve kombinationer. De århusianske støjpoppere Strumm inviterede de blippende bysbørn Jab Mica Och El – og en fortrinlig dobbeltkoncert var født. Invitationerne i år var meget mere homogene inden for de respektive genrer. Noisehovederne i Slope inviterede noise-dittoen Lasse Marhaug. De højtsvævende drømmere i københavnske Efterklang inviterede Sigur Rös’ strygergruppe Amina. I sidstnævnte tilfælde skabte det dog samarbejdsmuligheder på scenen, og derfor var de homogene invitationer ikke uheldige, men en gevinst der resulterede i unikke koncerter.Daniel Givens inviterede den engelske cellist Semay Wu til at tilføre hans rislende dub-beats og knudrede breaks nogle mere levende avantgardistiske træk foran det blomstrende farvespil på koncertens videolærred.
International festival trods størrelsen
Alt i alt var festivalen også blomstrende rent geografisk, når man ser, hvorfra kunstnerne kommer. Kort sagt: England, USA, New Zealand, Island, Norge, Sverige, Tyskland og selvfølgelig Danmark. Der var i øvrigt mærkbart flere danske bands i år, hvilket var rart. Måske var det en af faktorerne, der var medvirkende til, at festivalen havde flere besøgende i år? Det lader til, at Forma Nova langsomt skal vokse – og det håber jeg, den gør.
Det er nok de færreste steder her til lands, at du – under samme tag eller i det hele taget – kan opleve det, som Forma Nova kan levere. Her bliver kunstnerne hele festivalen og er en del af publikum. Det hele er dejligt nede på jorden.
De lidt Mogwai-inspirerede svenskere i September Malevolence spillede en af festivalens første koncerter og endte også med at spille den sidste – annonceret på festivalens sidste dag. De havde tilbragt en masse timer i et af øvelokalerne i Ungdommens Hus og havde brygget nye toner sammen. Derfor fik publikum et helt nyt sæt som afslutning. Forma Nova har plads til, at programmet skrider lidt, og at nye ting opstår.
Som da DJ Noianiz som sidste act en aften midt i sit øredøvende trademark gabba drum’n’bass-set råbte til arrangørerne: “I bliver nødt til at sige, jeg skal stoppe. Ellers bliver jeg ved!” Da havde han spillet i to en halv time – hvor den første time havde været en fornem opvisning i, hvordan man mixer old school electro-akustisk musik sammen med tibetanske chants, vokal-avantgarde og gamle horror-soundtracks. Hele tiden to lag lyd fra sød, knitrende vinyl. En eminent udført cocktail.
Århusianske NAND debuterede live med fløjlsbløde melodier i short circuit fuck-up noiset breakcore. Paddington DC støvede de gamle trommemaskiner og Casio-keyboards af i en strøm kluntet pop, mens Dialog Cet sparkede mås i en bebrillet kloning af The Hives og Pavement. Audrey krydsede Low, Scout Niblett og Cat Power med en knivspids Björk-accent. Lasse Marhaug kreerede en støjmur, der gik i kroppen på formentligt samme måde som et maskinrum på en gammel Storebæltsfærge ville gøre det, hvis man lå på gulvet i det. Tyske Plokk spillede instrumentalrock med et snert af freejazz så kompetent, at man blev helt forpustet.
Musikken er ikke det hele
En festival er dog ikke kun musik. Beliggenhed og faciliteter bidrager også til den samlede oplevelse. Forma Nova-spillestedernes størrelse og opbygning gør, at man selv kan bestemme, om man vil have den intime koncert helt tæt på eller stå bagerst og nyde den. Begge spillesteder ligger lige i midten af Fredericia, hvor der er let adgang til almindelige butikker. Her kan mad jo kan købes for billige penge (dog ville jeg give min højre arm for opskriften på den vegetariske ret, som caféen i Ungdommens Hus serverede på sidstedagen, ’A Bloody Sunrize Over the Cheasy Shanghai Bay Area’), og lige ved Ungdommens Hus ligger græsplænen, der gør det ud for teltpladsen. Alt er inden for rækkevidde. Og med en tre-dages billet til bare 180 kroner, kan man mæske sig i gode musikoplevelser uden at blive flået. Desuden startede musikprogrammet hver dag kl. 18, så der var tid nok til at nyde solen på havnen eller stranden – eller tage turen til byens svømmehal med vandland.
Så hey, indrøm det. Hvis du kan lide bare lidt af disse musikgenrer eller elsker overraskelsesmomentet, så har du ingen undskyldning for at blive væk næste år.
