For nyligt var jeg til et velgørenhedsarrangement – for Palæstina – og få minutter efter, jeg var ankommet, gik One Year From Home på scenen. Jeg skal dog blankt indrømme, at jeg så godt som intet husker fra selve koncerten. Det både forundrer og bedrøver mig den dag i dag, for det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at det har været en meget positiv oplevelse at stifte bekendtskab med dem.
Imens lytteprocessen har stået på, har jeg flere gange taget mig selv i at ligge på mit gulv med en øl i hånden, stirrende op i loftet, mens One Year From Home har beroliget mine flossede nerver. For det er ganske enkelt umuligt at være stresset, når de beroligende toner fra The Strip strømmer ud af højtaleren. Man går fra at være på vanviddets rand over menneskemængden i byen og forhindringsløbet mellem barnevognene på fortorvet til, at dagen pludselig bliver ukompliceret og let som den første sommerdag.
The Strip er betegnelsen for fem numre, der både giver mig følelsen af at høre noget nyt og spændende og samtidig er en deja-vu-oplevelse. Den oplevelse skabes i høj grad af den genkendelige natur af flere af numrene. Som det ene nummer med den akustiske guitar, den karakteristiske lyd af akkordskifte og den fløjlsbløde vokal, som vi kender det fra f.eks. Oasis’ ”Married With Children” og Suedes dobbeltnummer ”Untitled… Morning”. Begge akustiske numre på ellers meget traditionelle rockalbums. Det giver en følelse af, på sin vis, at kende numrene på forhånd.
Det gælder især det dejligt uprætentiøse ”In the Morning” med den akustiske og den elektriske guitars enkle samspil og Mads Brinch Nielsens bløde vokal og toneleje. Man kan sige om The Strip, at de fem numre kører lidt ensformigt i det samme melankolske, afslappede spor, men det gør faktisk ikke noget. For selvom formlen stort set er den samme pladen igennem, fungerer den bestemt efter hensigten.
Netop det faktum, at den utroligt simple formel virker, viser, at One Year From Home holder fokus. Musikken, som de laver den, kommer i første række. Man fornemmer, at flere af numrene sagtens kunne sparkes op i et højere gear, gøres mere rockede, hvis der var et behov for det. Behovet er der bare ikke, og ‘hvad publikum vil have’ må de finde andetsteds, for der bliver bestemt ikke leflet for det her. Her får du tilbudt fem ganske ukomplicerede popsange, take it or leave it.
Sammenligningen med diverse britpop/rock-bands holder dog på ingen måde vand, hvis man ser på udgivelsen som helhed. One Year From Home lægger sig langt mere op af folkrocken med sit simple og upolerede udtryk. Bandet viser, at de med ganske få virkemidler kan skabe gode og enkle popnumre som eksempelvis åbningsnummeret ”Once I Saw You”. Med kun knapt to et halvt minutters spilletid og en struktur af simple bas- og trommerytmer skiller det sig ud som pladens vel nok stærkeste nummer på en ep, hvor der ikke rigtig er noget, der rammer forkert, men samtidig heller ikke er noget, der for alvor springer i øjnene.
The Strip er enkel, veludført og helt igennem behagelig.
