Primus, 10.07.11, Store Vega, København

13 år er lang tid at holde pause. Ganske vist har de tre bastarder i Primus ikke holdt decideret pause i så lang tid, men faktum er, at det i al fald er 13 år siden, man sidst kunne se trioen på dansk grund. Anledningen var en fuldstændig udsolgt europæisk turné som en forløber for bandets ottende album, Green Naugahyde, der udkommer til september. Kulissen var Vega, som først i allersidste sekund var fyldt op med et publikum, der alle var klar til at overvære Les Claypool og co.’s længe ventede comeback.

Stemningen var ellers slået an af den mindst lige så aparte trio Hot Head Show, der med Jordan Copeland, søn af ‘I ved, ham dér, der spiller trommer i The Police’, speedsnakkede såvel som -spillede sig igennem et hav af skæve taktarter og ret så ekstravagante kompositioner. Vokalmæssigt druknede de dog for det meste i det virvar af trommer, bas og guitar, som stod på i små tre kvarter, hvilket også senere skulle vise sig at gælde for Primus’ vedkommende. En stor ros skal dog gives til opvarmningstrioen for at få indsat det, der virkede som en spontan trommesolo, da G-strengen på Copelands guitar sprang. Det professionelle udtryk har de i al fald i orden, og man forstår udmærket, hvorfor Les Claypool også havde trioen med som opvarmning på sin egen solo-turné.

Så var det ellers også blevet tid til aftenens hovednavn, som lagde ud med en hyldest til dem selv i form af “Here Come the Bastards” fra det nu 20 år gamle album Sailing the Seas of Cheese og herefter den ret så skæve “Duchess and the Proverbial Mindspread” fra det noget nyere Brown Album. Og præcis som med Hot Head Show, så falder Claypools vokal alt for ofte ud i forhold til resten af musikken, hvilket også blev yderligere eksemplificeret under “Hennepin Crawler” fra det kommende album, hvor en god blanding af publikums manglende kendskab til lyrik såvel som musik samt den førnævnte vokalmæssige problematik resulterede i et publikum, der mere eller mindre tavse og ubevægelige stod og betragtede trioen på scenen.

Og Green Naugahyde blev da også et stort omdrejningspunkt for koncerten, hvor numre som “Lee Van Cleef”, “Tragedy’s A’ Comin'” samt ekstranummeret “Moron TV” gik rent ind live. Desværre blev det også til nogle mere trivielle kompositioner fra bandets side, som for eksempel “The Green Ranger”, der igen skabte stilstand blandt publikum, hvilket ikke blev et engangstilfælde. For selvom publikumsfavoritter som “Harold of the Rocks”, “Bob” og “Groundhogs Day” også blev fremført, så bestod netop disse numre af lange jam-passager, der bestemt var imponerende at være vidne til, men samtidig, hvis disse nu engang havde været droppet, kunne have skabt plads til i hvert fald tre yderligere numre fra trioens store bagkatalog.

Jovist, så spillede de da “Jerry Was a Racecar Driver”, “Mr. Knowitall” og “The Toys Go Winding Down”, hvilket også resulterede i jubelråb og intens hoppen og skubben fra den forreste del af salen. Og jovist, så var Claypool stadig en sand basvirtuos, Ler var stadig et stille, men livsvigtigt element på scenen, og Jay Lane var en sand fornøjelse at se på samt en glimrende gammel nytilkommer i det band, som han forlod tilbage i 1988.

Men alderen er begyndt at kunne mærkes på Primus. Claypool bevægede sig sjældent mere end halvanden meter væk fra mikrofonstativet, majoriteten af numrene er skruet ned i tempo, og selvom den skæve humor, der er essensen af bandets musik og udtryk, stadig er intakt, så var der ligeledes skruet ned for den publikumsinteraktivitet mellem numrene, der plejer at være en god del af til Primus-koncerter. Den enkelte mellemsangsmonolog om La Londes guitar/trøje-farvekombination, som vi dog blev præsenteret for, fik til gengæld samtlige blandt publikum til at trække på smilebåndet, hvilket i høj grad bekræftede min teori om, at de tre bastarder stadig er legende teenagere fanget i aldrende mænds kroppe.

For selvfølgelig er det ærgerligt at skulle indrømme, men mit yndlingsband er blevet gammelt. Det er, fuldt forståeligt, ikke det samme band på scenen som den hyperenergiske trio, der for eksempel spillede verden tynd i den sagnomspundne tid, som vi kalder 90’erne. Men den nostalgiske følelse, man fik af endelig at se sine idoler i levende live, reddede alligevel aftenen en god del af vejen. Jeg håber og beder til, at koncerten i aftes var et resultat af noget resterende rust i Primus-maskineriet efter en opstart med ny trommeslager og en mangel på at være et decideret band, som de var i 90’erne. Og så må bandet for Guds skyld være med at lade os vente yderligere 13 år på, at de igen står på en dansk koncertscene.