There Is.
Bum. Endnu en af disse livets sandheder.
‘Der er’ – og deriblandt er også engelske Jono McCleery og pladeudspil nr. to.
McCleery synger den hvide mands soul. Med musik hentet fra folk og r’n’b og en sjælfuld stemme sang han sig til en crowdfunding stor nok til i 2008 at udgive debutalbummet Darkest Light. Med There Is har også det engelske pladeselskab Ninja Tune set et potentiale i at støtte den følsomme mand, der er så hvid, at det tangerer det gennemsigtige. Samarbejdet har føjet en elektronisk kant til McCleerys stil i form af en række beats og i sjældnere grad breaks, der uvilkårligt leder tanken over på landsmanden James Blakes dubsteppede r’n’b.
Åbningsnummeret “Fear” byder på en soulet vokal, der får modspil af et skarpt beat og blødes op påny med bas og spansk guitar. Tempoet er langsomt, guitaren og vokalen lyder ualmindelig smooth sammen, og det hele er lige ved at kamme over i melankolsk sødme. Men beatet og de forskellige metalliske klange giver baggrunden en kant, der får nummeret til at balancere. “Wonderful Life” bærer sødmen videre i teksten med McCleerys allestedsnærværende budskab om, at solen vil skinne igen efter skybruddet. Men igen afholder den elektroniske klangbund nummeret fra at blive helt tandløst. There Is byder dog desværre ikke på lige så tydelige formeksperimenter, som Blakes “Klavierwerke” og “CMYK” eller umiddelbare hits som Blakes cover af Feists “The Limit to Your Love”.
Albummets inspirationer rækker også tilbage i tiden. Stort troner singer/songwritere som John Martyn og Jeff Buckley i McCleerys selvforståelse. Ud over de to sangeres store stemmer trækker McCleerys lyd også tråde til José González’ akustiske guitarspil og fokus på vokal, som på “Fear”. “Garden”, der blander mørk og enkel sangskrivning med orkestrale passager, bringer mindelser om Nick Drake. Det samme gør sig gældende for “Tomorrow”, der indledes med fire minutters instrumental musik for at glide over i et stykke charmerende r’n’b, der dog føles noget kort efter den lange indledning, der ikke markerer sig stærkt nok til at holde interessen. Et noget mere markant spring væk fra pladens samlede lyd tager a capella-nummeret “Raise Me”, måske som en musikhistorisk kommentar, da nummeret lyder som et eksempel på, hvordan den hvide mand udtrykte sin sjæl, dengang afroamerikanerne fik tag på r’n’b.
There Is er lyden af regnvejrsdage, blødhed, hvid chokolade og androiden – mennesket og mekanikken, der her mødes i et meget ømt, men også velspillet samarbejde. Men netop fornemmelsen af at sidde med et værk, der er pudset til det skinner, gør, at musikken ikke trænger sig på, men til tider bliver så smooth, at man helt glemmer, at man lytter.
