Plader

Kirsten & Marie: Newspeak

Længe ventet debutalbum fra de musikalske tvillinger har mange fine øjeblikke og varsler stort talent. Desværre drukner den gode melodi ofte i strygere og lidt for teatralske vokalharmonier.

Hvis min søster og jeg, da vi som teenagere gik til guitar sammen på den lokale musikskole, havde været bare halvt så dygtige og søde som Kirsten og Marie, ville både vores forældre og guitarlærer utvivlsomt have været lykkelige.

Da jeg i forbindelse med sidste års Roskilde Festival hørte tvillingeduoen for første gang, blev jeg med det samme lidt begejstret. Singlen “My Dear” fra den nu to år gamle selvbetitlede ep blev – i kølvandet på pigernes optræden på Pavillion Junior-scenen – lidt af et (velfortjent) indie-hit med sit naive guitarfingerspil, der lød umiskendeligt som tonerne til børnesangen om tommelfingeren. Den charmerende blanding af lige dele ungpigeuskyld og singer/songwriter-talent har gjort duoen til et navn, der er værd holde øje med i den danske undergrund, og man kan vel ligefrem tale om en decideret hype af debutalbummet Newspeak. Derfor er det med pænt store forhåbninger, at jeg trykker play.

Det lover da også godt med det fremragende åbningsnummer “The Moon”, “Venus Descending (Part One)” og den kåde førstesingle “Na Na NaNa NaNa NaNa”, hvis 60’er-agtige lyd trækker fornemme tråde tilbage til især Nick Drake. Newspeak videreudvikler den intelligente folkpop, der blev lagt grundstenen til på debut-ep’en, med ofte snørklede sangstrukturer og vokalharmonier som det bærende element. Lydbilledet får her en ekstra dimension med det lag af violin og cello, der har en meget fremtrædende placering på stort set alle albummets skæringer. Desværre lidt for fremtrædende.

Der er mange meget fine øjeblikke på Newspeak. For mig fungerer Kirsten & Marie bare bedst i de mest sjældne af slagsen, hvor vokalerne holdes nede i toneleje, og de gode melodier, som klaveret og især Kirstens herligt nørdede guitarfingerspil fremdriver, får lov til at udfolde sig uden at drukne i strygere. Ingen tvivl om at pigerne både har meget på hjerte og er teknisk dygtige, men udtrykket bliver alligevel ofte for stillestående og lidt kedeligt. Og det til trods for, at der både musikalsk og lyrisk er masser af underliggende dysterhed til at give pigernes sarte udtryk en bittersød bismag.  De enæggede tvillingers vokaler er næsten identiske, og når de spiller allerbedst sammen, skaber de et sælsomt ekkorum, drømmende og ildevarslende, fint og kraftfuldt på samme tid. Det er gys lidt a la Twin Peaks, hvor Julee Cruises dream pop virker så fin på overfladen, men dog er så sørgmodig ved nærmere eftersyn. Kirsten & Marie forstår at fremmane sådanne stemninger til fulde.

Udtrykket balancerer dog på en knivsæg, hvor det let er i fare for at blive for skingert og højstemt. Særligt i “Running (Revisited)” og “Rosa White” lyder pigerne teatralske på grænsen til det anstrengende, og jeg får mest af alt lyst til at skrue ned. De storladne arrangementer er dygtigt lavet, men hvor ville det klæde pigerne med en mere umiddelbar, mindre højtidelig og poserende lyd. Alt for ofte tager jeg mig selv i at blive mere irriteret end forført.

Newspeak har været relativt længe undervejs, og det er tydeligt, at der er blevet kælet for alle detaljer i produktionen. Det er ganske imponerende, at to så unge musikere kan fremstå så stilsikre og modne, som det er tilfældet her. Men måske er problemet, at Kirsten & Marie bliver for raffinerede og fortænkte i deres udtryk. Ambitionerne er store, som de naturligvis vil være, når hele indie-Danmark venter i spænding, og anmelderne har udråbt “det næste store håb”. Heldigvis har Kirsten & Marie masser af tid til forløse det store talent. Jeg vil glæde mig til at høre fremtidige udspil fra duoen, der bestemt har potentiale i international klasse.

★★★½☆☆

Leave a Reply