Plader

Arcane Roots: Left Fire

Skrevet af Klaus Thodsen

Debutalbummet fra engelske Arcane Roots byder på mere overskud, end det er normen fra et debuterende band. At tage live-versioner af egne numre med på sit første album, vidner om en selvsikkerhed, der lover godt for fremtiden.

Indrømmet, det er meget sjældent, at mine tanker frivilligt vandrer i Tim Christensens retning, selvom han da både er sød og dygtig. Ikke desto mindre er det sket mange gange, mens jeg har lyttet til Arcane Roots og ikke mindst forsanger Andrew Groves. Hans vokal minder i slående grad om Christensens, omend den fremstår lidt mere skinger. Men det vender vi tilbage til.

Left Fire kommer som album rigtig godt fra land. Det rolige instrumentale åbningsnummer “Aus Blauderen Verederen, Dus Moet Ik”, bliver fadet langsomt ind. En lille guitarsolo fra Groves lægger perfekt op til, at nummeret fortsætter direkte over til det efterfølgende “In This Town of Such Weather”. Her er roen afskaffet fuldstændig, tempoet skruet helt i vejret, Groves skriger af sine lungers fulde kraft, mens akkorderne flyver op og ned af gribebrættet. Kun afbrudt af små passager, hvor der lige præcis er plads til en smule skønsang. Og det er her, at føromtalte Tim Christensen kommer snigende ind i billedet. Sangens omkvæd vækker nemlig minder. »Keep falling down, down, down, down, down«” – både vokalen og gentagelsen af omkvædets sidste ord er som taget ud af Tim Christensens univers. Umiddelbart ville jeg ikke have spået ham til at fungere ret godt i et mathrock-univers, men dér var jeg forkert på den. For det virker rigtig godt.

Gennem hele pladen er der er en god vekslen mellem de hårde og de afslappede momenter. På et nummer som ”Rouen” startes der med roligt guitarspil, mens Groves’ bløde vokal lidt dovent svæver over musikken. Pludselig bliver guitaren tør og støjende, og den kantede mathrock bryder igen ud i lys lue. Den afbrydes nu og da i små intervaller, hvor omkvædet »So what are you waiting for?« gentages om og om igen, hvorefter lydmuren på ny sprænges.

Afslutningen af pladen forekommer en anelse rodet. Nummeret “Habibty”, der i første omgang kun måler 32 sekunder, får en ny chance to numre længere nede af listen, hvor “Habibty (Extended)” breder sig over mere end fire minutter. Hvor det i første omgang er et akustisk nummer med lidt blid vokal, er det i anden omgang et mere hårdtslående stykke rockmusik, der ikke har meget lighed med forgængeren.

Derudover får man “You Are” og “Rouen” i en live og akustisk udgave. Hvor “You Are” oprindeligt er et ret fedt nummer, lader live-versionen meget tilbage at ønske. Det fremstår uinspireret og slet ikke så gennemtænkt, som tilfældet er med resten af pladen. “Rouen” er i sin live-version noget mere tro mod originalen. En kvindevokal åbner nummeret i lækker soul-stil, og længe høres kun et par guitarstrenge i det fjerne, mens scenen langsomt bliver sat. Det er en virkelig fed og ikke mindst overraskende måde at slutte sin debutplade af på, og selvom duetten med Groves ikke vil gå over i historien, er det sgu fedt alligevel.

★★★★☆☆

Leave a Reply