Året er 2006. Jeg er 15-16 år gammel og er lige startet på gymnasiet. Trentemøller er “the shit”, som dominerer dansegulv og P3 på lige overbevisende vis. Specielt vokalversionen af “Moan” slår igennem i radioen, og det er også takket være en spændende ny stemme. Ane Trolle var navnet, og lige siden har jeg spidset ører, hver gang der var nyt om hendes musikalske eskapader. Den charmerende, sjælfulde og støvede vokal samt de melankolske og finurlige tekster på både dansk og engelsk er en blanding, der går lige i hjertet på mig.
Året er nu 2009, jeg er færdig på gymnasiet, og Ane Trolles musikalske talent er mere klart end nogensinde. Ikke nok med at hun er dygtig til at synge, hendes evne til konstant at forny og udfordre sig selv gennem utroligt god smag i samarbejdspartnere er et spændende pift på den danske musikscene. En perlerække af danske kunstnere som Trentemøller, Peder, Pato Siebenhaar, Josephine Philip, Anders “Ormen” Christophersen og Blæs Bukki har gjort, at Ane Trolles lyd har været omskiftelig, men altid har kvaliteten været i top. Efter Trolle//Siebenhaar, JaConfetti og særligt Balstyrko var hypen ustyrlig, og som så mange andre ventede jeg spændt på det næste træk og måske et soloalbum.
Næsten fire år senere… En næsten ulidelig stilhed har omgivet navnet Ane Trolle. Kun den hemmelighedsfulde udgivelse af eksperimentet 100 Years Ago med Maria Timm, en rolle i forestillingen “Voices” og et enkelt nummer fra et amerikansk projekt med navnet “Lucy & the Cloud Parade” er det blevet til.
Hypen er så godt som død, men når man hører Honest Wall, mærker man, at tiden ikke er spildt. Trolle har tydeligvis brugt tiden på at stykke alle disse tidligere projekter sammen og derved finde en lyd, der ikke minder om noget, hun tidligere har lavet. Den er melankolsk, storslået, skrøbelig, stærk, pop, soul, folk, rock, men vigtigst af alt er hendes lyd utroligt meget hende. Ane Trolles stemme er simpelthen et så unikt instrument i sig selv, at det er uden pointe konstant at sammenligne det med andre bands, tidligere projekter eller statiske genre-benævnelser.
Bedst er det i numre som det hypnotiserende “Every Reason Not To”, der arbejder med et kontrastfyldt lydbillede med skæve poppede synths, march-trommer og en guitar, der vækker minder om melodierne fra det altid fantastiske “Twin Peaks”-soundtrack. Over alle disse forskellige instrumenter og stilarter formår Trolle at sammensætte en helhed, der drager én ind i hendes sind, ind i hendes verden.
Dette univers defineres videre på en lang række stærke og stemningsfulde numre, bl.a. “Two-Faced”, “The Remedy” og de stærke instrumentale stykker på “Algae & Bottles”. Førstesinglen “Honest Wall” er stadig et af albummets højdepunkter. Her sætter Trolle sig virkelig igennem og får iscenesat sin utrolig flotte vokal over et beat, der minder om noget, der kunne være produceret af hendes tidligere samarbejdspartner Peder, men i essensen stadig er 100 procent Ane Trolle.
Kritikpunkterne er ikke mange. “100 People” er en smule let i det, og både “Tournament” og “Ribbon Arms” lyder som et afsluttende nummer. Det havde været bedre for helheden på pladen, hvis der kun havde været ét af de to. Disse problemer skæmmer dog ikke pladens stemning og følelsen af sammenhæng. Det sker dog desværre på andensinglen “Rooftop”. Jeg skal ikke kunne sige, hvad Ane Trolle, hendes samarbejdspartner Peter Leth eller pladeselskabet ArtPeople har tænkt, men resultatet er utrolig kønsløst og meget lidt “Ane Trolle”, i hvert fald den Ane Trolle, der ellers figurerer på albummets resterende 11 numre.
Honest Wall er Trolles solodebut, men hun er langtfra en debuterende sangerinde, og det kan mærkes. Hendes vokal er moden og stærk, og siden den hviskende og skrøbelige stil, der vandt så mange hjerter med “Moan”, er der sket virkelig meget. Der er en utrolig autoritet og sikkerhed over det, hun synger; hun tør at bruge hele spektret og holder sig ikke kun til det, der tidligere har virket. Denne videreudvikling er ønskværdig for en sangerinde, men decideret nødvendig for en solist. Ved at have så utrolig stærk en stemme trækker Ane Trolle lytteren gennem sit sind, gennem sine tanker og følelser, og albummet ender med at være en stor oplevelse.
