Alle forandringer er svære ved første øjekast. Om det er alderens luner fra barn til voksen eller situationer, der pludselig ændrer sig, vil de altid blive mødt, som var det en forhindring, der skal overvindes, hvor gevinsten er erfaring og livsfremdrift. Men selvom forandringer ikke altid er fryd og gammen, er de nødvendige.
Også Phil Jones trængte til ny luft. Som keyboardspiller i Washed Out har han været med på chillwavebølgen ligesom Toro Y Moi, Memory Tapes og Neon Indian. Men nu er der kommet andre boller på suppen, for Jones har startet Dog Bite. Her er han herre i eget hus. Ændringen virker på ingen måde som en hæmsko for Jones, der blomstrer på sin solodebut, Velvet Changes.
Der er chillwave-elementer hos Dog Bite. Men mest af alt er Phil Jones’ nye projekt melankoli, der går på store Sankt Bernhard-poter, mens lydbilledet er pjusket som en skotsk terrier, men alligevel har schæferskarpe tænder.
Man skal bare lytte til “Prettiest Pills” for at få dette demonstreret. Et let, raslende beat og gedigne rockede guitarriffs åbner sangen. En mere skarpladt, lys guitarfigur kommer til, Jones’ længselsfulde stemme springer frem, og det fængende omkvæd sætter ind: »You all alone alone alone / You all alone alone alone.« Og den slags er der meget mere af på debuten, der har et varieret udtryk, dog altid med vemod som den røde tråd og forandringer som tematik.
“Forever, Until” er begyndelsen på den rejse gennem Dog Bites poppede drømmende univers, som Velvet Changes præsenterer. Lyden er her mere fantaserende med sine flotte og forskellige guitartemaer, og igen stræber Jones’ vokal længselsfuldt efter noget tabt. Ikke en særlig hidsig start, men utrolig stemningsfyldt og bevægende.
Tempoet er generelt ikke særlig højt, og det bidrager til den tilbagelænede stemning, som ligger som en tyk tåge over hver skæring sammen med forandringens skisma. Den ligefremme “Holiday Man” er undtagelsen, der bekræfter reglen. Med sin relativt korte varighed og sit hakkende beat er den lidt mindre sorgmodig, om end guitaren stadig er uheldsvanger. Perfekt og smukt letbenet.
“Native American” beskriver til gengæld meget godt den disede atmosfære, som Velvet Changes for det meste svæver i. »Let’s not rush,« lyder det, og det er et meget rammende budskab for debuten. Denne konstatering er på ingen måde en kritik, for fremdriften er der alligevel, og man keder sig ikke på et eneste tidspunkt i selskab med Dog Bite – heller ikke selv om man til tider tager sig selv i at fundere over livets forandringer.
Guitarfigurerne i den indierockede “Supersoaker” er overordentlig medrivende, og linjen »what’s the point letting me down now?« supplerer sangens i forvejen triste lune nydeligt. “My Mary” humper mere derudaf med sylespidse guitartoner og et langsomt beat, der meget godt afspejler den lige så døsige vokal. Teksten er tungsindig som en bokserhunds ansigt: »I need you, Mary / you are my only survival,« og man tror hans ord, fordi hans glimrende intonation og simple, direkte sprog overbeviser én om ordenes tyngde. Begge sange er fornemme beviser på Dog Bites tag om melodiens væsen.
Højdepunktet kommer i “No Sharing” med melodiske guitarer og en trist synthesizer i baggrunden. Det, der især gør sangen inderligt smuk og udtryksfuld, er, at der er plads til vildskab i form af en bombastisk instrumental passage, som pensler kontrasten mellem det melankolske og desperate yndefuldt op, og så behandles forandringstemaet flot gennem teksten.
Livet er fuldt af kolbøtter og omvæltninger. Men lidt ligesom der skal være lys, før der kan være mørke, skal der også være forhindringer, før der kommer fremskridt. Med Dog Bite har Phil Jones foretaget et skift. Ikke så meget musikalsk som mentalt. Fra at være et sted i livet, hvor han ikke rigtig gad noget, har han samlet sig selv op og grebet ud efter drømmen om et soloprojekt. Stedet, han er landet, er Velvet Changes, som er en plade med fløjlsblød melankoli og tågede stemninger. Rent ud sagt en fantastisk plade med blot få fodfejl, og Jones befinder sig rigtig godt i rollen som soloartist.
