Det syder og bobler på den danske psykedeliske scene i øjeblikket. Det er næsten ikke til at høre sig mæt i wah-pedaler, langhårede hippiefolk med spliffs & rumskibssusen plus forsvindende vokaler. Oven i det synes de dansksprogede tekstuniverser at vokse frem i efterdønningerne fra stadigt ulmende Spids Nøgenhat i bands som Elevatorfører, Grævling, Afdeling P og hvad har vi. Alt i alt et produktivt og spirende miljø med stærke DIY-tendenser og tilbøjeligheder mod det frie, ukontrollerede og udsyrede, hvor en del aktivitet er centreret omkring det ret nye miniselskab Levitation Records og også udgivelsesplatformen Red Tape.
Et af de mest aktive bands på scenen, Papir, udgav deres selvbetitlede debutalbum via Red Tape, og det var med Papir som hovednavn, at jeg første gang stødte på odenseaner-/københavnerbandet The Road to Suicide.
I slutningen af januar spillede sekstetten opvarmning til Papirs pladerelease på den altid farlige torsdagsfælde, Drone. Her stod åbningsnummeret på den nyudgivede split-lp, “Sleepers”, ud som en lysende spaceperle – og det gør det stadig. Skrattende guitaranslag cirkulerer, inden en lys og klagende guitargentagelse lokker melodien af sted, og Niclas Christiansens vokal toner frem i baggrunden. Trommerne kommer først på senere, og ligesom The Road to Suicides trommeslager, Jens Aagaard, excellerede i til koncerten på Drone i januar, er det næsten umuligt ikke at bøje hovedet let forover og lade håret svinge frem og tilbage i langsomme shoegazerulninger.
Den klimakssøgende opskrift for “Sleepers” er både lettere forudsigelig og yderst veludført. Den lyse guitarklagen, der lokkes med i starten af nummeret, vender tilbage efter et fravær, og herligheden toppes af med blød bas, skrattende guitarstøj og sløve trommer, inden der åbnes for alle sluser i et naturligt genopstandelsespunkt. Genopstandelse? Ja sgu. Triumfen er den vedholdende insisteren på en letargisk klagende og næsten jamrende guitarmelodi, der lægger sig som en sirenes kalden forrest i lydbilledet. Det tætteste, man vel kommer på et psychhit.
De to resterende numre på The Road to Suicides side af split-lp’en lader – som på “Sleepers” – en guitar indtage den lydmæssige førsteplads i mikset af den vedholdende lydmur. I det afsluttende nummer “Looking for water” indhyller en sitar lytteren i et kalejdoskopisk trancehav, og selvom det mere er syrens gentagelser frem for en melodiøs og arrangementsmæssige kulmination, der står for den hypnotiske inklusion, er nummeret endnu et godt bud på musik at forsvinde ind i.
Split består af i alt af seks numre fordelt på hver sin side af en 12″-lp, og på pladens anden side finder man aarhusianske Spökraket. Bandet blev dannet i 2010 og udgav deres første plade, All Art Is Propaganda, i 2012. Udgivelsen var overordnet set præget af en fri forholden sig til lydmønstre og akser, der krydsede hinanden og sig selv, og som måske lod lytteren tilbage med et ønske om mere drive. Måske en form for tidslig udvikling eller fornemmelse i et meget rummeligt lydbillede, hvad ved jeg.
I Spökrakets første nummer på split-lp’en, “Climb So High”, er problemet lidt det samme som på nogle af numrene fra All Art Is Propaganda. Gentagelserne lader ikke lytteren fortabe sig i mønstrene, men ender med at tabe sig selv i stedet. De synes ikke at komme nogen vegne, og især trommernes lidt søvnige rytme og løse greb lader dynamikken gå fløjten, så det samlede lydbillede står i stampe.
Et rungende inferno af et mellemstykke i nummeret “Interlude” bevæger sig direkte over i den støjende og monumentalt monotone “Repetition Will Save Your Life”, der vælter rå og buldrende shoegaze ud over lytteren. En meget enkel og støjende guitarmelodi lægger sig efterhånden som godstogets forreste vogn, og efter ca. syv minutter skratter det hele af uden egentlig at have sat sit præg i øregangen. Dertil er krautgrebet blevet løsnet for meget, og den langsomme monotoni har tabt sig selv et sted på skinnerne bagude.
På bandets hjemmeside kan man i dets manifest læse, at »Spökraket er et sonisk eksperiment, der tilbyder (…) ekskursioner ind i repetitionens kunst.« Beklager i øvrigt mine dårlige oversættelsesevner fra engelsk til dansk. Manifestet er som sådan særdeles beundringsværdigt, men for at tage Spökraket på ordet, så ender det med at være en ekskursion for ekskursionens skyld. Med andre ord en udflugt, der synes primært at inkludere dem, der står for udførelsen af turen, frem for os, der har opsøgt den. Måske er det, fordi bandet synes at insistere på at optage direkte i deres øvelokale, der bl.a. rummer to Fostex 8-spors- og 16-spors-båndoptagere. Det sikrer formentlig en autentisk lyd, men hvad gør det, hvis man har tabt interessen for at lytte efter undervejs?
Både Spökraket og The Road to Suicide arbejder på fuldlængdealbums i øjeblikket, som vist udgives i efteråret 2013. Derudover spiller de to bands fælles releasekoncert lørdag d. 15. juni på UnderWerket i Valby.
The Road to Suicide:
Spökraket:
