James Holden trancetripper en tur forbi Apollo med sin eklektiske electronica.
Universelle følelser, stramme jeans og mundharmonika
Top 5 over rock- og indienavne på Roskilde Festival 2014? Jamen, det skulle man da snildt kunne få stablet på benene, eller hvad? For hvad er efterhånden ikke en lille smule rocket og en lille smule indie, og hvor meget af begge skal man have på genrekontoen for at komme med om bord? Jeg aner det ikke. På Roskilde-plakaten vrimler det med genreudfordrende konstellationer, der giver enhver musikskribent kamp til stregen. Ikke desto mindre: fem rock-/indiebands, du ikke må gå glip af på dette års festival. Hvad har de tilfælles?, spørger du. Ikke noget særligt, men de er fa’me fe’e.
Da The Horrors dukkede op på den britiske musikscene for første gang, var de ethvert emokids vådeste drøm. Med vildt, sort hår, overmalede ditto jeans og en rimelig dyster debutplade, Strange House (2007), blev de først kategoriseret som gothrock. Men som så mange andre, der engang havde et overforbrug af sort eyeliner, er de blevet mere afdæmpede med tiden, og der må siges at være ret langt fra debuten til den netop udkomne Luminous (2014). Med et langt mere velpoleret og ikke mindst catchy sangunivers indtager de festivalens nye scene Avalon søndag aften – en koncert, der meget vel bliver din bedste chance for at se bandet, som netop har aflyst deres koncert i Pumpehuset til december.
Et band, der til gengæld ikke mangler spilletid på hverken spillesteder eller festivaler, er den nye charmeduo Cancer bestående af Kristian Finne Kristensen fra Chorus Grant og Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine. Cancer var i lang tid et lidt sagnomspundet band, der kun kunne opleves live et par gange, men de har netop udgivet debut-minialbummet Ragazzi, der har fået mangt en anmelder til at klappe i sine små hænder. For Undertoners anmelder er udspillet »utrolig let at holde af,« og mon ikke de fleste vil holde af duoen, når de lindrer festivalhovederne fredag formiddag på Pavilion?
Når tømmermændene er drevet over, kan man stille og roligt begynde at gøre klar til én af festivalens stærke bookinger. Britiske Mogwai, der efterhånden sidder ret solidt på postrock-tronen og sjældent efterlader publikum skuffede, hverken live eller på plade, spiller på Arena fredag aften. Selvom den seneste plade Rave Tapes fra i år synes at adskille sig fra bagkataloget, er Mogwai stadig et af den slags bands, der ofte bringer de helt store følelser frem i lytterne, til trods for at langt de færreste sange har egentlige tekster. Med en helt uovertruffen og storladen lyd, formår briterne på samme måde som islændingene i Sigur Rós at fortrylle sit publikum.
Er man lidt mindre til de store følelser og lidt mere til den gode fest, er The Men ikke et dårligt bud. De spillede tidligere i år på Loppen og vender nu tilbage på dansk jord til en koncert lørdag aften på Pavilion. På det nyeste album Tomorrow’s Hits (2014) er der næsten gået helt The Beatles i bandet, der ellers har støjet noget mere tidligere. Med uh-uh-kor, mundharmonika og glade melodier er de et udmærket sommersoundtrack til årets festival, hvor de forhåbentlig også har medbragt nogle af deres gamle godter fra Immaculada (2010) og Leave Home (2011).
Apropos morgendagens hits kunne amerikanske EMA godt komme til at tegne sig for et par stykker. Åbningsnummeret fra 2014-albummet The Future’s Void, ”Satelittes” er i hvert fald godt på vej til at blive det. Og hvorfor ikke? Unge, hårdtslående kvinder med mere end kærestefnidder på radaren har været i støt stigende kurs på musikscenen, så hendes timing kunne næsten ikke være bedre. Hendes opskrift er langtfra ny, og alligevel er der noget forfriskende over den. Og særligt på det seneste udspil, hvor et lidt mere iltert tempo har taget over efter de noget sløve guitarer på Past Life Martyred Saints fra 2011. Én ting er i hvert fald sikker: EMA er intet dårligt alternativ til girlpower-genren, hvis du også efterhånden har fået nok af Mø-hypen. (CZ)
Klikke, knitre, kratte – elektronik i smatten
Har du allerede overværet Moderats bastunge og synth-søsyge dansefest i DR’s Koncerthus? Var du på pletten, da Forest Swords i februar bragte deres mytologiske og organisk knagende og susende lydlandskaber til Jazzhouse? Eller var du en af de heldige, der fik billet, da Nicolas Jaar og Dave Harrington under deres Darkside-alias fyldte et udsolgt Pumpehuset med ulmende, minimalistisk og dog dansabel og spacy electronica? En del af Roskilde Festivals større elektroniske bookinger har allerede spillet forrygende koncerter i Danmark i 2014, og at troppe op til en ekstra forevisning på Dyrskuepladsen vil ingen skade være til.
Der er dog også mulighed for at stifte nye og mindre navnkundige electronica-bekendtskaber i smatten i år. Da Roskilde Festival i 2012 lancerede den elektroniske Apollo-scene og samtidig gjorde den til en spiller på lige fod med Pavilion Junior i opvarmningsperioden, fik elektronisk musik et boost i Roskilde-ugens begyndelse. Således er status også i år, hvor der er mange fine nedslag at gøre i Apollo-programmets første fire dage.
Mandag kan du eksempelvis slå vejen forbi scenen til rummusik-session hos fire danskere med det mundrette bandnavn We Are the Way for the Cosmos to Know Itself. Den benævnelse har de fra et citat af astronomen Carl Sagan, der i sit virke var stærkt optaget af fænomener, som kan skabe en universel samhørighed. Ikke overraskende er musikken vidtfavnende, technoid og til tider shoegazende, men drømmepoppede, iørefaldende melodier, brusende keyboardflader og en gavmild omgang med analoge instrumenter sikrer alligevel en lunt og indbydende lydbillede.
Dagen efter byder den musikalske prognose umiddelbart på køligere vinde, når Anders Dixen med sit alias Unkwon tropper op på selvsamme scene. Med bastung electronica og sælsomme og længselsfulde vokalsamples sender Dixen umiddelbart tankerne i retning af engelske dubstep-koryfæer som Burial, men ofte lægger atmosfæriske eller støvede lydflader sig som en dis over musikken og giver den en mindre formfast klang.
Har du ikke fået nok af dén cocktail, når Dixen træder af scenen, kan du med fordel blive hængende, til svenske Dnkl kort tid efter overtager pladsen. Også her udgør melankolsk, diset og sælsom basmusik grundstenen, men trioens forkærlighed for synth og deciderede sangstrukturer bringer samtidig mindelser om 80’ernes sfæriske pop. Hvad enten du er til Depeche Mode og Pet Shop Boys eller mere nutidige greb om britisk storbytristesse, bør du overveje at slå et smut forbi Apollo.
Også i festivalens hoveddage er der grund til at stikke en forsigtig snude uden for selve festivalpladsen og aflægge Apollo-scenen just på den anden side af Pavilion-indgangen en visit. Her kan du lørdag kl. 20 trippe aftenen i gang til James Holden, der tidligere især gjorde sig bemærket på dj-scenen med remix-udgivelser. Med et par soloplader på bagen – ikke mindst sidste års The Inheritors – har Holden dog vist sig som en særdeles ferm genrejonglør med eget materiale. Trance og techno er måske stadig basen i Holdens lydbillede, men de fasttømrede strukturer forskubbes konstant af freejazz-mønstre og tyskklingende og spacy kraut og electronica, og helhedsindtrykket er en trancepræget, tribal seance.
Skal din electronica derimod være chilloutet og excentrisk, som man kender den fra L.A.-producere som Flying Lotus, Daedelus og Gonjasufi, så kan du med fordel melde din ankomst ved Apollo umiddelbart efter Holdens koncert. Her udfolder ligeledes L.A.-baserede Tokimonsta sin eklektiske leftfield, der trods et solidt afsæt i hiphop-beats og electronica ofte trækker tanker – og fødder – i en mere dansabel, urban og iørefaldende retning – ikke mindst pga. bagkvinde Jennifer Lees lillepigesoulede popstrukturer. (SP)
