Jeg har lige liket We like We på Facebook. Så nu kan alle mine pixelvenner se, at jeg lytter til den moderne improvisationsmusik fra det lille ensemble. Det kan synes en lille smule paradoksalt, når nu gruppens navn og kunstneriske fundament er en reaktion imod den ego-kultur, som Facebook er effektiv gødning for. We like We er nemlig en nybagt dansk kvartet af unge kvinder fra det Kongelige Musikkonservatorium, der på trods af deres klassiske skoling har valgt at forlade nodernes og komponistens hegemoni for at afsøge en kollektiv-improvisatorisk sensibilitets muligheder: At skabe fælles kompositioner igennem spontan interaktion i stedet for at følge en enkelt persons nøje planlagte instrukser. Fristelsen til at give dem en virtuel, social medie-tommelfinger blev alligevel for stor. For den plade, der er kommet ud af de musikalske eksperimenter, er både poetisk og intens, klangfuld og dissonant.
We like We insisterer på, at deres musik er klassisk funderet. Og i en eller anden grad stiller deres musik spørgsmålstegn ved, hvad det overhovedet betyder. Klangæstetikken på deres debutplade, A New Age of Sensibility, bærer klart præg af de fire kvinders klassiske musikuddannelse, og selvom besætningen bestående af violin, cello, vokal og slagtøj er en sjælden sammensætning på den klassiske scene, klinger de fire kvinders instrumentbeherskelse og nøjagtige eksekvering af kompositionsmusikkens skrappe krav.
Dette gøres klart fra start, hvor Katrine Grarup Elbos knirkende violin og Katinka Fogh Vindelev vokal spinder sig om hinanden på pladens intronummer, ”I Follow Your Sigh”. Selvom stykket i og for sig ikke kræver virtuos kunnen for at lade sig udføre, skal tonerne placeres med enorm omhyggelig opmærksomhed og præcision for at kunne kommunikerer samme porøsitet og tilstedeværelse, som de to kvinder formår på åbningsduetten. Nummerets titel og tekst er svær i denne sammenhæng ikke at tolke som en kommentar på kvartettens kompositionsmetode; den kollektive improvisation. For at opnå en meningsfuld interaktion i skabelsesnuet er de enkelte musikere nemlig nødt til at udvikle en knivskarp sensibilitet for at kunne agere og reagere i forhold til hinandens impulser. Impulser der på pågældende nummer er ligeså delikate som suk.
På det efterfølgende nummer demonstrerer We like We deres spændevidde. ”Anticipation” åbner med et hidsigt celloriff, der kort efter bakkes op af violin, trommer og vokal. I klassisk terminologi kaldes et sådant repetitivt rytmisk fragment et ostinat, men figurens karakter og introens crescendostruktur vækker i langt højere grad associationer til moderne rockmusik, end til klassisk kompositionsmusik. Og det er måske dette knudepunkt, der udgør We like We: Er det rytmisk eller klassisk musik? Hvad er rymisk og klassisk musik? Giver det overhovedet mening at snakke om sådanne distinkte kategorier?
Klassisk musik forstås som regel synonymt med kompositionsmusik. Altså musik der er noteret på forhånd af en komponist og udført af musikere. Musikernes frihed kan så fordele sig ud på et spektrum, der spænder fra den strenge serialisme til improvisationsinspirerende grafiske notationer som hos f.eks. Earle Brown eller Christian Wolff. We like We arbejder imidlertid med en flad rollefordeling, sådan at kompositionerne opstår ved fælles improvisation. Det skal dog bemærkes, at det vi hører på pladen ikke er improvisationer, men kompositioner der er udsprunget af improvisationer og formet af gruppen.
Det er en arbejdsform, der, selvom den er uvant indenfor den klassiske tradition, har været standardpraksis i flere grene af den rytmiske musik i et halvt århundrede, og stadig er det i dag. Og det er her, imellem udtryk, arbejdsform, klang og instrumentation, at We like We slører grænserne imellem, hvad vi kan kalde rytmisk og klassisk musik (to i øvrigt forfærdelige betegnelser).
Det er blevet kommenteret, at ”Anticipation” giver samme indtryk som den amerikanske minimalisme – en indflydelsesrig kompositionskategori fra 1960’erne. Og selvom We like We bruger samme kompositoriske virkemidler – små rytmiske figurer, der forskydes, muteres og gentages – er udtrykket nærmest antitetisk. Hvor minimalismens afdæmpede kølighed er et resultat af ønsket om en afsubjektiviseret musik (en musik der skriver komponistens person ud af musikken), er ”Anticipation” og resten af We like Wes numre ekspressive, påtrængende og emotionelle. Et udfald af tre subjekters tilstedeværelse i musikken, og på den måde bygger de fire kvinder nye broer imellem den rytmiske og klassiske lejr.
For We like We er et ’klassiskband’. En gruppe der giver et seriøst bud på, hvad moderne klassisk musik også kan være. At den godt kan låne arbejdsprocesser fra sin populærmusikalske lejr, uden at der går skår af den. Jeg var til Pulsar Festival sidste år, hvor nye komponister fra musikkonservatoriet præsenterede deres værker. Og selvom jeg nød de fleste af kompositionerne, var jeg foruroliget over ikke at høre en eneste original ide. Der var dodekafoni, serialisme, alternativ instrumentbrug, multimedie eksperimenter, mønsterrepetition og meget mere. Altså kompositionsformer og –ideer der var avantgarde for op til 100 år siden! Og selvom jeg ikke er fortaler for, at der skal kortlægges nyt land i hver eneste ny komposition, var der en sitren i luften, som om vi skulle overvære den dybeste tallerken blive opfundet. Det gjorde vi ikke.
Og selvom We like We heller ikke udforsker nyt musikalsk territorium per se eller har et synderligt originalt udtryk, er det et opløftende indspark til den danske musikscene. En konceptuelt bevidst gruppe af habile musikere, som skriver smukt, rørende og meget intenst materiale, der gnidningsfrit indeholder postrock-klingende numre som ”Separation” og fritonal romantisme, der kunne lyder som en tidlig Arnold Schönberg på ”Entropi”. I like We like We.
