Foto: Simon Frøsig Christensen/Roskilde Festival
Roskilde Festival 2016 er overstået (snøft), og Undertoners anmelderhold er hjemme igen – godt trætte efter utallige koncerter og 54 anmeldelser fra hele ugen, som kan læses her. Men vi havde lidt mere på hjerte, og der er især seks yderligere koncerter fra festivalen, som vi synes fortjener et par ord med på vejen:
Blood Orange, 30.06.16, Avalon
Torsdag var i det hele taget en glimrende musikdag for mig. Før jeg var ovre og blive tæsket igennem af Ho99o9, var jeg forbi Avalon for at se den forrygende talentfulde Devonté Hynes spille op til funkfest med Blood Orange. Det er lidt af et scoop af Roskilde Festival, at de fik lokket Blood Orange til Danmark med deres spritnye album, Freetown Sound, i baghånden. På trods af en lidt forkølet indsats fra bandet, så sikrede den overjordisk nærværende og intense Hynes, at funkfesten blev akkurat lige så lummer og inderlig, som den skulle være. Det virker som om, at han var her, der og alle vegne på scenen, hvor han både leverede svedige dance moves, flot klaverspil og brændende hede guitarsoloer. Til sidst bad han bandet om at smutte fra scenen og leverede solo et imponerende medley af alle sine største hits – som han allerede havde spillet i løbet af koncerten. Adskillige andre end mig har allerede sammenlignet Hynes med hedengangne Prince, så lad mig blot være den sidste til at tilslutte mig dette kor.
(SF)
Ho99o9, 30.06.16, Pavilion
Den amerikanske gruppe Ho99o9 (tilsyneladende udtales det Horror) spiller et bizart og potent hjemmebrygget mix af af hiphop, hardcore punk og thrash metal, som jeg bare fremover vil kalde for dødshiphop. De to frontmænd, Eaddy og theOGM, trækker på lige dele DMX og Black Flag, når de optræder, og det fik Roskilde Festival at mærke, da gruppen torsdag aften gav festivalgæsterne en velfortjent omgang prygl i et af festivalens mest hektiske moshpits. Efter blot et enkelt nummer surfede den ene af frontmændene rundt oven på publikum, og det må være den eneste hiphopkoncert, jeg har været til, hvor der er blevet sendt skud ud til Slayer. Undervejs smed theOGM mere og mere af sit kostume, til han til sidst stod sveddryppende, afklædt og triumferende og solede sig i hyldesten fra publikum. Helt klart en af dette års mindeværdige Roskilde-oplevelser.
(SF)
Blood Sport, 30.06.16, Gloria
Gloria-scenen udmærkede sig i år med et exceptionelt godt musikprogram, og således kunne jeg sagtens have brugt hele min torsdag i festivalens lille grotte – hvis det altså ikke lige var fordi, PJ Harvey lige spillede på en væsentlig større scene. Netop efter PJ Harveys koncert var jeg så målløs, at jeg lige så godt kunne være gået direkte i seng. Det gjorde jeg ikke, men troppede i stedet op til en potent nattefest med en omgang angelsaksisk afrobeat. Vi var ikke særligt mange, der havde holdt os vågne, men til tonerne af Blood Sports konstante afrorytmer, der blev farvet af klassisk indieguitar a la Bloc Party, dansede vi natten i seng og sagde hej til morgenen. Der var ingen pauser under koncerten, der snarere var en lang, trancelignende seance end en egentlig koncert. Således var publikumskontakten stort set ikkeeksisterende, men det gjorde sådan set heller ikke noget, for musikken var så forrygende, at det virkede meget mere velvalgt at give os mulighed for at have en fest med hinanden, fremfor alvorstungt at kigge på endnu en omgang Sheffield-drenge.
(PMJ)
Methyl Ethel, 01.07.16, Pavilion
Jeg havde på forhånd udset koncerten med Methyl Ethel som en god kandidat til årets nye indieforelskelse. Det australske bands seneste album Oh Inhuman Spectacle er anbefalelsesværdigt, omend det måske mangler nogle af de forløsende elementer, en liveoptræden kan tilføre værket. De forløsende elementer tilføjede Methyl Ethel til dels på Roskilde. Med et spilletidspunkt klokken 12.15 midt på dagen, er det en udfordring for næsten hvilket som helst band at spille på Roskilde Festival. Ikke desto mindre forførte Methyl Ethel med deres tilbagelænede attitude. De var simpelthen nogle søde gutter, som man dårligt kunne andet end at holde af, når forsanger Jake Webb kæmpede hårdt med at tvinge drømmende toner ud af sin guitar, uden at forvente noget som helst af publikum. Ikke engang at vi skulle lytte, men hvor så han dog glad ud, når vi gjorde det. Resten af trioen på bas og trommer lagde et solidt, små-krautrocket bund med et fast beat, der ikke gjorde voldsomt meget væsen af sig, men som så sandelig heller ikke gjorde nogen fortræd. Mange kendte garanteret ikke Methyl Ethel på forhånd, men gruppen fra Perth kan godt forvente en del nye Spotify-plays fra Denmark.
(PMJ)
Mac DeMarco, 01.07.16, Arena
Den canadiske fjollefyr og slackerrocker kunne samle en stor mængde fans under Arenas teltdug i timerne op til, at Neil Young gik på andetsteds. Mac DeMarco var afslappet i attitude og udseende – med kasket og en hvid t-shirt stoppet godt ned i cowboybukserne; sådan rimelig meget i stil med Forrest Gump. Det er befriende, at DeMarco både på plade og i levende live er alt andet end selvhøjtidelig. Men det kan også blive lidt for slapt og fjollet indimellem, hvilket var tilfældet denne lørdag aften på Roskilde Festival, hvor Mac DeMarco bl.a. rullede rundt nede på scenegulvet med tungen ud af munden. Det var også ærgerligt, at den fine “Let Her Go” skulle leveres i up-speedet udgave. Til gengæld var der en lækker, afslappet sommerstemning (trods regnvejret) på numre som “Salad Days” og “The Stars Keep on Calling My Name”. Man kunne godt have undt ham og hans publikum en rigtig solskinskoncert ude på græsset.
(CG)
Mø, 02.07.16, Orange
Karen Marie Ørsted kom, så og sejrede på Orange Scene på det misundelsesværdige koncerttidspunkt 22.00 på festivalens sidste aften. Roskildes talspersoner havde tidligere været inde på, at Mø nu er nået så langt i sin karriere, at hun var klar til at vise, hvad hun kunne og virkelig få muligheden for det ved at få Orange og et godt tidspunkt med festpotentiale. Festen kom måske lidt langsomt i gang, men den benovede Mø på den enorme scene kørte sejren hjem efterhånden med både ballader og partyhits, både af ældre dato som “Pilgrim” (stadig et pisse cool nummer) og af nyere som den M.I.A.-inspirerede “Kamikaze”. Til allersidst kom selvfølgelig Major Lazor-samarbejdsmegahittet “Lean On”, der sidste år kørte på repeat i hele camping-arealet, og selv de tørreste festivalkiks kunne ikke lade være med at feste og smile op til skønne Mø. Cadeau til Roskilde for at lade hende folde sig ud på rette tid og sted. Man bliver da helt stolt af hende.
(CG)
