Mitski Miyawaki kan krydse de fleste punkter af på en liste over mulige, gode indiemusiker-fortællinger. Der er den om den blot 25-årige musiker, der lige har udgivet sit fjerde album på fire år. Der er den om den selfmade artist, der efter at være startet ud som selvudgivende bliver samlet op af et anerkendt indiepladeselskab. Der er den om en kvindelige kunstner, der gør tingene selv i en mandsdomineret branche. Der er den om det multikulturelle barn med japansk mor og amerikansk far. Der er den om den rodløse, der er vokset op i Japan, Congo, Malaysia, Kina, Tyrkiet. Der er den om musikeren, der finder sig selv i New York, de rodløses hjemsted. Og så er der selvfølgelig den, jeg finder mest interessant: den om en musiker, der har styr på sine musikalske virkemidler.
Puberty 2 er, som navnet antyder, Mitskis gensyn med teenageårene og deres tilhørende identitetsproblemer og introduktion til kærligheden, der først får én til at flyve så ekstremt højt, at man må spørge sig selv, om det var det værd, når man ligger alene tilbage på jorden efter styrtet. Det er projektet, der ikke kan snige sig uden om naiviteten, som de identitetsskabende år uomgængeligt er funderet i. At bygge et album op om naivitet, når man har lagt årene bag sig, er også et farligt koncept. Man har muligheden for at ramme subtilt og smukt ned i teenage-nerven og sende lytteren tilbage til (eller samklinge med) de betydningsfulde år. Alternativt står man og ligner et voksent menneske, der ikke har udviklet sin emotionelle dybde betydeligt siden de definerende år.
En maskinelt samplet stortromme indleder albumåbneren ”Happy”, mens Mitski indledningsvist synger om fyren Happy, der lader hende føle sig hengiven og ja, lykkelig, lige indtil han forlader hende uden at lade hende vide det. Responsen er det subtile, smukke billede: »I locked the door behind him and I turned around to see / All the cookie wrappers and the empty cups of tea / Well I sighed and mumbled to myself again, I have to clean«. Så er albummets kontrastfulde op-og nedture ligesom sat i sving. Det er en glimrende åbner, der musikalsk bringer tankerne hen mod St. Vincent, lige fra blæserne og de kantede rytmiske guitarer til melodierne og Mitskis vokalklang.
Igennem det meste af albummet er St. Vincent i det hele taget en klar reference. Således også på ”Fireworks”, der pirrende aldrig lader sig forløse. Den trøstende sørgmodige ”Thursday Girl” om at kunne tabe følelserne i nattelivet, samt albumhøjdepunktet ”Crack Baby”, der fint bruger det stofafhænigige barn som allegori over den forelskede, der igen nødvendigvis må opleve sit comedown, lægger sig i direkte forlængelse af programmerede beats, synthflader og melodier fra St. Vincents ”Prince Johhny” og ”I Prefer Your Love”. Det fungerer på sin vis godt, men til tider får jeg desværre en nagende fornemmelse af velproduceret metervare.
St. Vincent er dog ikke eneste nævneværdige reference på tværs af albummet. På ”Dan the Dancer”, hvor Mitski skubber sig selv på afstand af narrativet om den indadvendte Dan, som hemmeligt danser på sit værelse, ledes tankerne hen på Sonic Youth med de disharmonerende guitarer, tekstuniverset og trommerne, mens den smukke og længselsfulde ”Once More to See You” lader Mitskis vokal arbejde flerstemmigt i de højere lag, så man ikke er i tvivl om, at hun har læst op på sine Cocteau Twins-lektier. På førstesinglen ”Your Best American Girl” arbejder Mitski dynamisk dramatisk, med en simpel akustisk guitar i et tilbageholdent vers, der ledes hen til et tungt teenagepunk-omkvæd, hvor smerten over ikke at være på kulturel bølgelængde med en forelskelse, uanset hvor meget man prøver, udpensles. ”My Body’s Made of Crushed Little Stars” og ”A Loving Feeling” er to fuzz-pop-energiudladninger, der begge er under to minutter lange.
I forhold til at sende mig tilbage i teenagefølelsers vold, sker det on/off. Når Mitski holder sig forholdsvis subtil i sine tekster og gør brug af naive billeder, virker det for mig. Når hun derimod i ”I Bet on Losing Dogs” henfalder til lyrik som »My baby, my baby / You’re my baby, say it to me« og »How you’d be over me looking in my eyes when I cum« eller ”Your Best American Girl”s »You’re the one / You’re all I ever wanted / I think I’ll regret this« bliver det for banalt.
Alt i alt er sangene vellavede med en fin bredde i deres udtryk uden at være nyskabende eller vovede. Mitski kan sin indie, der holdes sammen af en tilgængelig produktion. Er man til St. Vincent, Youth Lagoon og Best Coast, vil det nok være svært ikke at finde glædesmomenter ved en gennemlytning af Puberty 2.
