Første gang jeg sætter Does Spring Hide It’s Joy på, er i metroen på vej ud på en af de der aftener, hvor man nok burde være blevet hjemme. En uhyggelig, vibrerende tone rammer mine ører, netop som jeg sætter mig ned. Langsomt hypnotiserer klagende, monotone, cirkulære cellotoner mig og gør togets rumlen og den mørke tunnel til et fængsel, et underligt loop. Skinnerne bliver til en slange, en Orebos, en lang krop af fortrydelse, afsavn og kedsommelighed bevæger sig igennem, blot for at blive fodret til sin egen mund i en uendelig cyklus. Jeg kan ikke differentiere, om stemmerne omkring mig er en del af pladen, eller om de kommer fra de andre passagerer. Tid og sted ophører, og jeg ender med at stå af et stop for sent, både spændt og en anelse foruroliget over, at jeg kun er nået en halv time ind i Kali Malones tre timers lange drone-komposition.
De næste 14 dage hjemsøger Does Spring Hide It’s Joy’s monotone mørke mig på kontoret, i badet, i sengen og jeg tror, at man kan sætte et stort, fedt spørgsmålstegn ved hvorvidt, Kali Malones seneste udskejelser er noget, man slipper helskindet igennem. Den amerikanske komponist eksperimenterer med en blanding af organiske og syntetiske lyde, vævet sammen i komplekse, dronende strukturer, der blandt andet udspiller sig på orgel, strygere, blæsere og synthesizers kombineret med sampling.
Does Spring Hide It’s Joy er skabt i samarbejde med Sunn O)))’s guitarist Stephen O’Malley og cellist Lucy Railton tilbage i 2020 under den første corona-nedlukning. Selvom der snart må nås en form for mætningspunkt for disse pandemi-værker, må jeg erkende, at jeg endnu ikke har hørt noget værk, der er lykkedes så præcist med at indfange monotonien, den evige venten og håbløsheden af de første måneder af 2020 i et lydlandskab, der atter gør det levende i krop i krop og sjæl som Does Spring Hide It’s Joy.
Bestående af 3 kompositioner, der alle varer en time, hvoraf de to første er inddelt i 3 mindre bidder, føles Does Spring Hide It’s Joy ikke som et album, men nærmere som et lang sammenhængende soundtrack, ét langt nummer, der ikke kan opleves uden komplet indlevelse og dedikation til albummet. Does Spring Hide It’s Joy bindes sammen a en oscillerende grundtone, en vibration der hjemsøger dine knogler gennem hele albummets spilletid, og som indfanger eksistensens monotoni, hvor rastløsheden af de svagt vibrerende lydbølger oversættes til en rastløshed i kroppen, et underligt stadie imellem ro og uro.
Omkring denne tone opbygger trioen langsommelige landskaber af lidende orgel, melankolske strygere og støjende guitar. Alle melodier er langsomme, hver streng der slås an, hver lyd trækker sig ud i en evighed, men produktionen tillader nuancerne, de små perfektioner i hver tone, at trænge frem og sammen danner Malone, O’Malley og Railton mikroharmonier, små tilfældige udsving i rumtiden, der danner et sonisk univers uden for tid og sted, uden for sans og samling.
Resultatet er et tre timers altopslugende monotont mørke, hvor sekunderne føles som timer, og timerne føles som sekunder. Afhængigt af hvor eller hvornår du er som lytter, føles Does Spring Hide It’s Joy enten helt statisk eller uendelig dynamisk. Det er umuligt ikke at lade Malones kompositioner overtage dit perspektiv på verdenen. Produktionen er så nærværende, at det næsten føles som et overgreb, når man kan mærke luftens svingninger omkring hvert instrument, hvilket også tvinger dig som lytter til enten at følge med Malone på et langsomt fald ned i afgrunden eller kaste dine høretelefoner fra dig i instinktiv undvigelse fra at genleve den venten på ubestemt tid, som albummet er produceret under.
Når først Does Spring Hide It’s Joy har dig i sin hule hånd, kan Railtons cello-variatoner imidlertid få varmt vand fra bruseren til at blive koldt og Malones oscillerende kan fange dig i et kafkask loop i din outlook-indbakke. En gåtur på en solskinsdag kan igen føles som en af de formålsløse vandringer, man tog i 2020’s kølige aprildage, hvor solen alligevel aldrig rørte ens hud i den formålsløse venten på ingenting. Af og til skænkes man allernådigst et spædt glimt af håb og forår i form af en mindre dur-passage, men det bliver opslugt af det monotone mørke lige så brat som de opstod. Mest effektfuldt er dog de intense udbrud af smerte fra O’Malleys feedende guitar, som en sløv kniv mod nøgen hud, sindets sidste febrilske oprør mod den altopslugende følelse af ingenting inden Does Spring Hide It’s Joy endelig ebber ud i eksistensens baggrundsrumlen.
Der er vel intet andet at sige, end at det både er kedeligt og intenst. Skal jeg trække mig selv lidt ud af stemningen og trække i anmelderbuksen til slut, må jeg sige at jeg er dybt imponeret over Malones evne til at komponere et værk, der er så levende. Ligeledes har Malone, O’Malley og Railton en forbløffende evne til at følge hinanden, det kræver altså substantiel musikalsk panache at kunne kreere så subtile harmonier i musik med så langsomt tempo. Det er nærmest som at høre tre jazz-musikere i slow motion. Albummet bliver dog hurtigt meget langt, hvis man ikke lægger inde med en god portion weltschmertz og et loft, der skal stirres på – der findes mere dynamisk ambient som f.eks. Vanessa Amara, med samme grundfornemmelse, der giver en mere konsekvent interessant lytteoplevelse. Does Spring Hide It’s Joy er dog om intet andet absolut et opslugende kunstværk, og hvis du har masser af tålmodighed, en hang til mørke og et robust sind, er det bare med at hoppe i og drukne langsomt.
