Første dag på årets udgave af Northside havde slæbt mange forventende fans med sig ind på den støvede plads, Eskelunden. Og rammerne havde ikke gjort forventningerne lavere med skyforladt himmel og bagende solbrillevejr foran Echo-scenen, hvor kvintetten Nothing But Thieves fra Østlondon skulle agere startpistol på den aarhusianske festival. De endte dog kun med at affyre et halvforkølet skud mod publikum, som knap nok ramte de forreste rækker i den ellers menneskefattige pit.
For at være fair, så er det jo også en af de sværeste opgaver for en kunstner at åbne en festival. Men med 4,4 millioner månedlige streams på Spotify og tidligere koncerter med op til 20.000 hoppende fans, burde forventningerne på sin vis falde i hak på den ene eller anden måde. Nogle gode håndfulde af tilkomne publikummer måtte med en vis rimelig være medskyldige i at bidrage til de mange streams. Der blev i hvert fald sunget med på en fin slat af sangene og især numre som rock-balladen “Sorry” og det solide 2023-hit “Welcome to the DCC” fik luft under vingerne nede foran scenen. Trods nogle engagerede fans startede bandet ærgerligt nok med at trisse ind på scenen med blikket limet ned mod de sorte podier, de stod på. Og den energi endte også med at smitte af på resten af mængden og kvæle alt fra løftede arme til springklare ben.
På den positive side havde Nothing But Thieves armeret sig med hele tre smadder-guitarer forrest på scenen og lykkedes faktisk med at fylde pladsen med støjende distortionrock under rutinerede forhold. Men selvom der glædeligt nok ikke var meget udsigt til fejl, er det aldrig nok at levere et show på gefühlen for at få festivalsgæsterne med på vognen. Det er ellers ærgerligt, da 30-årige forsanger, Conor Manson, fyrede en overbevisende vokal af med både tekniske færdigheder og rene toner i det helt høje sangleje. Især på nummeret “Trip Switch” fra deres tidlige periode i 2015, hvor den mandlige sanger gled rent hen over tonerne på det catchy omkvæd »When the lights go down, down, down.« Selvom det virkede så nemt at synge de svære toner, var det straks en større udfordring at henvende sig ud til publikum.
Den der i virkeligheden stjal rampelyset med sin performance, var guitarist Joe Langridge-Brown, der på “Miracle, Baby” fik kastet sit lange, blonde hår ud over hovederne på publikum med en sort Getsch-spade op mod de øverste spotlys på scenen. Imens de andre gik rund med tunge ben og småsnakkede imellem numrene, virkede Mr. Brown til at være den eneste, der i virkeligheden nød at spille på Northside.
Hvis jeg skulle kaste en musikalsk Hollywood-model ind over koncerten, så ville den mest af alt ligne en vandret streg, som starter og slutter i midten af grafen. Med andre ord undgik de let og elegant at sætte sig selv på spil og hive benene væk under publikum. Og selvom både guitarstøjen og forsangerens farverige skeletskjorte forsøgte at sætte gang i festen, endte festivalsgæsternes mindset med at forblive liggende i skyggen med en upåvirket øl i hånden. Og i sidste ende var turen til Aarhus måske bare endnu et job for alt-rockerne? Det føltes i hvert fald sådan, det meste af tiden.
Fotos af Malene Vinge Jakobsen.
