Det blev en fælles regndans mere end noget andet, da Gyedu-Blay Ambolley strøg direkte ind fra »Ghana, West Africa«, som saxofonisten og bandlederen konstant omtalte hjemlandet, og op på Gaias scene. Ambolley og hans band var et af de navne, som oprindeligt var booket til at optræde på den nu aflyste 2020-udgave af festivalen, og som en lille genistreg var han i år planlagt til at ryste morgentræthed, tømmermænd med videre ud af torsdagspublikummet, som i dén grad var mødt talstærkt op.
Musikken – denne klassiske, ghanesiske highlife – var nemlig lige så fordøjelig, som man kunne have forventet, hvilke skabte nogle endog meget lette muligheder for at få aktiveret de fremmødte, som gladeligt kvitterede med hop, svajende arme og singalong. Imens begyndte støvregnen at risle ned ude på det nedtrådte græs, hvilket kun fik de pulserende highlife-rytmer til at lokke endnu flere shorts- og t-shirtklædte indenfor. Og når først de var inde i varmen, var det ingen sag for orkesteret at fastholde dem i et særdeles groovende jerngreb. Det hjælper selvfølgelig også, når ens bandbesætning udelukkende består af en stor flok yderst smittende energibundter på både trommer, congas, bas og trompet. Ambolley selv er i den forbindelse en karismatisk nok frontfigur til at indtage den centrale position på en scene, men koncerten fungerede langt bedre i de øjeblikke, hvor hans kolleger på egen hånd fik plads til for alvor at folde sig ud.
Det gjorde de i allerhøjeste grad på først et cover af Thelonious Monks “Round Midnite”, (som også findes på Ambolleys seneste udgivelse, Gyedu-Blay Ambolley and Hi-Life Jazz, fra 2022), og sidenhen med utallige individuelle soloer på “Akoko Ba” fra Ambolleys debut, Simigwa – udgivet i 1975 og komponeret i samarbejde med Ebo Taylor, efter han og Ambolley blandt andet havde taget turen til Lagos for at spille sammen med afrobeat-legenden Fela Kuti på det mindst lige så legendariske spillested The Shrine. Netop Kuti og hans karakteristiske vokalstil syntes Ambolley at emulere ganske respektfuldt; nærmest som en hyldest til Kuti og hans betydning for Guldkystens musikalske boom i 1970’erne. Det er uden tvivl også herfra, at Ambolley har lært en masse tips og tricks i forhold til at kunne drive et band, hvor de flankerende musikere fulgte saxofonistens direktioner ned til mindste detalje, således at koncerten føltes stramt spillet, men stadig med masser af plads til improvisation og bare en anelse løssluppenhed.
På den måde føltes den tidlige eftermiddagsforestilling også lettere ordinær undervejs. Gyedu-Blay Ambolley og hans band gjorde i hvert fald præcis det, de havde planlagt – uden på noget tidspunkt at overpræstere i fremførelsen af deres kunst – men det var til gengæld også nok til at charmere sig direkte ind i hjerterne på os allesammen. Få koncerter kan nemlig være så simple, men samtidig så effektive som de her optrædener fra ultrakompetente kunstnere, der bare lever og ånder for den musik, som til tider kan føles langt fra vores egen andedam, men som de uanset hvad har brugt et helt liv på at forfine til perfektion.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
