Baseret på navnet alene lignede Neon Priest en perfekt booking til den nye, neonindpakkede open-air-scene Eos. Bandets præstekjortler var imidlertid ikke neonfarvede, men derimod hvide techno-togaer, mens kirkeorglet var erstattet af en DJ-pult, et trommesæt og guitar. Der var altså dækket op til en regulær technogudstjeneste, da de fire bandmedlemmer trådte på scenen kvart over syv i aftensolens bagende skær. Desværre udeblev den forløsende tramperfest i stort set hele første del af kvartettens cirka 45 minutter lange koncert.
Forsanger, Julius Winther, indledte koncerten ved at insistere på at have ryggen vendt mod publikum under hele det første nummer. Et lidt overdramatisk og selvhøjtideligt trick, der viste sig – desværre – at være meget symptomatisk for store dele af koncerten. Heldigvis valgte han efterfølgende at vende sig om og adressere publikum med det første af mange »Roskildeeeee«-råb, som straks sendte en sky af næver i vejret fra det beredvillige og feststemte publikum. Men i stedet for at følge det op med de interessante og festvenlige electropop-bangers, som Neon Priest også mestrer, skulle vi i stedet sovses rundt i en række af sange, der hverken var rigtig fugl eller fisk.
Undervejs blev jeg helt i tvivl om, hvorvidt Neon Priest egentlig selv helt har styr på, hvad de vil. Det var ikke rigtig musik, man kunne danse til, men det var heller ikke rigtig kompositioner, som i sig selv var interessante nok til, at man bare kunne stå og zone ud til det. Det var ekstremt højt, men aldrig rigtig med nok dybde til, at det blev en fysisk oplevelse. Og så savnede jeg det glimt i øjet, der kunne have gjort det hele lidt menneskeligt. I stedet blev gruppens lidt følelsessvælgende electronica serveret med en alvor, der stod i skarp kontrast det lidt fjollede sceneshow, hvor en gigantisk fane af en eller anden grund skulle viftes rundt på scenen.
Det var lidt, som om at den enormt selvseriøse levering af materialet fik festen foran scenen til at stivne en anelse, selvom publikum gavmildt greb alle muligheder for at smide hænderne op i eufori og lade deres kroppe bevæge sig i takt til musikken. Jeg var faktisk ved helt at give op på Neon Priest, da de endelig trak koncerten ud af hængedyndet med den eminent dumme tramperkombination af “Star” og “No Sleep () Only Fantasy” mod slutningen. Førstnævnte ramte den helt rigtige del af primalhjernen med sin simple og tilfredsstillende four-to-the-floor-rytme, mens sidstnævnte kan betegnes som et passende soundtrack for de udskejelser, der præger de enorme nattefester på campingarealerne. Det føltes næsten som at være inviteret til den fede dakkedak-fest, som alle lejre i Dream City aspirerer til at holde.
Efter denne festsalve fik Julius Winther og Neon Priest fuldkommen fat i deres menighed, men desværre gjorde det mere alvorstunge og selvhøjtidelige et comeback på den afsluttende “Anything Is Real”. Det blev simpelthen for distancerende for mig, da jeg igen ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg skulle feste eller føle den.
Slutresultatet var en hæderlig koncert, der havde sine momenter, men som aldrig rigtig for alvor blæste benene væk under mig. Neon Priest har klare kvaliteter, der momentvis fremstår overbevisende, men alt for ofte blev der famlet efter retning og mening med det hele. Normalt er præster jo dem, som man tyer til i spørgsmål om tro og tvivl, men her fremstod præsterne selv i tvivl om, hvilken slags kirke de vil være.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
