Anbefalet Artikler

Undertoners guide til Roskilde Festival 2023, Lørdag

Whitney, Foto: PR

Vi tæller ned og gør klar til dette års Roskilde Festival. Festivalens sidste dag byder på et alsidigt program fra alle genrer og verdenshjørner og tæller alt fra blød indiefolk med Whitney, bidende ny-metal med Siamese, kantet rock med Sorry og forførende dance med Charlotte Adigéry & Bolis Pupul.

Vi er nu nået til festivalens sidste dag, og energiniveauet er højst sandsynligt ikke er, hvad det har været. Men lad det ikke være en undskyldning for ikke at kravle ud af teltet og ind på festivalpladsen, hvor der venter dig mange spændende og mange meget forskellige oplevelser. Så tag din bedste eventyrlystne ven i hånden og begiv dig ud på opdagelse i lørdagens elektriske program.

Trænger man til at starte dagen med et friskt pust af rytmisk innovation, skal man tage en tur forbi Eos kl. 13.00. Her spiller det congolesiske kollektiv Fulu Miziki, der fremstiller alle deres instrumenter og kostumer selv og udelukkende af genbrugsmaterialer. Musikalsk har de benene solidt plantet i elektronisk afrofuturisme, hvor inciterende trance-beats møder traditionelle rytmer, og deres koncerter har ry for at være en fantasifuld og farverig fest, hvor man aldrig helt ved, hvad man går ind til.

Bliver man ved Eos, kan man fange den amerikanske singer/songwriter Grace Ives kl. 15.30. Her vil du blive inviteret ind i et minimalistisk elektronisk popunivers, hvor Ives med få elementer skaber en drømmende stemning. Hendes andet album “Janky Star” fra 2022 fik armene i vejret hos anmeldere fra nogle de helt store, amerikanske kultumedier, og du kan glæde dig til at blive forført af Ives’ hypnotiserende stemme og korte sange, der eksploderer som små elektroniske perler i dine øregange.

Skal man starte sin sidste aften på Roskilde Festival på en blid og behagelig måde, kan man passende gøre det i selskab med den henførende indieduo Whitney, der spiller på Avalon kl. 18.15. Her blandes milde vokalharmonier med smittende indiefolk, hvor der også gøres plads til små solrige strejf af country og soul. Resultatet er som et varmt, længselsfuldt kram, vemodigt og håbefuldt på én og samme gang. En kombination, som vores anmelder heller ikke kunne stå for, da bandet udsendte sit solide andet album Forever Turned Around i 2019. Siden da har de udgivet yderligere to anmelderroste album, og tidligere i år den uimodståelige single For A While, der bare emmer af solskinsmættet melankoli.

Og nu bliver det svært at vælge: Skal det være prisbelønnet hiphop fra et britisk stjernefrø? Så skal du sætte kursen mod Eos kl. 19.30, hvor Manchester-rapperen Aitch står klar med sine lynhurtige rim og tunge blanding af grime og trap, der så sent som i år blev belønnet med en Brit Award for bedste hiphop/rap/grime.

Skal det det være en tand tungere? For så skal du en tur forbi Avalon kl. 20.00, hvor det danske metalband Siamese skruer op for den melodiske hardcore. Bandet blander sømløst nu-metallens mere harmoniske vokalarrangementer med tonstunge lydbilleder, men giver ofte plads til soniske overraskelser, der sender deres sange i mere poppede og elektroniske retninger.

Er du mere i humør til skæv indierock med et tvist af larm? Gå straks imod Gloria, hvor britiske Sorry spiller kl. 20.30. Deres musik spænder bredt mellem ulmende grunge og introspektiv pop gennemsyret af legende og sælsomme lydelementer, der både overrasker og gør gruppens eklektiske lyd til helt sin egen.

Din aften bør slutte i den elektroniske musiks tegn. Kl. 22 på Eos er der lagt op til en fremragende dance-fest, når den belgisk/franske duo Charlotte Adigéry & Bolis Pupul lægger vejen forbi. Her er der næsten statsgaranti for at kunne danse natten væk til tonerne af forførende electropop tilsat funky R&B og skarpe, politiske tekster, der tager gruppens inciterende lydunivers til et helt nyt niveau.

Apollo kl. 00.00 kan du træde ind i en verden af golde, elektroniske synthflader, når den franske kunstner Perburbator byder op til dystopisk dans. Her mødes punkens goth-æstetik lyden af hård techno fra den dybeste undergrund i pulserende og dunkel forening.

Og skulle man her i festivalens absolut sidste timer have mere energi at tage af, så lukkes og slukkes Roskilde Festival 2023 på Apollo kl. 02.00 af den britiske dance-duo Two Shell, der også går under det mindre mundrette navn ‘’][‘’\/\/[[O]] SSS}}{{EE\\_\\_. Ingen ved helt præcist, hvem der står bag duoens intense og legesyge technobeats, der sender følelsen af bass-baseret eufori i overgear. Men deres EP Icons fra 2022 høstede den ene fantastiske anmeldelse efter den anden, og med endnu en EP bagagen – lil spirits, hvor der for alvor er blevet skruet op de hyperpoppede elementer – er der lagt op til en slutkoncert af astronomiske proportioner.

Leave a Reply