Odense. Danmarks tredjestørste by. H.C. Andersens fødeby, og hjemstedet for et letbanetog ved navn ”Brunneren”. De fleste kan snildt placere Fyns hovedstad på det geografiske landkort. Men når det kommer til det musikalske landkort, kan Odense godt være lidt svær at finde. Måske ved du, at Mø er fra Ubberud i udkanten af kommunen? Eller at Andreas Odbjerg som stolt odenseaner støtter fodboldholdet OB i tykt og tyndt. Men hvor er de landeplagende hits om postnummer 5000? Jovist, i 1996 udgav Kim Larsen og Kjukken sangen “Her i Odense” som en hyldest til sin adopterede hjemby … men det var vist også det, i hvert fald i nyere tid.
Ja, på overfladen kan man ikke ligefrem kalde Odense for en musikmetropol. Men bevæger man sig ud på Munkebjergvej 140 i Odense M – også kendt som Kansas City, en kombination af spillested og øvelokale samt midtpunkt for mange af byens musikere – vil man opleve, at der lige under overfladen lurer en sprudlende undergrundsscene, der trives i bedste velgående. Syn for sagn kan man få den anden lørdag i august; Her står den nemlig på Garagefæst – en odenseansk punkfest, der er løbet af stablen siden 2017.
Ved dette års udgave viste vejrguderne sig ikke ligefrem fra deres mest barmhjertige side. Det øsregnede og efter himlens tykke grå tæppe at dømme, havde det ikke tænkt sig at holde op lige foreløbig. Alligevel vrimlede pladsen foran Kansas City med frivillige, der gladelig hjalp til med opsætningen af scene og bar og hvad der ellers skal bruges til en dag i musikkens tegn. For om kort tid, nærmere præcist klokken 17.00, skulle det spritnye, lokale dødsmetalband Blodrus på – det første band ud af seks – og ligesom sidste års hedebølge heller ikke kunne stoppe gæster fra nær og fjern fra trofast at strømme til, så kunne en smule timelang styrtregn heller ikke. Der var alt fra de lokale, trofaste gengangere over tre hollændere, der var tilbage efter at have haft en fest sidste år til en kvinde fra Randers, der var rejst specifikt til byen for at se Situationsfornærmelse.
Forsanger Nina Fjord fra bandet [psd], der også er hovedarrangører bag Garagefæst. Foto: Kent Andersen.
Historien om Garagefæst begynder i 2017 på terrassen foran Kansas City, hvor medlemmerne af Odense-punkbandet [psd] , der er festens hovedarrangører, sad og drak øl med udsigt til en lang, begivenhedsløs sommer. »Og så begyndte vi at lege med tanken, ‘hvad skal der egentlig til for at arrangere noget selv?’ Og så stak det egentlig bare af derfra«, siger Mikkel Ladager, bandets guitarist. Vokalekvilibrist Nina Fjord uddyber: »Det skulle koste 0 kroner at afholde, og overskuddet skulle være 0 kroner. Tre uger senere var der Garagefæst for første gang«. Og selvom der er løbet meget vand i åen, siden de første gæster samledes på asfalten foran Kansas City, så er konceptet stadig det samme. »Det hele er frivilligt drevet. Donationerne i indgangen går til de bands, der spiller, og lokale folk kommer og stiller boder op«. Garagefæst har ganske vist musikken i centrum, men den er også blevet et årligt samlingspunkt, hvor boder med lokale kunstnere og foreninger som Racismefri By Odense blandes med tarotkort og den totale udryddelse af et par sagesløse PC-højtalere anno 2001 ved hjælp af et baseballbat i den højtelskede Smadrekiosk. Eller sagt helt kort af Fjord: »Det er undergrund, det er upoleret og man må tage sine egne bajere med«.
Smadrekiosken på Garagefæst. Foto: Kent Andersen.
Og hvad så med musikken? »Musikken er primært punk og den slags metal, man kan drikke øl til«, siger Mikkel Ladager. »Til tider folk vi holder af, hvis bands vi gerne vil udsætte gæsterne for«, uddyber Nina. Årets musikprogram stod da bestemt også i punkens tegn, og de fleste bands var såmænd også lokale. Efter Blodrus’ tonstunge halve time med growling og guitarekvilibrisme direkte fra helvedes forgård, blev det tid til [psd]’s egen lynhurtige og barberbladsskarpe punk. Senere fortsatte Vejle-firkløveret fra Social Belastning succesen med en frådende koncert fuld af sylespidse tekster og hardcorepunk med 200 km/t. Situationsfornærmelse fulgte trop med deres bidende blanding af satire og sønderlemmende punkrock. Men der var også plads til den odenseanske trio Trefork, hvis rock i den mere milde og melodiske ende var et kærkomment pusterum midt i programmet. Og de lokale syrerockere fra De Forbandede sluttede aftenen af med et tungt og psykedelisk brag. »Det er vigtigt for os at være lokalt forankret«, siger Ladager og fortsætter: »så når et band eller en artist, der øver på Kansas City, spørger [om de må spille, red.], så er der lidt bredere rammer«.
Gennem årene er Garagefæst vokset sig større på alle leder og kanter, og som Fjord siger: »Garagefæst er mest af alt blevet en institution i sig selv. Folk glæder sig, og skriver den anden lørdag i august i kalenderen fast hvert år«. Og det er da virkelig også blevet et af træfpunkterne for den odenseanske undergrundsscene og især for musikerne, må man konstatere efter en tur rundt på pladsen. Der stod forsangeren fra metalbandet MITE og gelejdede folk ind til næste koncert. Singer/songwriteren September Kidd benyttede lejligheden til at lave optagelser til sin næste musikvideo, mens et af medlemmerne i sludgegruppen Gurldörl donerede et beløb til årets spillende bands. Bands er sågar opstået med det ene (for)mål at spille her (det gælder for øvrigt også Situationsfornærmelse).
Social Belastning på Garagefæst. Foto: Kent Andersen.
Det er ikke svært at se, hvorfor Garagefæst er blevet en så stor succes. Som Fjord siger: »Det er et trygt rum, der er fyldt med næstekærlighed og gavmildhed«. Det kom på fineste vis til udtryk, da en gut stille spurgte, om han må få lov at stå lidt her sammen med velkomstkomiteen i indgangen, væk fra den overvældende menneskemængde. Selvfølgelig måtte han det. Jeg fik talt med mennesker, jeg måske kun havde mødt en enkelt gang før, om alt fra det svære forældreskab til det at pendle til København fra Odense hver dag. Som Fjord siger det: »Garagefæst er dét, man selv tager med; så kommer man med gode intentioner og store smil, så er det også dét, man får tilbage i hovedet«. Det kan denne skribent for tredje år i træk skrive under på. Det kan godt være, at Odense ikke rager op på musiklandkortet endnu, men undergrundsmiljøet lever og trives i bedste velgående.