Fra den opstillede halvcirkel sprængtes stilheden. Repetitive, taktfaste anslag fra guitar, harpe, banjo og tre (måske endda fire) slags horn pulserede ud i luften. Nogen råbte – vrælede sågar – og skikkelsen i den nedknappede guldskjorte og dennes nabo i den røde kjole vrælede mest; lige dele arrigt og afmagtsfyldt.
Vi andre tav.
Man kunne hurtigt føle sig foranlediget til at tro, at hele optrinnet var noget improvisatorisk eller en slags musikalsk udgave af kongens efterfølger, hvor én fik en idé, og de andre stemte i, men fornuften og visheden om de ni aktørers individuelle såvel som kollektive færdigheder overbeviste trods alt om, at alt dette var minutiøst nøje indstuderet. Pludselig vrælede guldskjorten ikke længere, men sang i stedet fra sit allerdybeste, rungende register – og med udgangspunkt i en sørøver fra en efterhånden svunden tid – om en indædt længsel efter frihed fra arbejdsmarkedet, mens hornene lagde en dystert brummende og dronende bund. Den røde kjole sang også senere i forestillingen; helt lyst og nærmest sørgmodigt klagende om døden, der venter på os alle sammen, til et akkompagnement af bimlende klokker.
Vi andre tav stadig.
Pludselig tittede en sagte guitarmelodi frem som et lille strejf af håb midt i al den musikalske mismod. Den fik inden længe selskab af en enkelt tromme, der bankede arytmisk til at begynde med, men senere kom på sporet af en brugbar puls. Herefter tog violinen over på spektaklets mest håndgribelige og medrivende passage, der hurtigt voksede sig væk fra sine ophavsmænd og ud i fælles forsoning med beskuerne, sideløbende med at pulsen syntes at stige i hastighed. De to – violinmelodien og trommepulsen – var dernæst længe det eneste, man kunne ane, indtil det gik op for én, at alle ni i halvcirklen egentlig bidrog til lydtapetet. De resterende syvs tilstedeværelser var blot så svage, at man nærmest kun kunne undgå at opdage dem, indtil de dog langsomt steg og steg i volumen og tyngde og til sidst lå side om side med violin og tromme. Dernæst kollapsede alt. Ind i mellem og oven i hinanden mens melodier og forme blev dekonstrueret, således at intet længere gav mening i dette fænomenale, syndige rod af et kunstværk.
Intet andet end stilheden.
Guldskjorten proklamerede, at vi var ved at være ved vejs ende. En trio af indslag – til ære for døden, begravelsen og den evige tilstedeværelse, vi efterlader os – var alt, vi fik, forklarede en sortklædt skikkelse med en trombone i hænderne længst til venstre. Den røde kjole jamrede for; om orme, der kravler ind og ud af vores langsomt nedbrydende kroppe, og om sorgen, dem oppe over overfladen må bære rundt på, indtil de en dag tager den samme tur. Slutteligt syntes fløjlsbløde fløjter at spille om kamp med de sjæle, der i narrativen fløj rundt mellem os alle. Guldskjorten rejste sig op. Det gjorde alle ni og satte i gang med en hyldest til det ærefulde bøddelhverv. »Away, boys, away« og »Hang, boys, hang«.
Endelig gav vi vores røster til kende. Hæng dem alle sammen!
Alle fotos: Daniel Nielsen
