I skikkelse af den maskuline persona Redcar er Christine & the Queens tilbage med et lidt rodet følelsesepos, der låner toner fra både 80'er funk, blues og arabiske skalaer. Den ellers karakteristiske og mundrette elektropop er, med andre ord, gået fløjten.
Dumb har på plade nummer tre ikke ændret vildt på opskriften, og menuen står stadigvæk på energisk slackerpunkrock med kantede, catchy melodier og en stor skefuld guitarfeedback – også selvom Pray 4 Tomorrow sagtens kunne have været 10-15 minutter kortere.
Visitor Kane er tilbage efter tre års stilhed, med et nyt album, der svælger i velkomponeret americana og countryrock-nostalgi, mens der håbløst spejdes efter håb og nye horisonter.
På Sleep Party Peoples sjette album bevæger projektets mastermind, Brian Batz, sig ud i et radikalt anderledes og mere introspektivt lydunivers. Og selvom der stadig er plads til forbedringer, når det kommer til netop denne musikalske tilgang, så er Heap of Ashes et stærkt eksempel på en super erfaren og kreativ kunstner med mere på hjerte end nogensinde før.
Svaneborg Kardybs nyeste album både udvikler og forandrer duoens lyd, der nu er mere stemningsmættet end melodisk. Over Tage er en vinterlig moderne jazzplade, der med organisk synth og sanseligt trommespil slår fast, at Svaneborg Kardyb er blandt de ypperste inden for genren i Danmark.
De Baltimore-baserede prog-rockere Horse Lords er aktuelle med et nyt, math-jazzet album Comradely Objects. Gruppens tekniske begavede og eklektiske påfund formår at være alt fra vellydende til enerverende - og hvem ved, måske er Comradely Objects soundtracket til din næste skak-aften eller udflugt til dit lokale galleri for samtidskunst?
Til tonerne af en skrabet, små-jazzet post-punk balancerer Dry Cleaning på en knivsæg mellem monotoni og følelse. Alt sammen holdt i spænd af forsanger Florence Shaws spoken word rablerier om oddere, Antarktis og stjålne tablets. Det er galt og genialt.
Det andet album fra London-bandet, Sorry, er desværre en småkedelig affære. Dog med enkelte lysende elementer, som har potentiale til at være meget mere end det endelige slutprodukt.
Dune Messiah synger med Privileged døren ind til et melankolsk crooner-rum fyldt med blæsere, latinklingende percussion og blåtonede tekster. Resultatet er en eklektisk produktion med inspiration fra især 90’ernes store alt-rock fortællere, men i længden også en lidt monoton melodiside.
Trader leverer en stærk kombination af larmende guitarpassager og fængende melodier. Lyden er en smule endimensionel, og de glemmer til tider deres kant, men den stærke sangskrivning sikrer i sidste ende albummets succes.
Kosmos Trio har på debutpladen ikke helt fundet frem til deres egen lyd. Det fungerer for dem, når de holder det minimalistisk og nordisk, men i for mange tilfælde bliver sangene overdramatiske eller decideret uvedkommende.
At være avantgardekunster forpligter, og islandske Björk gør sjældent noget halvt. Det tiende album Fossora er både rasende komplekst, usandsynligt smukt og musikalsk krævende.
Selvom de 13 farverige sange på God Save The Animals kredser om store religiøse temaer, har Alex G sandsynligvis ikke fundet Gud, men han har fundet noget større: Håb.
Dublin-kvartetten vender på Most Normal tilbage til et mere guitardrevent udgangspunkt, der er smurt ind i angstanfald, mentale nedbrud og paranoia – og som ultimativt resulterer i gruppens bedste udspil til dato.
