Anywhere But Here, som er det andet album fra London-bandet, Sorry, begynder stærkt med nummeret “Let The Lights On”. Et energifyldt nummer med en simpel basrytme, der giver paralleller til punken. Den forsøger ikke at vise sig frem, men lægger et fast tempo i gennem hele nummeret, og giver resten af sangens elementer mulighed for at træde i forgrunden. Efter den åbning var spændt på at høre, hvilken retning albummet ville bevæge sig.
Det er desværre en udstikker fra et album, som efter åbningen ikke gør det store indtryk. Dog indeholder albummet få andre lyspunkter. Det gælder f.eks. på numrene “Step”, “Willow Tree” og “Baltimore”, som kortvarigt hiver lytteren ud af sin dvale, når man lytter til albummet fra ende til anden.
Men generelt er de fleste af numrene nogle til glemmebogen. Det kan allerede fornemmes på andet nummer, “Tell Me”, der dog musikalsk har nogle fede elementer. Nummeret bygges langsomt op med en øm stemme fra forsanger Louis O’Bryen, og der lægges stille og roligt flere elementer ovenpå. En tung trommerytme, som langsomt fylder mere og mere i nummeret. Herefter begynder bandet at lege med guitaren, der byder ind med flere små soloer og overgange, man tror skal ende i et stort klimaks. Men i det øjeblik nummeret skal til at blive rigtig interessant, og man begynder at købe præmissen for “Tell Me”, så slutter det, og man sidder tilbage med en tom følelse af noget uforløst. En følelse, som generelt præger albummet.
Selve bandet består af de fem medlemmer Asha Lorenz, Louis O’Bryen, Lincoln Barrett, Campbell Baum og Marco Pini, og de udkom med deres debutalbum 925 i 2020. Frontfigurerne i bandet er Asha Lorenz og Louis O’Bryen, og det er de to bærende kræfter i studiet, hvor de resterende bandmedlemmer spiller deres primære rolle, når bandet spiller live. Og særligt som live band er det nemt at forestille sig Sorry, som værende en god oplevelse, for man kan høre, at de er dygtige musikalsk, og de leger løbende med flere forskellige elementer på tværs af pladen. Måden de bruger de to vokaler på er aldrig ens. Nogen gange synger anden stemmen som en korsanger, andre gange bruger de begge vokaler som første stemmer. Her lyder de næsten som et ekko af hinanden, som hver sin side af samme mønt. Instrumentalt er de ikke bange for at eksperimentere med blæsere, forskellige strengeinstrumenter, samt lyden og rytmen af trommen og bassen. Og man kan både mærke og høre deres kreativitet og musikalske glæde.
Desværre hjælper tilstedeværelsen af alle de spændende elementer ikke pladen, for det gør det nærmest tragisk, at man kan mærke det aspekt i deres musik, når mange af numrene alligevel forbliver uforløste. Det er som om Sorry ikke helt kan give slip på sig selv og deres kreativitet – at de ikke tør trække det helt ud, hvor musikken virkelig kan blive levende. Man kan mærke der er potentiale til det, men det vanvittige klimaks, som nogle af sangene bygger op i mod, udebliver gang på gang.
Det betyder også, at de stærkeste numre på Anywhere But Here, er de helt simple numre, som Sorry holder helt stramme. Det er blandt andet tilfældet med “Willow Tree”, der slås an af trommen, som en stram march, der bærer én hen mod det piletræ, som de nævner i teksten. Sangen brydes af et kort simpelt c-stykke med en lækker lille guitar, der spiller op mod en forførende blæser.
Det er også det simple, som skiller sig ud ved nummeret “Step”, hvor bandet ikke flagrer i alle muligt retninger. Nummerets stramme tromme binder hele vejen igennem alle elementerne sammen. Både sangen, guitaren og blæserne følger trommen, og det giver en sammenhængskraft i nummeret, som bare fungerer. “Step” er også det eneste nummer, hvor vokalens attitude virkelig spiller hundrede procent. Det er en attitude, som Sorry forsøger at spille på hele albummet igennem. En lidt tilbagelænet jeg-er-da-ligeglad-attitude, som de forsøger at tillægge vokalen, men det er kun på “Step”, det virkelig virker. Her matcher vokalen perfekt, den simple rå musik og man køber den seje og lidt punkede emo-vibe, som lyden af nummeret har.
På resten af Anywhere But Here virker vokalens ligeglade attitude, som en afskrækker. For hvis kunstneren virker ligeglad, hvorfor skal lytteren så give en fuck. Det kan kun fungere, hvis bandet fremstår så cool, at man ikke kan slukke for dem, og det lykkedes bare ikke på tværs af pladen. Det er derfor en ærgerlig følelse, som man sidder tilbage med, når man har lyttet hele pladen igennem. For det er et band, der virker til at have meget at byde på, de har bare ikke helt ramt den på Anywhere But Here.
