Plader

Dune Messiah: Privileged

Dune Messiah synger med Privileged døren ind til et melankolsk crooner-rum fyldt med blæsere, latinklingende percussion og blåtonede tekster. Resultatet er en eklektisk produktion med inspiration fra især 90’ernes store alt-rock fortællere, men i længden også en lidt monoton melodiside.

Danske Dune Messiah tager passende nok sit navn efter en science fiction-roman. Passende, fordi artpop-kunstnerens tredje studiealbum, Privileged, i stemning og instrumentering også er lidt som en fiktion. At lytte til det føles som at stå inde i en kulisse, som nogle steder forekommer detaljerig og realistisk i sit udtryk, og som andre steder er sløret og uvedkommende. Det er tydeligt, at det er et ganske bestemt Cavesque semi-kristent, altid-flirtende-med-depressionen-univers, som Dune Messiah maner frem. Men intensiteten af udførelsen er desværre en kende svingende.

Pladens første nummer “Death on Wheels” byder til en art mexicansk rodeo med tonerne af en rummelig saxofon, der her, og på flere af pladens numre, spilles af den glimrende saxofonist Joseph Shabason fra det canadiske band Destroyer. En munter percussionsymfoni og tamburin fastholder illusionen om, at vi befinder os under en sydlig sol. Dog bryder frontmand Magnus W. Jespersen denne stemning med sin dybe, lidt skrøbelige røst, der bedyrer, at kærligheden føles som at kvæles i sin egen fødselsdagskage. Et små-psykotisk, nærmest Flaming Lips-værdigt kontrastunivers tegnes op. Lækkert.

Rodeoet lægges mere eller mindre på hylden herefter, omend de varme percussion og blæserelementer forbliver med os pladen igennem, for eksempel på den bitter-romantiske “In Front of Others” i form af bongolyde, spansk guitarlir og en dejlig klagende trompetsolo ved Malte Nordtorp Pedersen (Knægt, Lucky Lo); eller på den mexi-janglede “I Can’t Promise”, der er drysset med klaves- og xylofonbeats og igen en sfærisk, indbydende trompetgang. Sammensætningen af den latininspirerede instrumentering, en mere klassisk alt-rock underlægning samt Jespersens kølige vokal er ganske tiltrækkende

En anden af pladens grundsøjler introduceres for alvor på “Lucy Gray”. Det er inspirationen fra nogle af 90’ernes store alt-rock typer, der dominerer her. Nick Cave lurer, slet skjult, i skyggen af den tunge trommerytme, melodiens melankoli og det legesyge akkordskifte hen mod slutningen af nummeret, og ikke mindst i den dybe, monotone vokal, som dog niveaumæssigt drukner lidt. Uden helt at kunne sætte en finger på det, synes jeg også, jeg kan høre noget The Smashing Pumpkins derinde et sted. Det er nok den smådepressive stemning blandet med en solid rock-rygrad, der gør det.

På pladens fjerde nummer “Take It Slow” er det også den storladne 90’er sko, der trykker. En bambusklingende xylofon og en twanget guitar og ordene: »Let’s just take it slow honey / let’s settle down for some time / have some kids, grow old / honey, it’s not a crime« – sunget på en så tilpas apatisk måde, at det lyder som om, fortælleren prøver at overbevise sig selv. Stemmen er luftig og sexet; læsere som har dyrket det belgiske band Warhaus vil nok finde ligheder her. Hen mod midten af nummeret er Shabason tilbage med en smooth og gennemborende trist saxofontirade, der lyder lige lovligt meget som taget fra en Bohren und Der Club of Gore-plade. 

Apati, opgivenhed og depression fylder en del i albummets tekster. Titelnummeret “Privileged” er eksempelvis en lang, nærmest dagbogsagtig samtale, Jespersen fører med sig selv om at takle sit eget psykiske mismod og samtidig skamme sig over netop dét:

»I seriously have the notion that you can’t allow yourself to have these problems when you’re this privileged / It even seems embarassing / Why should some rich white male get a break?«

Modigt eller søgt, bedøm selv, men denne monologstruktur komplimenteres fint af nummerets cirkularitet. Instrumenteringen kredser om et dominerende, tågehornsagtigt riff og en galopperende rytme. Der er noget næsten Pet Shop Boys-agtigt over kontrasten mellem Jespersens monotone vokal – som igen forekommer mig for lav – og så den dér muntre, dansable percussion. Ganske svedigt.

“Take my Breath Away” og “The Devil Inside Me” pirrer primært min interesse ved at vende tilbage til den latininspirerede instrumentering, som er og bliver pladens force. Det er især blæserne, der må løbe med æren, for det er her, vi finder noget ægte melodisk dybde. Igen bliver den varme produktion dog sat i kontrast til den dybe vokals monotoni, en opskrift som efterhånden forekommer mig lidt hårdt prøvet på Privileged

Med elleve numre er det en lidt lang plade (eller er det bare mig?). “I Headed for the Dancers” er såmænd en ganske fin afslutning på pladen, hvor vi får snuset til nogle mere 80’er-kitschede og sfæriske elementer, end Privileged ellers har budt på. Men ovenpå et helt album med en vokal, der forbliver i de mørke, monotone og luftige lag, og som tilmed ofte glider i baggrunden af mixet, er det ikke nok til at gøre mig helt så varm på oplevelsen, som introen ellers lagde op til. 

Det er som om, intensiteten langsomt viger for at sikre en bestemt stiliseringen af lyden. Der arbejdes i hvert fald hårdt på at ramme et følelsesmæssigt eller poetisk koncept og mindre på at konstruere solide, ørehængende melodier. Fordi der simpelthen mangler energi og spændvidde i vokalmelodien, blegner effekten heraf desværre lidt. Og det er ærgerligt, for der er mange autentiske elementer i instrumenteringen, som ved første lyt klart vækker nysgerrighed.  

★★★★☆☆

Leave a Reply