Efter 10 år med andre ærinder er trioen 18th Dye med sin alma mater-status i københavnsk støjrock tilbage for fulde amoriner. Deres særegne lyd er intakt, men har den temmelig lange barsel alligevel haft sin effekt på bandet og deres nylige output?
Tag - alternativ pop/rock
Voxtrot: s.t.
Når jeg forestiller mig et band fra Texas, er det støvet country med sydstatsaccent og cowboyhat, der umiddelbart starter på det indre stereoanlæg. Da jeg satte texanske Voxtrots selvbetitlede debut på, var det imidlertid slet ikke den lyd, der mødte mig. På det musikalske verdenskort skal Voxtrot snarere placeres i London. Bandets lyd er i al fald ikke ulig den, man kender fra britiske bands som Maxïmo Park og Razorlight. Voxtrot giver selv en “Introduction” med albummets første nummer: en rimelig dækkende smagsprøve på, hvad Voxtrot har at byde på. Lyttervenlig pop/rock med sporadisk brug af klaver og strygere samt frontmand Ramesh Srivastavas bløde stemme, der af og til bliver skinger, når desperationen eller entusiasmen stiger. Voxtrot folder sig ud og lader energien strømme i “Kid Gloves”, hvor intensiteten er i top hos trommerne og guitarerne. Det samme gælder vokalen, hvor Srivastava insisterer på, at der skal ske noget: »Cheer me up, cheer me up, I’m a miserable fuck«. Tempoet er godt, og nummeret er albummets bedste skæring. Generelt er det de livlige numre, der fungerer bedst for Voxtrot. Den dunkende bas og det melodiske omkvæd i “Firecracker”, den fandenivoldske energi i Libertines-stil i “Brother in Conflict”, hvor omkædet dog lyder lidt fladt og skuffer i forhold til resten af nummeret. Fra denne afdeling af numre er der en del gode øjeblikke imellem. Desværre går andre numre for meget på autopilot. “Easy” og “The Future Pt.” er lidt for banale og forudsigelige, og sidstnævnte lyder som et af Travis’ mere kedelige numre. Albummets næstsidste suk er det eneste rigtigt stille nummer – “Real Live Version”. Det er en køn ballade, men igen lidt kedelig og for meget ‘klassisk ballade’ med klaver, strygere og Srivastava, der forsøger sig med de allerhøjeste toner. Albummet skal dog ikke afrundes med ømme toner, og de pulserende trommer er tilbage på “Blood Red Blood”, hvor lidt blæsere tilføjes. De kunne have givet et kraftigt løft til bandets lyd, men nøjes desværre med nogle lidt forkølede baggrundstrut. Lyden på Voxtrot er for så vidt moden, for man kan godt høre, at bandet ikke er helt grønne. Med tre ep’er i ryggen har de med første fuldlængde-forsøg ønsket at imponere og få en bred lyd. Det lykkes ikke helt, men albummet er en gedigen debut, hvor det dog lyder, som om der er nogle idéer, der ikke er blevet realiseret helt. Desuden er der nogle steder, hvor bandet springer over, hvor gærdet er lavest og følger en lidt for ofte hørt rockformel. Spørgsmålet er så bare, hvad bandet skal gøre for at forbedre sig til næste gang? Ramesh Srivastava har selv et bud: »I have to loose my idols to find my voice,« synger han i al fald i “Brother in Conflict”. Voxtrots lyd er ikke plagiat, men bestemt heller ikke unik. Så måske er det dét, der skal til.
Shipwreck: House of Cards EP
Den amerikanske rock-kvartet Shipwreck har et par ep'er og en enkel fuldspiller bag sig. Stadig uden signing forsøger de sig nu endnu en gang med ep-formatet, og det er der kommet et par udmærkede sange ud af. Men ikke overraskende mangler det samlede resultat personlighed.
Minimum Chips: Lady Grey
Minimum Chips har signet med det engelske label Moteer og er nu klar til at prøve europæerne af med Lady Grey, der samler højdepunkterne fra et par udgivelser i hjemlandet Australien. Sangene klinger af eventyr, men mangler paradoksalt nok lysten til rent faktisk at vove sig ud på spændende togter.
Entakt: Kun en elektrisk summen fra en neonreklame der skulle have forestillet solen
Det er stilsikkert, veludført og perfektionistisk, men har vi ikke hørt det hele før? Der er ikke vundet meget nyt land siden sidst, men pladen med den ufremkommelige titel er alligevel værd at lytte til. Så længe man kan glædes over at få den samme gave i ny indpakning.