Tindersticks, måske det tætteste vi kommer på et britisk europæisk band, viser igen, at de er mest interessante, når det kommer til stemning frem for en bestemt stil. Deres nye, meget nedbarberede album Distractions emmer af en på én gang rastløs, melankolsk og på sin vis også desperat, sitrende og meget lavmælt stemning.
Los Angeles-bandet Death Valley Girls har alle de gode intentioner og holdninger, de har syrede, lettere obskure tekster og en vibe af noget sært og witchcraft-agtigt, denne gang i en lovprisning af glæden, alligevel ender monotien og ensformigheden med at gå lidt på nerverne.
Tidlige Armbånd-forsangeren bruger sangene på sit nye album til at kæmpe sig ud af en skriveblokade og undersøge, hvad det vil sige at mangle ord. Der skabes musikalsk festfyrværkeri nogle steder, men undervejs kommer pladens præmis til at virke fortænkt.
Med udgangspunkt i digte af Michael Strunge har det aarhusianske indierock band Rigmor fundet en lyd, hvor melankoli og kraftfuldhed omfavner lytteren. De unge musikere forsøger at italesætte deres generations udfordringer, og formår at skabe en atmosfære, der er deres egen.
Her på selveste Valentins dag, hvor hjerter helt uden videre bryder i brand og eksploderer, tager den svenske duo Pale Honey fat helt nede, hvor det gør ondt, med den maniske kærlighedssang "Treat You Good".
Danske Graceless er på gaden med singlen "Don't Mind (Don't Care)", der omfavner et klassisk rock set-up og serverer en god omgang guitarstøj.
På House of Sugar konstruerer (Sandy) Alex G på ny et surrealistisk og dragende kosmos, der blot cementerer DIY-æstetikerens for indeværende status som en af 10'ernes underspillede indie-helte.
På deres nye album Bubbleburst rider Moon Loves Honey fortsat den neo-psykedeliske indie-rock bølge, og de funderer stadig over kærlighed, tvivl og sårbarhed. Både lyrik og lydbillede mangler dog fokus og nuance, og albummet formår kun at tegne konturerne af dets tematikker.
De musikalske altmuligmænd fra pladeselskabet Crunchy Frog fejrer deres 25-års jubilæum med et selvudråbt ”musikalsk kædebrev,” som gennem et benspænd formår at kæde 16 forskellige bands sammen, og vise, at deres repertoire er sprængfyldt med god stemning og talent.
Den yderst produktive sanger og sangskriver Jacob Faurholt er tilbage med sin 10. plade, Shake Off the Fear – en kort og skrabet affære, der forstår at udnytte lo-fi-genrens styrker.
Under en blå himmel og en lavt hængende halvmåne var scenen sat ekstraordinært billedskønt inden aftenens koncert. For synth-poppens oldboys New Order viste det sig dog at blive vanskeligt at hive triumfen hjem.
The National er selve den her kreative middelklasse som de spiller til, spiller for og synger om. Deri ligger deres integritet. Ægtheden i hele projektet The National og derfor holder det. Derfor bliver de, om ikke bedre og bedre, så dog dybere og mere komplekse med tiden. Fordi de netop formår at udfordre deres egen integritet indenfor rammerne af hvem og hvad de er. Fordi de bare er de her kreative Brooklynbohemer. Indiearketyperne par excellence.
The Raconteurs er tilbage. Det viste gruppen med et brag af en rockkoncert på Heartland Festival, hvor anarkisten Jack White brændte klart igennem.
Phoebe Bridgers og Bright Eyes-frontmand Conor Oberst slår pjalterne sammen i denne nye konstellation og leverer solid indie-pop med støjende elementer der dog trækkes ned af hvad der er et til tider tåkrummende, til tider blot uinteressant tekstunivers.
Britiske White Lies udgiver i dag deres femte album. Et vellykket stykke helhed, som momentvis samler bandets bedste kvaliteter og peger i nye retninger.
Bill Ryder-Jones har med Yawn udgivet en plade, der er mere jævn end mesterlig. Der er dog stadig en del at komme efter, hvis man har hang til melankolske og guitarbårne singer/songwriter-udgivelser.
Helsinki-kvintetten The Holy udgiver fængende art rock konceptalbum om tragedien ved at vokse op på bøhlandet i Finland indspillet på åstedet i en gammel landsbyskole i Tyrväntö, Hattula. Resultatet svinger i kvalitet undervejs, men når overordnet et højt niveau.
I en skummel københavnsk bunker har Big Dust skabt et usædvanligt album, der er faretruende, opfindsomt og legende.
Glæden ved livet og ved kærligheden bobler næsten over i det sprudlende og legesyge ottende album fra amerikanske Dirty Projectors.
Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Finne Kristensens (Chorus Grant) fællesbarn Cancer er klar med sit andet album, Totem. Et album, der på trods af enkelte ligegyldige elementer, indeholder skøn musikalitet.
