LSD March spiller i Århus fredag den 3. oktober Når århusianerne på fredag vejrer frisk luft og lysten til at gå i clinch med nattelivet, så er der et ret suverænt tilbud til dem på Musikcafeen kl. 20.30 for den ydmyge pris af 70 kr. Der har LJUD nemlig arrangeret japanske LSD March til at komme og spille. De spiller en god blanding af garage syrerock og krautrock, og sidst de spillede i Århus gav de en særdeles energisk optræden. Derudover får man også belgiske Ignatz og danske Kirsten Ketsjer med i købet. Sidstnævnte spillede en ovenud hæsblæsende koncert på Huset i Magstræde sidste fredag, hvor de blandede polyrytmisk tapping med heavy-spade, støjrock og deres karakteristiske naive melodier. Århus har så sandelig noget godt i vente denne fredag.