Pikara: s.t.

Jeg kan sige det med det samme: Jeg er, efter at have haft fingrene i to af Sara Dyrbergs tidligere udskejelser i form af de to seneste Susurrus Station-udgivelser – (1, 2) Unbuckle the Blue og Add a Day Going West – virkelig begejstret. Det er jeg, fordi mange af de lovende takter, der forrykket og i det små har vist sig i disse, på helt anderledes vis folder sig ud i dette projekt med det asiatiskklingende navn Pikara.

Susurrus Stations amerikanske vandmærker er denne gang en mere subtil del af en fint vævet mosaik, hvor de korte kompositioner i langt højere grad koncentrerer sig om de stemninger, uden at bilde sig ind at de skal fungere som skabelonrige AB/ABC/AB-sange.

Der er kort sagt tid til fordybelse i Dyrbergs univers, der om noget er præget af strygere, centreret om violinen som instrument. I syv af albummets ni sange er strygere mere eller mindre det bærende element, hvad enten det drejer sig om spinkel arpeggio, klart melodispil eller mere grandiose arrangementer. Udtrykket er derved mere veldefineret i forhold til tidligere plader, hvor der er blevet spillet på langt flere strenge.

Der kan stadig trækkes et lydligt slægtskab til tidligere referencer som Patti Smith og Nick Cave, men den samlede pakke indeholder langt mere gods fra franske Yann Tiersen og canadiske musikere som Owen Pallett og Z samt en mere distinkt folklore, der med sit fine fingerspil og smukke melodier kunne minde om singer/songwritere som Linda Perhacs, Espers og for nylig tyske Haruko.

Det er især med sammenblandingen af vedholdende guitar- og strygerfigurer, hvor Dyrbergs sans for melodier virkelig træder i karakter. Et eksempel til efterlevelse kunne være sangen ”No Strangers”, hvor blidt gyngende guitarer ømt filtrer sig ind i hinanden under et tæppe af organiske keyboardtoner, alt imens Sara Dyrberg med en afdæmpet tone og en indkredset melodik synger som en anden Linda Perhacs – dog med en mørkere og mere knugende tone.

Produktionen er dog mere moderne end denne reference, og i den instrumentale ”Denounce” er der simpelthen tale om en lige linje til den franske folkloristiske musettekomponist Yann Tiersen, hvor man i godt et minut bliver trakteret med et pizzicatoloop og en klar violinmelodi, der med sin rumklang og fortolkning sagtens kunne have været at finde på soundtracket til “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre”.

Violinerne er simpelthen i fokus, så det er en fryd i produktionen og melodimaterialet. Om der så enten er tale om skæv pizzicato og hjemsøgende klezmer i ”Engine in the Void” eller i march på den afmålt dynamiske åbner ”Few Hit Wonder”, rammer Dyrberg plet med en sikker hånd ved partituret eller om buen. Der er ganske enkelt et overblik, som jeg ikke har hørt før på Dyrbergs udgivelser, og når det melodiske materiale så også er indbefattet i det samlede output, må jeg overgive mig.

Måske ville kompositionerne gerne undslippe den florlette og vignet-lignende kvalitet, som man står tilbage med mellem hænderne, men efter utallige gennemlytninger står pladen stadig stærkere end ved første lyt.

Eneste anke må være den fortumlede Songs: Ohia-rocksang ”Peregrine’s Game”, der bestemt har sin charme, men som i min optik ikke hører til på albummet og desværre i receptionens lys lyder som en mindre gennemarbejdet Susurrus Station-sang, der med vibrato og en rytmeguitar i 6/8-takt fremstår tung og uvedkommende.

Det er alene denne sang, der afholder mig fra at give Dyrberg/Pikaras debut topkarakter, og jeg vil med stor spænding glæde mig til det næste udspil i dette regi, selvom jeg næsten har nok i dette, der omtrent er et lille mesterværk.